i Danmark i 1945 og derfor fortjener et buk, beskriver dette spænd på meget poetisk vis i indledningen til Kulturens veje (1941-1942):
“Kulturen er som et træ, et eventyrligt træ, hvor hver gren er formet forskelligt fra sin nabo, hver blomst har sin egen farve og duft, hver frugt har sin særlige sødme. Denne rigdom og fylde er groet naturligt frem. Hver kultur og hvert folk har sit særpræg; men grenene er alle skud på den samme stamme og næres af de samme safter. Skæres grenene over og skilles fra stammen, visner blomsterne.”
BIRKET-SMITH 1966, BD.1:5
Hver gang man sætter kulturbegrebet under lup, vil man opdage, at det både kan samle og adskille mennesker; de to forhold er komplementære. Kultur (i ental og med stort K) er den fælles kvalitet ved det menneskelige, der blandt andet får mennesker til at organisere sig i forskellige kulturer (i flertal og med lille k).
Denne spænding er en forudsætning for antropologien. Uden en forestilling om noget, der er fælles, ville det ikke give mening at studere og sammenligne forskelle. Antropologien forudsætter en forestilling om, at selv det tilsyneladende uforståelige er resultat af en menneskelig praksis og dermed principielt begribeligt. Ved at gøre sig bekendt med det fremmede, afselvfølgeliggør antropologerne samtidig det kendte. Det fremmede er ikke længere blot det fjerne og eksotiske, evt. i eget samfund, men et hvilket som helst fællesskab, som i et eller andet tidsrum er ramme om forståelse og praksis. Det kan være et arbejdsfællesskab eller en landsby, et migrantnetværk eller en polynesisk ø – bare det analytisk kan sandsynliggøres, at kulturen anerkendes som en ramme. Det vil blive uddybet siden hen; her er det blot vigtigt at antyde, at kultur ikke (længere) er synonymt med etniske enheder eller nationer.
Det er i spændingsfeltet mellem det fælles og det forskellige, antropologen arbejder. Den antropologiske metode, feltarbejdet, forudsætter begge dele. Dels må man som sagt have en forestilling om, at alt menneskeligt principielt er forståeligt, dels må man gennem indleven i særlige kulturer søge at begribe de konkrete forestillinger, folk gør sig om deres egen verden. Feltarbejdet dublerer den socialitet, der findes i samfundet, og derigennem kommer antropologen tæt på både de specifikke betydningshorisonter og de konstante sociale udfordringer af dem (Hastrup 2003). For at kunne behandle en så dynamisk verden på videnskabelig vis må man kunne afgrænse et analytisk objekt (Hastrup 2004b). Selvom kulturen ikke længere kan tages for givet som en konkret afgrænset, empirisk enhed, kan det stadig give mening at operere med et analytisk objekt, der kan gribe kulturer på mange niveauer og i vidt forskellig målestok.
I det følgende skal jeg gennem de tidligere nævnte perspektiver på ‘kultur’ forsøge at afdække dens kompleksitet og dermed at åbne begrebet for en ny og mere fleksibel brug. Denne fleksibilitet, som i sig selv er et kulturelt særkende, vil måske også kunne bidrage til en debat om menneskers måder at indrette sig i verden på, som kan holde den nødvendige balance mellem fordomsfrihed og mod til at tage standpunkter.
KAPITEL 1
KULTUR SOM IDÉ
MENNESKER, FOLK OG FRIHED
I dette kapitel skal kulturen tematiseres som en idé, der har antaget forskellige former gennem historien, og som gradvist er blevet til det antropologiske og folkelige kulturbegreb, vi kender i dag. Selvom blikket i en vis forstand er historisk, er det ikke tanken at skrive kulturbegrebets kulturhistorie. I stedet vil jeg søge at identificere nogle af de gamle betydninger, der stadig ligger og ulmer i begrebet, selvom der er kommet nye betydninger til. Samtidig ønsker jeg at vise, hvordan forskellige tænkere og epoker har bidraget til de spændinger, som på den ene side synes at gøre kulturbegrebet ubrugeligt som analytisk begreb, og på den anden side gør det så tillokkende i brug.
