kulturer. Derimod har interessen for antikkens rolle i identitetsdannelsen og konstruktionen af den europæiske civilisation pudsigt nok ikke spillet den store rolle indenfor forskningens dominerende hovedstrøm. Det kan umiddelbart undre siden den græsk-romerske kultur gennem sin litteratur og den kristne religion frembyder et af de mest centrale og længstvarende eksempler på kulturelt efterliv til rådighed for historikeren.11 Når den alligevel ikke er markant tilstede i den almene diskussion, er det i sig selv et lettere ironisk udslag af konstruktionen af det moderne humaniora. Dominansen af nationale historier og sprog samt specialiseringen har i vidt omfang gjort den antikke kulturarv “hjemløs” i den internationale debat. Den betragtes sjældent som de “moderne” fagområders gebet. I stedet er den blevet genstand for en hastigt fremvoksende underafdeling af antikforskningen.12 Til en vis grad udgør Danmark dog her en undtagelse. I løbet af de sidste 20 år har man med en bemærkelsesværdig tværfaglig indsats skabt en række store værker om de antikke kulturers efterliv op gennem europæisk historie. ”Serien” blev indledt i 1986 med tobindsværket Det Athenske Demokrati (R. Thomsen, red.) og fortsatte i 1993 med tre bind om Imperium Romanum. Realitet, idé, ideal (O. Steen Due og J. Isager, red.), som nyligt i 2001 har fået følgeskab af to bind om Arven fra Ægypten (E. Christiansen, red.).
Den øgede opmærksomhed på elementet af aktiv konstruktion i den kollektive identitetsdannelse har ændret perspektivet for forståelsen af den antikke kulturarv afgørende. Skiftet kan beskrives som forskellen mellem et fokus på Nachleben og undersøgelsen af græsk-romerske kulturelementers receptionshistorie. Efterhånden som man er blevet mere opmærksom på forskellene mellem den græsk-romerske civilisation og den verden som efterfølgende udviklede sig i Europa, er man blevet mere forsigtig med at lokalisere den europæiske civilisations essens i antikken, det være sig indenfor for kunst, filosofi, videnskab og politik. Som påpeget af Erik Christiansen steg det athenske demokrati først afgørende i kurs efter, at demokratiske forfatninger var begyndt at spire frem i løbet af det 19. århundredes Europa. Det oldathenske demokrati kan derfor kun vanskeligt betragtes som den direkte forløber for det moderne demokrati.13 Det skal ikke forstås derhen, at den antikke kulturs efterliv var uden praktisk indflydelse på udformningen af europæisk kultur, at det var en fuldstændigt vilkårligt opfundet, frit svævende ideologisk forestilling. Den var med til at præge folks forestillingsunivers og kulturelle fundament i mange sammenhænge.14 Kristendommen, euklidisk matematik eller det latinske alfabet kan ikke blot tænkes ud af den europæiske samfundsudvikling.
Forståelsen for betydningen af aktiv konstruktion i dannelsen af identitet og kultur betyder altså ikke, at man frakender historien andet end marginal indflydelse på indretningen af efterfølgende perioders samfund. Derimod henleder den opmærksomheden på, at historiske levn for at overleve indgår i en kontinuerlig omtolknings- og reorienteringsproces. Fortidens kulturproduktion er underlagt en konstant omformning, udvælgelse og frasortering, hvorigennem den tilpasses en ny tids krav. Den indgår med andre ord i en aktiv receptionsproces. Det var ikke simpelthen Romerrigets kirke, der fortsatte i middelalderen. Den havde ændret og tilpasset sig på en lang række punkter. Oldtidens videnskabelige bedrifter blev ikke blot overtaget. De blev udnyttet og brugt i sammenhænge, der rakte ud over den antikke verdens spørgehorisont.15 Skiftende perioder har således også hæftet sig ved forskellige dele af den antikke kulturarv, nemlig de dele som passede til deres behov. Kulturtraditionens antik har ikke været én konstant virkende kraft, men mange forskellige. Renæssancen, der i sin egen selvforståelse ofte fremstillede sig som den antikke verdens genfødsel, markerer fx paradoksalt et kraftigt og bevidst brud med den kulturudvikling, der var vokset ud af den senromerske verden og derfor så sig selv som liggende i forlængelse af oldtiden.
