Jo, hun er allerkjæreste!… Goddag, Bodil!… Og altid saa smagfuldt klædt, efter den sidste Façon.
Claus. Og saa denne fraicheur! Man maa sige, hvad man vil; men vore Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres rouge og deres blanc kan hver for sig være ligesaa vellykket, men denne charmante Overgang, den har de ikke.
Abigael. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den "charmante Overgang"; I giør mig jo heelt rød i Hovedet med Eders Komplimenter.
Claus. "Hr. Kammerjunker!"—Hvorfor taler I mig saa fremmed til?
Abigael. Er I da ikke Hans Majestæts Kammerjunker?
Claus. Ganske vist har Hs. Majestæt havt den Naade ved Allerhøistsammes Kroningsfest at udnævne mig til opvartende Kammerjunker hos Hendes Majestæt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter Eder, skjønneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnævnelse, som er mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I være ret aimable, saa føi blot et lille Ord til, som for Exempel….
Abigael. Junker Claus—ja, med største Fornøielse. Altsaa, Junker Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade trænger vist ogsaa til en Forfriskning. Jeg tænker, Frokosten er alt serveret; min Fader kommer om et Øieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden.
Geheimeraadinden. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg bliver saa let echaufferet.
Abigael. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet. (Bodil gaaer ud til Høire.) Ønsker I heller ikke Andet, Junker Claus?
Claus. I Eders présence fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller Tørst. Men en lille Bagatel….
Abigael. Et Stykke Postei maaskee?
Claus. Tak, hvis det findes.
Abigael. Et Par Skiver Skinke?
Claus. I er altfor god.
Abigael. En lille Agerhøne eller to?
Claus. Grand merci, Mademoiselle! Agerhøns er en af mine Livretter.
Geheimeraadinden. (med et Blik til Claus.) Hm!
Claus (hurtig). Men, som sagt, i Eders présence tænker jeg hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt, om det saa var….
Abigael. Agerhøns?
Claus. Ja. om det saa var Ager … aa, nu harcellerer I mig jo igjen! Men I skal have Lov dertil, thi det klæder Jer allerkjæreste. Den finere Spøg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes Majestæts Hoffrøkener harcellerer mig altid … at sige, naar vi er entre nous, for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden … meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i Krogene—forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer superb, naar I engang kommer til Hove.
Abigael. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? Saamænd, det kunde være fristende nok.
Claus. Ja, ikke sandt, meget fristende?
Geheimeraadinden. Ah, der har vi den kjære Baron!
Sjette scene
De Forrige. Baronen (kommer ind fra Venstre).
Baronen. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede saa Skam, I sad veds Frokosten for længe siden.
Geheimeraadinden. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.
Baronen. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er nok saa lækker, det bekjender jeg frit.
Claus. Ha, ha, meget morsomt!
Abigael. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver—om det ellers kan forenes med hans Tjeneste.
Baronen. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig dertil, saa for mig gjerne.
Geheimeraadinden. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?
Baronen. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.
Claus (til Abigael) En Skriverdreng! Vil I tage Information af en Skriverdreng?
Abigael. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at indvende.
Geheimeraadinden (hurtig). Bevares, hvad skulde min Søn have at indvende.
Claus. Nei bevares … hvad skulde jeg have at indvende?
Geheimeraadinden. Han meente kun, det maa være en sjelden Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.
Abigael. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.
Baronen. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha!
Claus. Ha, ha, meget morsomt!
Syvende scene
De Forrige. Jørgen.
Jørgen. Naadige Herre, der er serveret.
Baronen. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som en Tærsker.
Abigael. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op!
Claus. Ha, ha, petite friponne! Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael?
Abigael. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om Alting er i Orden.
Baronen. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?
Abigael (standser). Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, er de i Skjænderi med hinanden.
Baronen. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.
Ottende scene
De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius (komme ind under højrøstet Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).
Baronen. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder Gaarden, eller hvad er paa Færde?
Niels Bruus. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har understaaet sig….
Ambrosius (paa samme Tid). Jeg beder Baronen undskylde min Dristighed….
Baronen.
