i grundbetydningen af téras, nemlig ‘jærtegn’) er en direkte handling af Gud, medens underet vel er bevirket af Gud, men udført af engle – således forstået, at Gud ikke er den direkte årsag, men at det er skabte væsener (englene), der bevæger elementerne. Ifølge denne opfattelse skulle underet altså, pga. dets indirekte karakter, være noget mindre forunderligt end miraklet, der forstås som den direkte gudshandling (jf. Hvidt 2002, s. 13).
For en nutidig læser kan disse betragtninger hos højmiddelalderens store teolog nok forekomme noget subtile. Måske er hans skelnen mellem begreberne også en anden end den, der ovenstående blev skitseret som ærindet med denne artikel. Og i hvert fald er det i et nytestamentligt perspektiv vanskeligt at fastholde aquinerens skelnen mellem den direkte og den indirekte gudshandling. Underet vil – uanset om det kaldes téras eller semeion – netop altid have en karakter af det indirekte, sådan forstået, at det aldrig vil være noget i sig selv. Det peger tværtimod bort fra sig selv, som det netop er tegnets natur. Underet er et tegn for troen, et tegn, der viser hen på den opstandne, levende Kristus. Ja, netop et tegn for troen – og dermed også for tvivlen, der jo altid er troens skyggeside. Det har vi et fint og stærkt eksempel på i fortællingen om den tvivlende Thomas (Johannes 20,24ff.). Men for troens modsætning, som er fortvivlelsen eller fornægtelsen, er underets symbolbetydning, altså dets betydning som tegn, borte, jf. beretningerne om den fornægtende Peter, der om sin herre og mester siger: “Jeg kender ikke det menneske!” (Matthæus 26,69ff. og parallelteksterne hos de tre andre evangelister). Ja, underets symbolbetydning kan endda vendes til sin modsætning, som når Jesu modstandere siger om ham: “Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.” (Matthæus 12,24 og parall.).
Det er således vigtigt at være opmærksom på, at et tegn i evangelisk betydning er noget helt andet end et bevis. Anderledes forholder det sig derimod med miraklerne, der jo i katolsk tradition netop hævdes som beviser.
I et kapitel om “miraklets effekt” skriver Hvidt om danskernes angivelige skepsis over for mirakler. Den skyldes efter hans mening, at “kirken og det åndelige har ligget så langt ude i horisonten og ikke spillet nogen rolle i den almindelige dagligdag”, og derfor bliver sådanne mennesker ganske rådvilde, hvis miraklet alligevel rykker tæt på; men forfatteren mener også at vide, hvad denne forlegenhed ikke skyldes: “Det er ikke, fordi man ikke kan se, at ikonen græder, eller at den lamme hopper rundt af glæde” (Hvidt 2002, s. 261ff.). Her må der dog vist foreligge en sammenblanding af motiver, og så er der blot at sige, at der er meget langt imellem på den ene side de mange historier om grædende madonnabilleder – og på den anden side Esajasbogens forjættelse om Herrens komme, der skal få den halte til at springe som hjorten og den stummes tunge til at bryde ud i jubel (Esajas 35): den forjættelse, der opfyldes, da Jesus helbreder den lamme i Kapernaum, så han må rejse sig af båren og prise Gud (Markus 2,1-12). Jeg mener, at det er langt bedre for troen at holde sig til Esajas og evangeliet end at lide på diverse helgenlegender og valfarte til nok så opreklamerede Mariastatuer. Selv om man jo ikke skal underkende den dermed følgende sideeffekt, der ganske vist intet har med evangeliet og troen at gøre, nemlig den blomstrende turisme og det betydelige økonomiske opsving, som berømmelsen har tilført de pågældende lokalsamfund samt deres kirker og klostre.
