Middelboe Christensen, ekstern lektor ved Københavns Universitet og journalist ved dagbladet Information, skriver i “Odins outsiderlogik” om Odin Teatret som det internationalt set mest berømte, danske teater. Instruktøren Eugenio Barba vil gerne lade teatret udstråle ‘kulturel radioaktivitet’, men hvordan – spørger Anne Middelboe Christensen – er Odin Teatrets profil i forhold til den øvrige danske scenekunst?
Tidligere lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet, Christian Ludvigsen, tog som en af de første godt imod det ukendte teater i 1965. Han beskriver i “Odin Teatrets første år i Danmark 1965-1970” etableringen i Holstebro og reflekterer over teatrets umiddelbare indvirkning på og vekselvirkning med teaterkulturen i Danmark.
Ulrik Skeel, tidligere skuespiller og nuværende administrativ medarbejdere på Odin Teatret, beskriver teatrets netværk, som er grundlaget for en verdensomspændende kontaktflade.
Kathrine Winkelhorn ser i “Festugen i Holstebro – et kulturelt erfaringsrum” på samarbejdet med Holstebro Kommune og Odin Teatrets funktion i forbindelse med Holstebro Festuge. Spørgsmålet er, hvilke kulturelle kvaliteter en sådan aktivitet kan tilføre bylivet?
Annelis Kuhlmann, lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet, skriver i “Vemb der? Interferens som kreativ teaterstrategi” om Odin Teatrets lancering af Teatret som interferens i foråret 2009, med særlig fokus på den vestjyske landsby Vemb, hvor teatrets interaktive teknik anvendes som metode på “de marginaliserede”, og hvor alle beboerne var deltagere i en form for byiscenesættelse.
Janne Risum, doktor i dramaturgi og lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet, skriver om sin forskning i den fremtrædende kinesiske kvinderollefremstiller Mei Lanfang og teatertraditionen ved Beijing operaen, der er inspireret af hendes samarbejde med Odin Teatret.
Bogens første del afsluttes af Peter Laugesen, forfatter, oversætter og medlem at Odin Teatrets bestyrelse, der i artiklen “Teatret som krop” reflekterer over Odin Teatrets forhold til den franske teatermand Antonin Artaud og “Grusomhedens Teater”.
Kreative processer i teatret
Bogens anden del er fokuseret på kreative processer i teatret, både i prøvearbejdet og i de samarbejdsrelationer, som Odin Teatret har involveret sig i.
Erik Exe Christoffersen indleder med artiklen “Forhindringer i den kreative proces”. Her beskrives Odin Teatrets særlige forhold til begrænsninger, fejl, udviskninger og misforståelser som led i kreative strategier. Med eksempler fra Odins Teatrets forestillinger konkretiseres de spilleregler i den kreative proces, som medfører serendipitet: fundet af noget, man ikke vidste, man søgte efter.
Kirsten Dehlholm, kunstnerisk leder af Hotel Pro Forma, har i samarbejde med Odin Teatret iscenesat den syv døgn lange forestilling, Skibet Bro i Holstebro Festuge 1991. De to teatre er markant forskellige i deres tilgang til det æstetiske og teatrets organisering. Dehlholm beskriver i “Skibet Bro: Om at iscenesætte Holstebro” rammerne for en performance som en form for antropologisk fremstilling af byens kendte og ukendte virkeligheder. Med skibets begravelse, som forestillingens afslutning, blev projektet en legende i byen.
Peter Elsass, professor i psykologi, beskriver i artiklen “Maksimal tilstedeværelse i teatret” teatrets interesse for usædvanlige tilskuere og dets sans for maksimalt nærvær. Elsass har fulgt teatret på flere rejser til Sydamerika og har de senere år arrangeret en række tværfaglige symposier om tilstedeværelse.
