på den universitetsdebat og de reformtiltag, der ledsagede vedtagelsen og implementeringen af universitetsloven i 2003. Derfor har det været nærliggende her i indledningen at bruge denne som anledning til at nærme os spørgsmålet om de historiske og aktuelle ideer med et universitet. Det er vel at mærke også spørgsmålet om, hvorfor universitetet tilsyneladende er en institution, der ikke kan leve og virke uden at henvise til mere eller mindre ideale begrundelser og ideer for sit virke – og uden at belaste sig selv med ideen om, at der må være en ide med et universitet, hvis det altså skal være et universitet.
Universitetsloven fra 2003 som anledning
Videnskabsminister Helge Sander sagde om universitetsloven af 8. maj 2003, at den var den mest vidtgående reform herhjemme siden Københavns Universitets grundlæggelse i 1479. Det er ved første øjekast ikke helt indlysende, hvis man i første ombæring holder sig til formålsparagraffen. Trods visse nyheder og tilføjelser gentager og bekræfter loven i formålsparagraffen nemlig nogle af de centrale ideer og principper, der har udgjort kernen i universitetsbegrebet i det mindste de sidste 200 år. Det gælder princippet om, at der på et universitet skal være sammenhæng mellem undervisning og forskning; princippet om forskningsfrihed, som universiteterne med loven ikke længere blot har ret til, men ligefrem pligt til at “værne om”; princippet om undervisningsfrihed, i den forstand at universiteterne selv beslutter, hvilke forskningsbaserede uddannelser man vil udbyde (dog efter godkendelse i ministeriet og fra 2007 i de nye akkrediteringsråd); samt ideen om, at universitetet er en videnskabelig forskningsinstitution, der som sådan ikke blot skal “udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater”, men også “drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder”.
Hvad disse formålsbestemmelser angår, er reformen ikke særligt vidtgående, men stadfæster blot overleverede og stadig udbredte forestillinger om, hvad der i princippet udmærker et universitet til forskel fra andre uddannelses- og forskningsinstitutioner. Ganske vist er der også rykket enkelte nye elementer ind i formålsparagraffen, men heller ikke de anfægter umiddelbart de klassiske ideer om et universitet. Ud over at forske og undervise skal universiteterne også som den “centrale viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”. Formidling, vidensudveksling og vidensspredning føjes her til universiteternes traditionelle portefølje, men kan ikke siges at have været moderne universiteter helt fremmed, lige så lidt som pålægget om, at “universitetet skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet”. Det har moderne universiteter principielt altid gjort. Det åbne spørgsmål er naturligvis, på hvilke måder det skal ske.
Lovens formålsparagraf tegner således et klassisk billede af, hvad et universitet i princippet er og bør være, og hvad det skal. Her er alt ved det gamle, kunne man sige, vel vidende at ideale formålsbestemmelser både skal udlægges og kan komme i konflikt med den faktiske udvikling.1 Det ‘vidtgående’ i reformen skal søges andre steder i loven, først og fremmest i de nye bestemmelser vedrørende universitetets indre ledelse og organisation og vedrørende forholdet mellem universiteter, ministerium og samfund. Hvad disse forhold angår, afspejler de nye bestemmelser en række internationale tiltag og tendenser på universitetsområdet og giver som sådan et signalement af, hvilke nye ideer om et universitet der ved siden af de klassiske er i færd med at gøre sig gældende som selvfølgelige her i begyndelsen af det 21. århundrede. Nogle af disse præsenteres og diskuteres i denne antologis to sidste og mest aktuelle bidrag og vil derfor også blive kommenteret i det følgende kapitel om universitetets idehistorie.
Et forhold vedrørende universitetsreformen i 2003, nemlig spørgsmålet om universiteternes autonomi og selvstyre, skal dog af flere grunde fremdrages her indledningsvist. For det første for at antyde, hvilke nye ideer om universitetet der uagtet lovens klassiske retorik i formålsparagraffen også er på spil i den. For det andet for at vise, hvordan selv grundlæggende nye ideer om universitetets formål og virke stadig ser sig henvist til at hente retorisk og legitimatorisk energi fra de klassiske ideer og idealer. For det tredje endeligt for at vise, at klassiske ideer, der reaktiveres i en ny politisk, økonomisk og ideologisk kontekst, kan ende med at betyde nærmest det modsatte af deres klassiske betydning – selvom de altså stadig henter retorisk og semantisk energi fra den. Dette skulle i sig selv være et argument for den kritiske besindelse på de klassiske ideer og idealer om et moderne universitet, som denne antologi med sit tekstudvalg lægger op til.