Undere og evangeliske helgener
Mener vi da i den evangeliske menighed, at Det Nye Testamentes beretninger om undere er sidste ord om den sag, og at undere derefter er noget, som ikke sker? Nej, det mener vi ingenlunde. Om hele verden vil benægte underets mulighed, så vil vi dog netop holde os til dette håb. I en salme af Grundtvig om Jesu helbredelse af den stumme og døve mand ved Genesaret Sø (Markus 7,31ff.) hedder det (DDS 2004, nr. 160,3):
O, tag mig kun til side
som ham i havets egn,
skønt verden ej kan lide,
man tror, du end gør tegn.
Læg dine fingre små
kun i mit døve øre!
Da får jeg klang at høre,
som Himlens klokker gå.
Jeg har mødt nogle mennesker, som på trods af dybe nederlag og svære trængsler levede midt i underet. Og jeg vil ikke betænke mig på at kalde dem helgener – i evangelisk betydning.
Lille Laus går gennem de skilte vande
For mange år siden, da jeg var præst ved Kirkens Korshær i Københavns indre by, dengang også kaldet Minefeltet, kendte jeg en sådan evangelisk helgen. Nu er han for længst gået hjem til sin Herre, men dengang gik han endnu iblandt os. Laurits hed han, men blev på grund af sin ringe vækst aldrig kaldt andet end Lille Laus. Han hørte til det folk, som man endnu dengang i slutningen af 1950’erne kaldte ‘sprittere’, for hans hovedernæring var faktisk kogesprit og pullimut. Jeg mindes ikke nogensinde at have oplevet Lille Laus helt ædru. Men med sin skæve, usikre gangart fandt han alligevel flere gange i ugens løb vejen fra sin trappeopgang i slumkvarteret hen til Sct. Nicolai Kirke, hvor Korshæren dengang havde til huse. Han var dybt forankret i sin enfoldige kristentro, som ingen skulle rokke. Det var om ham, den daværende korshærschef og senere biskop Haldor Hald sagde: “Lille Laus hører til dem, der kommer i Himmerige på børnebillet – og der er for resten ingen af os andre, der kommer derind på anden måde!” Engang ved den ugentlige søndagsgudstjeneste for folkene fra Minefeltet, da Lille Laus sammen med sine kammerater kom hen og knælede ved nadverbordet, hørte jeg ham sige: “Ja, prækenen forstod jeg godt nok ikke så meget af, men dette her kan man da begribe!” Og at begribe nadveren som selve underet, det ufattelige, eller at lade sig gribe i faldet af den Opstandnes ord, det er måske netop, hvad Halfdan Rasmussen dybest set mener med sit skønne forårs- eller påskedigt “Noget om at føle sig grebet”:
I går sprang alting ud
som Gud bestemte.
I dag sprang jomfru Olsen
ud fra femte.
Men da en sanger stod
og kvad om våren,
fortrød hun springet
før hun ramte gården.
Og da hun syntes godt
om hans tenor,
lod hun sig gribe af
hans skønne ord.
(Rasmussen 1972, s. 85)
Det kan gerne være, alverden og vi selv med må sande, at det er den visse død at springe ud fra femte sal. Men ikke desto mindre lod jomfru Olsen og Lille Laus sig alligevel hver på sin vis – og dog nok i grunden på samme vis – i faldet gribe af Ordet eller tegnet, det forunderlige og dog så forunderligt håndgribelige.
Og det er ikke den eneste gang, jeg har oplevet underet i forbindelse med Lille Laus. En eftermiddag skulle jeg følge ham fra Sct. Nicolai hen til socialkontoret, som dengang lå på Kultorvet. Så skulle vi krydse Strøget på Østergade. Det var midt i myldretiden, men længe før der var noget, der hed gågader i København. Der var tværtimod en rivende trafik af busser, biler, knallerter og cykler i begge retninger. Da ser jeg til min forfærdelse Lille Laus vade lige ud i trafikkens malstrøm – men i det samme skete underet: Samtlige køretøjer i begge retninger standsede på stedet for den lille mand, ikke én brugte hornet, ingen tilråb eller irriterede miner! En vej midt igennem havet var banet for ham. Så drog Lille Laus noget usikker til fods, men dog
