om organismerne i et højarktisk økosystem evner at tilpasse sig en så voldsom ændring på så kort tid.
Figur 2.3 Arktisk pil på tundraen ved Zackenberg sammen med et farvet tværsnit af en gren fra arktisk pil. Afstanden mellem to på hinanden følgende mørke ringe viser pilens tilvækst over ét år. Som man kan se, kan denne årstilvækst variere meget fra år til år. Tæller man ringene, finder man ud af, at dette individ er 22 år gammelt. Der er fundet pil i Zackenberg, som er over 90 år gamle!
Foto: C. Baitinger og E. Thomsen.
Ganske overraskende viser resultaterne fra Zackenberg Basic, at dette var tilfældet. Af en større analyse af de gennemsnitlige tidspunkter for planters blomstring, insekters fremkomst og vadefuglenes æglægning fremgår, at disse ‘mærkedage’ i årene 2002-05 indtraf to uger tidligere end ved begyndelsen af vores monitering. Dette gennemsnit dækker dog over en meget stor variation, selv inden for den samme art. Afhængigt af, hvor man kigger i Zackenbergdalen, kan man finde steder, hvor eksempelvis arktisk pil (Fig. 2.3) blomstrede over tre uger tidligere end for 10 år siden, mens den andre steder slet ikke ændrede blomstringstidspunkt. Dette er relateret til, at snedybden varierer meget i Zackenbergdalen og dermed påvirker det lokale tidspunkt for afsmeltning. Ved økosystemmonitering er det altså også vigtigt at dække den såkaldt rumlige variation inden for økosystemet.
Den imponerende plasticitet, dvs. evne til at tilpasse sig ændrede miljøforhold, som nogle arter udviser ved Zackenberg, fører til nye spørgsmål. Hvis ikke alle arter har samme plasticitet, vil det så påvirke økosystemet funktionelt? Vil for eksempel vadefugle, der overvintrer langt sydpå, kunne tilpasse deres ankomsttidspunkt til ændringer i tidspunktet for sneafsmeltning og dermed fremkomsten af insekter? Indtil videre har den tidligere fremkomst af insekter visse år været en fordel for vadefuglene. Men vil fremtidige klimaændringer forårsage så store ændringer, at ikke alle arter kan følge med, og vil dette medføre, at selve økosystemets struktur og artssammensætning ændres? I skrivende stund er forskere tilknyttet Zackenberg Basic netop i gang med at undersøge disse spørgsmål.
Zackenberg i en cirkumpolar sammenhæng
Økosystemet ved Zackenberg er kun et af de mange, som findes i Arktis. For at forstå ændringer i klimaet og de medfølgende effekter på blandt andet økosystemerne i en cirkumpolar sammenhæng bliver man nødt til at kigge på, hvorledes ændringer i store atmosfærehav-systemer, som dækker hele Arktis, påvirker de fysiske og biologiske dele af økosystemet ved Zackenberg.
På de nordlige breddegrader har ændringer i Den Nordatlantiske Oscillation (NAO) store følger for hele det arktiske område (Boks 2.3). Zackenbergs geografiske placering på den nordøstgrønlandske kyst er midt imellem det typiske vinterklima i på den ene side Nordeuropa/Rusland og på den anden side Vestgrønland/Canada. Og når NAO svinger mellem dets lave og høje faser, så svinger vinterklimaet i Zackenberg imellem et klima, som er karakteristisk for henholdsvis det østlige og det vestlige Arktis.
Studerer man forholdet mellem NAO og de forskellige arter ved Zackenberg, så ser man også denne svingen frem og tilbage i deres reaktion på ændringer i NAO. Eksempelvis foregik årstilvæksten i pilebuske ved Zackenberg (Fig. 2.3) synkront med tilvæksten i pilebuske i Nordnorge tusinde af kilometer væk i en periode fra midten af 1960’erne til midten af 1980’erne. NAO var i den lave fase i denne periode, og ændringer i vinternedbøren foregik synkront i de to regioner (Boks 2.3). I en senere periode, hvor NAO var i en høj fase, var der ingen sammenhæng mellem årstilvæksten af pilebuske i Zackenberg og Nordnorge.