Gamle og nye ideer om universitetets friheder og autonomi
I § 1 – altså før formålsparagraffen – stadfæster loven tilsyneladende også det ældste af alle universitetets principper, nemlig princippet om universiteternes institutionelle autonomi og indre selvstyre, der i middelalderen var indeholdt i den juridiske term ‘universitas’ og lå til grund for de første universiteters oprettelse og anerkendelse som korporative juridiske enheder med særlige friheder og privilegier. Denne ide om universiteternes institutionelle autonomi har i nyere tid været intimt forbundet med ideen om den universitære forsknings- og undervisnings videnskabelige autonomi. Denne er knyttet til personer og handler om, hvad der kan forskes og undervises i, hvordan og med hvilke metoder etc., hvilket tænkes reguleret internt i og af det videnskabelige fællesskab. Som institutioner for produktion og formidling af videnskabelig viden har universiteterne i nyere tid været autonome i begge betydninger, men underlagt statsligt opsyn og finansiering i form af en politisk-administrativ rammestruktur og siden 1970 herhjemme i form af Styrelses- og Universitetslove, der formelt sikrede universiteternes dobbelte autonomi. Det er på denne baggrund ikke tilfældigt, at spørgsmålet om autonomi og forholdet mellem autonomi og kontrol har spillet en central rolle i diskussionen af universiteternes fremtid og af tendenser i forsknings- og uddannelsespolitikken (Wright & Ørberg 2007).
Med loven i 2003 blev princippet om universiteternes institutionelle autonomi og selvstyre da på sin vis også bekræftet, men samtidig omformuleret således, at universiteterne nu er at betragte som “selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning under tilsyn af ministeren for videnskab, teknologi og forskning” – dvs. som institutioner med privatretlig status, der tilbyder offentligt finansierede og regulerede ydelser.2 Denne omformulering blev præsenteret som et “nyt frihedsbrev” til universiteterne – med hentydning til de frihedsbreve eller chartre, der af pavemagten blev udstedt til de nydannede universiteter i middelalderen. Siden lovens gennemførelse med et bredt flertal i Folketinget har det imidlertid været omdiskuteret, hvori de nye friheder til universiteterne egentlig bestod. Det har det bl.a. af den grund, at et af de eksplicitte hovedformål med universitetsreformen også var at muliggøre nye typer af politisk og økonomisk centralstyring af universiteternes virke, både hvad angår undervisning og forskning – i lyset af den globaliseringspolitiske betydning, universiteterne antages at få i de kommende år. Dette har imidlertid fået en række af de nyetablerede universitetsbestyrelser til at påpege, at loven – snarere end at sætte universiteterne fri – har begrænset og relativeret deres frihed på en måde, der gør det svært for dem at leve op til de i formålsparagraffen endnu stadfæstede ideer og idealer om, hvad der gør et universitet til et universitet. Andre har påpeget, at der måske nok er tale om nye friheder, men at de i så fald er blevet betalt dyrt: dels med afskaffelse af universiteternes kollegiale selvstyre til fordel for bestyrelser og en hierarkisk ledelsesstruktur med forbillede i private virksomheder; dels med øget politisk styring og kontrol, der på forskellig vis i praksis begrænser både universiteternes og de ansattes friheder, som de er nedfældet i formålsparagraffen.
Hvorvidt en reform og modernisering af universiteternes styrings- og ledelsesforhold var nødvendig og er blevet gennemført hensigtsmæssig, skal vi ikke tage stilling til her.3 I denne sammenhæng holder vi os til det idehistoriske og idepolitiske niveau og til spørgsmålet om, hvilken status de klassiske ideer om et universitet har i dag. På dette niveau står det klart,