En af de første til at gøre den indsigt til omdrejningspunktet for sin forskning var den tyske kunsthistoriker Aby Warburg (1866-1929).16 Hele hans forskningsindsats rettede sig mod at forstå betydningen af antikken for udviklingen af europæisk kunst. I modsætning til Winckelmann, æsteten, arkæologen og den pavelige antikvar med ansvar for de store romerske antiksamlinger, der siden sidste halvdel af 1700-tallet havde præget kunsthistorien, søgte han ikke svaret på die Bedeutung der Einfluss der Antike gennem en direkte beskæftigelse med oldtidens kunst, skulptur og arkitektur. Den græsk-romerske verdens betydning lå ikke i at have udviklet én almengyldig norm, som det var efterfølgende tidsaldres opgave at efterligne. I stedet for at søge kunsthistoriens essens i antikken omdefinerede Warburg problemet til et spørgsmål om, hvordan senere tiders kunstnere konkret havde hentet inspiration i bestemte sider af det antikke materiale. Renæssancekunsten var fx ikke en egentlig genfødsel af det antikke “projekt”. Derimod havde den fundet hjælp i den antikke kunst til at skabe mere bevægede, aktivt gestikulerende figurer. Det benævnte Warburg pathos-formlen. Dermed sigtede han til, at det, man havde hentet fra den antikke arv, ikke kun var klassikkens apollinske harmoni. Tværtimod havde man bevidst udnyttet de vilde, utøjlede, dionysiske elementer i den græsk-romerske kunst til at ændre renæssancekunstens udtryk og befri den fra en i hans øjne alt for nøgtern realisme.17
Warburgs egen produktion er ikke enorm. Men han var af rig bankierfamilie. Da familiefirmaet overgik til hans slægtled, indgik han den aftale, at firmaet blev overladt til broderens ledelse mod, at denne tilgengæld købte alle de bøger, som Warburg måtte få brug for til sine receptionshistoriske studier. Det resulterede efterhånden i opbygningen af et stort, excentrisk, forskningsbibliotek og etableringen af et egentligt institut rettet mod studiet af den klassiske tradition indenfor kunsten. Da nazisterne kom til magten flyttedes instituttet fra Hamborg til London, hvor det i dag hører under University of London og blandt andet har været hjemsted for Ernest Gombrich (1909-2001), sin generations vel nok mest prominente kunsthistoriker. Herfra har man videreført Warburgs projekt med fortsat understregning af behovet for at rette opmærksomheden mod bestemte antikke kulturtræk og de konkrete sammenhænge, hvori de blev optaget i renæssancetraditionen, snarere end at operere med forestillingen om den tætte forbindelse mellem hele antikkens kultur og renæssancen som sådan.18
Den receptionshistoriske tilgang betragter altså antikkens efterliv i en omformningens og forskydningens optik. Det er Max Weber, antikhistorikeren, modernitetens sociolog og Warburgs samtidige, der måske mest fundamentalt har ytret sig om det sidste element. Det skete i en skelsættende metodisk behandling af det historiesyn, der lå til grund for Eduard Meyer’s (1855-1930) monumentale Geschichte des Altertums. Heri gjorde Weber opmærksom på, at de elementer, der måske fra en senere tids perspektiv syntes vigtigst i den antikke kultur, ikke nødvendigvis kunne gøres til omdrejningspunktet for en oldtidshistorie. Det ville nemlig få som konsekvens, at meget af det som var af størst betydning for den antikke verdens sammenhæng og histories forløb ville blive udeladt. Antikkens Nachleben gav ikke et dækkende indtryk af den græsk-romerske verden.19 Det kan man fx illustrere med den indflydelse som Pantheon templet i Rom og dets ærefrygtindgydende kuppel har haft på eftertiden. Det er blevet et ikon på romersk arkitektur, benyttet som forbillede for utallige byggerier i “romersk” stil, og dog var der i oldtiden netop tale om en usædvanlig bygning, et stykke bevidst atypisk arkitektur.20 I stedet for en ligefrem kontinuitetsbetragtning sætter receptionshistorien altså en øget opmærksomhed på spændet mellem fortid og nutid. Ved at se på eftertidens tilvalg såvel som dens fravalg i den antikke kulturs frembringelser gør den os klogere på de tilgrundliggende forudsætninger for nutidens kultur, dens tilblivelses- og reproduktionsproces. Ved ikke blot at vise os, hvordan