Boks 2.3 Den Nordatlantiske Oscillation
Den Nordatlantiske Oscillation (NAO) svinger fra år til år mellem en høj og en lav fase. NAO udtrykkes som den mere kendte, men ganske beslægtede El Niño i Stillehavet, ved udregning af trykforskelle ved havoverfladen. Mere præcist er NAO-indekset beregnet som afvigelsen i trykforskellen mellem Azorerne og Island. Er denne stor, er NAO i den høje fase. Omvendt, er forskellen lille, er NAO i den lave fase. Den høje fase er ensbetydende med varme fugtige vintre i Nordeuropa/Rusland og kolde vintre i Vestgrønland/Canada. I den lave fase er det omvendt. Herhjemme har vi mærket effekten af NAO, idet de seneste årtiers varme (og nok lidt kedelige grå) vintre skyldes, at NAO har befundet sig i den høje fase.
Det er lidt anderledes for Zackenberg. Som man kan se på figuren, ligger Zackenberg (rød prik) klimamæssigt i en zone mellem øst og vest. Den øverste figur viser sammenhængen mellem vinternedbør og NAO i år, hvor NAO befinder sig i den lave fase. I sådanne perioder er der i Zackenberg samme sammenhæng mellem NAO og vinternedbør (positiv) som i Nordeuropa. Omvendt, i længere perioder med NAO i den høje fase, er sammenhængen negativ i Zackenberg, altså modsat sammenhængen i Nordeuropa. Det kan man se på den nederste figur. Man kan altså konkludere, at i perioder med NAO i den lave fase udvikler klimaet i Zackenberg sig som i den østlige del af Arktis, mens i perioder med NAO i høj fase udvikler klimaet i Zackenberg sig som i den vestlige del af Arktis.
Sammenhæng (korrelation) mellem NAO og vinternedbør i Arktis. Farven illustrerer, om der er en positiv (grøn til rød) eller negativ (blå til violet) sammenhæng vist på søjlen til højre.
Denne svingen i vinterklimaforhold komplicerer analyserne af klimaets indflydelse på økosystemet ved Zackenberg, blandt andet fordi der ikke er en lineær sammenhæng mellem påvirkning (klimaet) og respons (effekten på økosystemet). I nogle perioder viser de store klimasystemer f.eks. en positiv sammenhæng med snemængden ved Zackenberg, mens sammenhængen i andre perioder er negativ. For forskerne, som er tilknyttet Zackenberg Basic, er det en stor fremtidig udfordring at analysere disse meget komplicerede klimaeffekter, hvilket dog kan åbne for en ny forståelse af, hvorledes ændringer i klima og økosystemer hænger sammen.
Zackenberg den 18. maj 2008
Snespurve, midnatssol og falske bjørnespor
Den 28. april stod Solen op, som så mange gange før, men det fascinerende er, at den ikke går ned igen før midt i august. Man kan mærke, hvordan energien fosser ind i området. Der er fuld knald på solpanelerne, og ude på fjorden kan man se sælerne poppe op gennem revner og huller i isen og ligge og varme sig i Solen.
Selvom lufttemperaturen ikke for alvor har bevæget sig op over frysepunktet, så smelter sneen i Solen, og flere ting dukker frem under den synkende snepakke. Desværre er det ikke alt, der har overlevet vinteren. Til tider ser det ud som om, sneen er faldet ‘noget tungt.’ Jernstænger er vredet, wirer er knækkede, og sensorer er brækket af, men måske skulle man hellere fokusere på alle de ting, der rent faktisk klarer sig igennem en lang, kold vinter. Moskusokser, der finder føde, hvor vi andre ikke kan få øje på andet end et par visne strå under sneen. Batterier, der holder klimastationer i gang, selvom solpanelerne er begravede i sne. Kameraer, der tager daglige billeder i al slags vejr, og computere og analyseapparater, der starter op i –25 °C, selvom de er skabt til mere moderate temperaturer.
Snespurvene har vi set og hørt siden starten af april, men et par af dem kvidrer ikke mere efter sidste uges sne- og blæsevejr. De krøb sammen i store flokke mellem husene, mens vinden ruskede, og jeg skal love for, at det kunne trække jagtfalke til. De kredsede elegant i lav højde over stationen, når de ikke satte sig til rette
