Eichmann varetog de logistiske opgaver i forbindelse med den såkaldte Endlösung. De overlevende danske jøder forlod lejren i april 1945, og lejren blev befriet i maj 1945.
Som gruppe udgjorde modstandsfolkene en større, men mere blandet forsamling end jøderne og kommunisterne. Der var ofte ingen direkte forbindelse mellem den konkrete forseelse, som modstandsfolkene blev taget for, og deres deportation. De fleste modstandsfolk blev deporteret som lige dele prævention og straf for sabotage, udført af andre i modstandsbevægelsen. Selve deportationsprocessen var derfor løbende, begyndende i november 1943 og fortsættende helt frem til krigens slutning. Omkring 1.780 modstandsfolk blev deporteret til de tyske koncentrationslejre Sachsenhausen, Dachau og Neuengamme – med flest danskere i den sidstnævnte. Ca. 280 danske modstandsfolk døde i tyske lejre. I denne bog repræsenteres de deporterede danske modstandsfolk af John Eberth Jensen-Sønderskov og Mogens Henrik Nielsen. Sønderskov blev i 1942 taget af tyskerne og indsat først i Vestre Fængsel, siden i Frøslevlejren for derfra at blive deporteret til koncentrationslejren Neuengamme og siden til Dalumlejren. Nielsen sad først i Frøslevlejren, samtidig med sin mor og far, siden blev han deporteret til Neuengamme.
Neuengamme, placeret lidt syd for Hamborg, fik status af koncentrationslejr i 1940. Godt 100.000 blev registreret som ankomne til lejren, men det faktiske tal var væsentligt højere. Ca. 55.000 døde i lejren. Den fungerede som centrum for næsten hundrede såkaldte udekommandoer, som var midlertidigt oprettede smålejre, hvor fangerne skulle udføre et konkret stykke hårdt fysisk arbejde, typisk som dele af et større industrikompleks eller som dele af oprydningen efter de allieredes bombardementer af tyske byer. De danske fanger forlod lejren, før den blev evakueret og efterfølgende befriet af de allierede styrker.
En særlig historie knytter sig til den fjerde større gruppe af danske deporterede: politiet. I løbet af krigens første år voksede særligt ordenspolitiet voldsomt, for i tilfælde af eventuelle borgerkrigslignende tilstande at kunne opretholde ro og orden. Efter tyskernes afvæbning af det danske militær i 1942 var politiet den eneste danske væbnede magt, og da regeringen trådte tilbage i 1943, opløste og illegaliserede tyskerne kort efter det danske politi. Det skete givetvis af frygt for, at det styrkede danske politi kunne true tyskerne under en eventuel allieret invasion. Den 19. september 1944 gennemførte tyskerne Aktion Måge: De stormede danske politistationer og arresterede og deporterede ca. 2.000 danske politimænd. Hovedparten af dem kom, efter et stop i Neuengamme, til Buchenwald. Med i denne deportation var Ingolf Gildam, hvis fortælling er med her. Før sin optagelse i politiet var Gildam del af en politigruppe, der bidrog til modstandskampen. Som led i arbejdet i denne gruppe blev Gildam arresteret allerede i 1943, men han blev løsladt igen på grund af manglende beviser mod ham.
Buchenwald, som blev oprettet i 1937, var en af de største lejre på tysk jord med langt mere end de 140.000 indskrevne, som de efterladte registreringspapirer vidner om. Over 55.000 mistede livet i lejren. Den var placeret i Weimar, og den såkaldte Goethe-eg pyntede i al sin vælde lejrens midte, indtil en af de allieredes brandbomber, som var beregnet på en nærliggende industribygning, ramte den. Efter nogle måneder i Buchenwald blev hovedparten af det danske politi overflyttet til krigsfangelejren Mühlberg og dennes udekommandoer. Principielt var det en lille sejr, at det var lykkedes de danske departementschefer at forandre politimændenes status fra koncentrationslejrfanger uden rettigheder til krigsfanger med rettigheder til blandt andet forplejning, ophold og sygdomsbehandling, men i praksis var det den enkelte udekommando, der satte niveauet; for nogles vedkommende betød det væsentlige forbedringer i levestandarden, for andre var forskellen minimal. Hjemsendelsen af politiet skete i etaper, med de ældre og syge først. 81 danske politikfolk mistede livet under eller umiddelbart efter opholdet i tyske koncentrationslejre.
Departementschefstyret i Danmark gjorde andet end at presse tyskerne til at ændre politibetjentenes fangestatus. Et markant resultat af departementschefstyrets forhandlinger var Frøslevlejren. Den blev taget i brug i august 1944 og forsinkede en stor del af de danske deportationer med få, men afgørende måneder. Det danske fængselsvæsen sørgede for fangernes forsyninger, og selv om tilværelsen her var barsk og uvis, så var den ikke sammenlignelig med livet i de egentlige koncentrationslejre.
Den danske stat betalte endvidere et betragteligt beløb til de såkaldte Røde Kors-pakker, som fik stor betydning for alle deporterede danskere. Pakkerne betød givetvis forskellen mellem liv og død for en del af de danske fanger og sikrede dem samtidig et godt udgangspunkt i lejrenes naturalie-økonomier. Det var ligeledes Røde Kors, der reddede mange danske deporterede ud af lejren i en evakueringsaktion, der kørte fra december 1944 til og med april 1945, det vil sige før de sidste krigsugers totale kaos. Baggrunden for redningsaktionen – navngivet efter de hvide busser, der fragtede de deporterede tilbage – var, at Svensk Røde Kors’ vice-præsident grev Bernadotte af SS havde fået lov til at hente 15.000 norske og danske koncentrationslejrfanger til Sverige.
Omkring 5.000 danskere blev deporteret til tyske koncentrationslejre, mens ca. 1.000 danskere kom til tyske tugthuse. I alt mistede ca. 600 livet.
Denne bog er resultatet af en lang række valg, som er truffet efter bedste evne, men som ikke er selvfølgelige. For at gøre det så klart som muligt, hvordan valgene har været, og hvordan forholdet er mellem vidnernes beretning og redaktørernes arbejde, vil vi kort gøre rede for processen.
Vi havde to ønsker. For det første ville vi fokusere på danske vidnesbyrd, hvilket i denne sammenhæng vil sige vidnesbyrd, der fortælles på dansk. To af bogens vidner er ikke født og heller ikke deporteret fra Danmark. De optræder i bogen, fordi de vælger at bruge det danske sprog til at fortælle om deres erfaringer. Samtidig giver det bogen et udblik mod den europæiske katastrofe, massedeportationerne var. For det andet skulle bogens beretninger præsentere så stor en spredning på forskellige lejre, på vidnernes køn og på deres baggrund og deportationsårsag som muligt. Derfor kontaktede vi først så mange relevante foreninger som muligt og fik derigennem efterhånden kontakt med en række enkeltpersoner. Vi skylder en stor tak for den interesse og hjælp, som vores projekt overalt blev til del. Ligeledes vil vi gerne takke Jørgen H. Barfod, Therkel Stræde og Anette Storeide, som alle har givet os uvurderlig hjælp med bogen undervejs.
Vi aftalte med hvert enkelt vidne en dag, hvor hun eller han ville aflægge sin beretning, mens vi lyttede og optog på bånd. Beretningen formede sig efter vidnets egne ønsker, men mange tog udgangspunkt i en struktur, som vi i forvejen havde foreslået: først oplysninger om baggrunden for deportationen, så transporten og ankomsten til lejren, dernæst om livet i lejren og endelig om hjemturen og livet efter lejren. Beretningerne formede sig langt hen ad vejen som monologer, hvor vi blot lyttede. Til tider har vi stillet opklarende spørgsmål eller mod slutningen spurgt, om et punkt kunne belyses yderligere. Altovervejende har vi forsøgt at holde os selv ude af beretningerne.
Det samme ønske har behersket redaktionsprocessen. Denne har først og fremmest bestået i at forsøge at få beretningerne til at fremstå så klart som muligt. Derfor har vi fjernet vore egne spørgsmål, hvor sådanne måtte optræde. Talesprog adskiller sig fra skriftsprog ved ikke sjældent at være fyldt af ”så’er”, af enkeltordsgentagelser, af pauser osv. Hvis vi til allermindste detalje havde beholdt sådanne talesprogselementer, ville vi have forvandlet et godt talesprog til et dårligt skriftsprog. Derfor har vi varsomt slettet visse gentagelser m.m., slettet tilbud om mere kaffe og til tider endog mindre afsnit i fortællingerne, men aldrig ændret ét udsagn til et andet.
Vores tilgang til emnet har været bestandig at lade os styre af spørgsmålet: ”Hvordan lyder det i dag, når man fortæller om sådanne oplevelser og erfaringer?”. Et vidnesbyrd er også en byrde – det er noget, man bærer med sig. Det er ofte tungt, ja næsten ubærligt, og mange giver udtryk for at føle både et stort ansvar som vidne og en stor forpligtelse over for dem, der ikke længere kan vidne, særligt de mange, som døde i lejrene.
Det betyder også, at den særlige kommunikationssituation, der her er tale om, har sat sig