Ordet kultur kommer af det latinsk cultura, der er afledt af et verbum (colo), som både kan betyde at dyrke og pleje noget, at bebo et sted og udsmykke noget, og endelig at dyrke, ære eller agte guder eller mennesker. Ordet kultur er på den måde kommet til at henvise til såvel dyrkelse af jorden som af guderne; kultur og kult er to sider af samme sag. Herfra udviklede ordet sig videre til også at omfatte åndens dyrkelse, forstået både som ens egen udvikling og omsorgen for andres, især børnenes uddannelse. Cicero, en af de store klassiske tænkere, talte om cultura animi, ‘åndens dyrkelse’, og lagde hermed spiren til det moderne kulturbegreb. Det var også fra dette klassiske udgangspunkt, at renæssancehumanisterne i det sekstende århundrede formulerede et nyt menneskesyn, der skulle blive afgørende for alle senere kulturvidenskaber.
Renæssancens menneskesyn
Som det fremgår af ordet, er der tale om en genfødsel, eller snarere en genopdagelse af de klassiske tekster. Noget af det, man genopdagede, var Ciceros begreb om humanitas. Den samlende kvalitet ved menneskeligheden, som Cicero fremhæver, er specielt menneskets evne til at tale og således forme sine tanker i meningsfulde udsagn. Han er derfor i overensstemmelse med grækernes syn på tale og tanke som to sider af samme sag: Logos betyder begge dele. Og dette logos giver mennesket uanede muligheder. Den åndens pleje, som Cicero havde formuleret, blev nu snævert forbundet med en egentlig boglig og sproglig uddannelse af den enkelte. Dette hang igen sammen med udbredelsen af bogtrykket, der tilsyneladende opstod flere steder i Europa på samme tid – i midten af det femtende århundrede – mere eller mindre uafhængigt af hinanden. Man havde på det tidspunkt trykt bøger i Kina i mere end 600 år ved hjælp af udskårne træblokke, og tilsvarende fandtes i Europa. Men det var opfindelsen af udskiftelige metaltyper, der for alvor påvirkede udbredelsen af såvel den klassiske litteratur som de nye naturvidenskabelige værker. Det betød blandt andet, at mange lærde kunne læse de samme bøger samtidig og i fællesskab nå frem til nye erkendelser, som derefter også kunne cirkulere. Det gav mulighed for en langt mere omfattende akkumulation af viden og kan ses som begyndelsen til det moderne videnssamfund.
Et af de mest kendte programskrifter for renæssancens menneskesyn er Giovanni Pico della Mirandolas skrift Om Menneskets Værdighed (1486). Pico della Mirandola (1463-1494) studerede ved de bedste universiteter i Italien, og det nævnte skrift opsummerer hans forestilling om menneskets særstilling i universet, som skyldes, at det i modsætning til andre skabninger har frihed til at realisere sine muligheder og ansvarlighed for at gøre det. Der er ikke tale om et opgør med religionen som sådan, og menneskets særstilling begrundes indledningsvist med skabelsesberetningen, hvor Gud først skabte verden uden om mennesket: “Men da han havde fuldført sit værk, ønskede skaberen, at der måtte være nogen til at gennemtænke et så stort værks fornuft, elske dets skønhed og beundre dets storhed” (Nielsen, red. 1996:48-49). Derfor skabte han mennesket. Pico henviser til de klassiske filosoffer såvel som til gældende teologi, og på den baggrund fremstiller han mennesket som en størrelse, der kan gøres til genstand for særlig interesse.
Det var ikke kun genopdagelsen af de klassiske skrifter, der medførte et nyt perspektiv på mennesket. Det hang også sammen med en gennemgribende revurdering af verdenskortet. Opdagelsen af nye kontinenter satte på mange måder yderligere skub i den interesse for menneskets forskelligartede (historiske) vilkår, som var genfødt med renæssancens genopdagelse af den klassiske verdens bedrifter. Historien genopstod som et menneskeligt produkt. Gennem kendskabet til såvel de klassiske tekster som til den nye verden blev man opmærksom på, at historien ikke er en given orden, men et resultat af menneskets indsats. Mennesket blev dermed ansvarligt for sin egen verden. Igen er det værd at lytte til Pico della Mirandola, som i 1486 skriver om skabelsen af mennesket, at den faderlige almagt måtte tildele den sidste skabning det bedste af alt, for at den kunne rumme det hele:
“Derfor bestemte den bedste af alle kunstnere til sidst at det væsen som han ikke kunne give noget specielt, skulle have del i alt hvad han havde tildelt hver enkelt af de øvrige skabninger. Derfor godtog han mennesket som et værk af ubestemt natur, satte det midt i verden og talte således: “Vi har hverken givet dig en bestemt plads, en speciel skikkelse eller en særlig funktion,
