Veie! Først skulde jeg da have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frøken, for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer jeg. Eller ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu—Vorherre raader for det, som for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa bar Mark, end at være bunden til en Tornebusk.
Bodil. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og Giftermaal ligesom jeg.
Abigael. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig derefter.
Ambrosius. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa meget Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.
Abigael. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.
Ambrosius. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig ikke i Hu….
Abigael. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom gaaende?
Ambrosius. Hvad jeg sang for en Vise?… Ja, hvor er den Snee, som faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med det samme. Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke hvad; men muntert har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap med.—Men lyster Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg til Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det andet paa Ryggen.
Abigael. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med det samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke.
Ambrosius. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang, baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel, om det behøves—men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa skal det vel sagtens være en Psalme?
Abigael. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men ingen Elskovsarier eller Sligt—det kjeder mig.
Ambrosius. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om. Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at grønnes. Giv nu Agt! (Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik og synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)
"Den kjedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig
Saa lempelig;
Den barske Vind, den mørke Sky
Maa flye,
Man frygter ei, at Sne og Slud
Skal møde dem, som vil gaa ud;
Thi lad os gaae
At skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer
og leer."
"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer
Med lange Straaler i sit Haar;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu maa grye
Paa ny.
See Fuglene i Flokketal
I Luftens vide Sommersal;
Her flyver en
Jo med sin Green,
En anden sanker Haar og Straa
Saa smaa."
"Ak see et meget yndigt Syn
Paa Skovens grønne Øienbryn!
Den høie Top
Skal klædes op,
Og Vaaren pynter Bøgen ud
Til Brud.
Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn;
Et Hundebjæl, en Lyd af Horn
Er alt hans Spil;
Men hør blot til,
Hvor smukt den Skov ham svare maa.
Derpaa."
"Ak, see, hvor speileklar og glat
Den Sø dog er i Lave sat…."
(Sangen afbrydes af den følgende Replik.)
Tredie scene
De Forrige. Baronen.
Baronen (kommer hurtig ind fra Høire, klædt i Reisedragt. Ambrosius og Bodil trække sig under den første Replik noget tilbage).
Hvad Djævlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfærdig, du
holder Concert og Assemblée her i Haven, i Stedet for at tage imod de
Gjæster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjørende med
Geheimeraadinden og hendes Søn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen
Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!
Abigael. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, (neier) og velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke større, end at den kan rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned for at see ud efter Vognen.
Baronen. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier dog ellers at have Øine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.
Abigael. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med, tænker jeg.
Baronen. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke længer god nok?
Abigael. Ikke længere? I veed jo ei, om han nogen Tid har været det. Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hænde, han har forandret sig imens. Men … er han den Samme i Aar, som han var ifjor, saa….
Baronen. Hvad saa?
Abigael (leende). Saa kunde han min Tro være bedre.
Baronen. Hør, Abigael, gjør mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din salig Moders Død har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal det, Vorherredød, have en Ende! Du er fæstet til Junker Claus fra du var Barn, I har været sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen hid for at holde Bryllup—vil du nu dreje af og kjøre en anden Vej? Nei, saa gid…!
Abigael. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har sin Tid, maa du tænke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands. Først skal Tøiet kjøbes til min Brudeklædning, og saa skal det skæres og syes og….
Baronen. Sprættes op og syes om og forkortes og forlænges … aa, jeg gider ikke høre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte Klæder efter Reisen. Naar hun er færdig, maa du selv gjøre din Forsømmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom…. (idet han vender sig, faaer han Øje paa Ambrosius.) Hvad! Staaer han her endnu? Hvad er han for en Landstryger, og hvad har han at gjøre her i Haven?
Ambrosius. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den Skriver, som….
Baronen.