Artiklen “Antropologens rolle i Talabot” af Kirsten Hastrup, professor i antropologi ved Københavns Universitet, er en personlig beretning om mødet med Odin Teatret. Mødet resulterede i forestillingen Talabot, som havde premiere i september 1988. Som tilskuer til forestillingen erfarede hun, hvordan det var at se sig selv blive repræsenteret i et teatermedie. Talabot handler om de seneste 40 års verdenshistorie fortalt gennem en biografisk skildring af Hastrup, dansker, med international uddannelsesbaggrund, feltarbejdeerfaring fra Indien og i særdeleshed fra Island. Forestillingen viser antropologen som barn, som ung, som voksen kvinde og mor til fire børn, mens hendes valg af antropologien som levevej spejler det grundlæggende valg mellem vold og videnskab i en kriseramt verden.
Thomas Bredsdorff, professor emeritus i litteratur ved Københavns Universitet, forfatter og anmelder, overværede første gang Odin Teatret i 1970. Senere blev han inviteret til at deltage i seminarer på teatret. Artiklen “Mig og Barba. Hvordan et professionelt venskab blev til” beskriver dette samarbejde, som har betydet, at Bredsdorff har været dramaturg på de seneste forestillinger som Mythos, 1998, Andersens drøm, 2004 og den seneste Det kroniske liv, 2011.
Iben Nagel Rasmussen blev optaget som elev på Odin Teatret i 1966 og har siden medvirket i en række af teatrets forestillinger. Hun beskriver processen bag forestillingen Itsi Bitsi (1991), udviklingen af partiturerne, skikkelserne, tematikken og samarbejdet med kollegerne og instruktøren. Arbejdet strakte sig over flere år. Forestillingen spilles stadig på forskellige sprog og er blevet opført omkring 300-400 gange. Itsi Bitsi omhandler sider af ungdomsoprøret i 1960’erne og hendes og musikeren Eik Skaløs forhold til hinanden og til narkotika.
Tina Folke Drigsdahl er uddannet skuespiller fra Odense Teater. Efter endt uddannelse kom hun til Odin Teatret og medvirkede bl.a. i Kaosmos 1992-1994. Efter at hun forlod teatret, blev hun uddannet præst, og i artiklen beskriver hun udviklingen og transformationen fra skuespiller til præst og diskuterer samtidig, hvordan de to forskellige fag kan supplere og indvirke på hinanden.
Sandra Pasini, skuespiller og kunstnerisk leder af Teater OM, egnsteater i Ringkøbing, viser, hvordan teatret har tilegnet sig en arv fra Odin Teatret. I “Den røde tråd” skriver Pasini om sit arbejde som selvlært skuespiller, sin erfaring med gruppeteater og sit første møde med Odin Teatret i Italien. Hun fortæller om udviklingen af forholdet til Odin Teatret gennem årene og om det at være en international teatergruppe og et egnsteater i Ringkøbing.
Jørgen Anton, journalist ved DR, har fulgt Odin Teatret siden slutningen af 1966. Har han gennem tre år fulgt Odin Teatrets arbejde med forestillingen Andersens Drøm. Gennem notater, samtaler og interviews med de involverede, skaber han et billede af den meget komplekse proces. Artiklen “Ord på vejen” reflekterer over processen frem mod den endelige forestilling, som havde premiere i 2004.
Eugenio Barba, teaterleder, skriver i “Mine rødder: Danmarks ansigter” om Odin Tatret som “en erobring af anderledeshed”, rodfæstet i rejsen og den stadige bevægelse. Odin Teatret er uden for og fremmed for en dansk kultur, men Barba har gennem alle årene været i en frugtbar og nødvendig udveksling med en række danske personligheder, som udgør hans Danmarks ansigter.
Denne “erobring af anderledeshed”, som kendetegner Odin Teatrets arbejde, er emnet for denne antologi. “Erobringen” er en proces, som ikke har været lineær, men tværtimod springende mellem en række paradokser og tilfældigheder – alligevel har den været præget af en forbavsende kontinuitet, blandt andet i form af relationerne mellem den række personer, som her kommer til orde. Erik Exe Christoffersen runder i et efterord antologien af med at fremhæve nogle centrale træk i Odin Teatrets virke.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив
