han havde set ud af vinduet, ti han var nu for attende gang i sit liv kommet til det sted i et værk, hvor, i følge hans teori, livets kræfter skal samle sig ligesom i et brændpunkt, og da må en samvittighedsfuld forfatter være blind og døv, han må ikke kunne la sig forstyrre af indtryk ude fra. Hr. Kasbjerg fyldte sine ark med meget åbne linjer, læste igennem, stregede ud, lavede inde i teksten små og store cirkler med bemærkninger i, dryssede spørgsmålstegn ned langs margen – det vilde ikke rigtig gå.
Sommeren bragte ham intet nyt, ikke engang tab af ligevægt. Mens cellerne uden for svedte og arbejdede, hentede og afleverede kraft, foregik der kun lidet i hans hjærneceller. Solen gjorde ham ikke noget: der lå en blækskorpe over hans sjæl, som solen ikke kunde trænge igennem.
Han arbejdede, han koncentrerede sig. Med rette rostes han for den kunstneriske omhu, der prægede hans bøger, han blev ikke træt af at lave om, han stred sig tappert gennem de mange døde stunder. Men det blev ikke i dag, at han kom igennem; menneskene vilde ikke lykkes for ham, de snakkede så langt og træt, de talte med hverandre om, hvordan intet vilde lykkes for dem – — ja det, de egenlig talte om, var deres forfatters bitre lede ved sin egen ævneløshed, men han var slet ikke klar over denne uhyggelige kendsgærning.
Når en kunstner er så vidt færdig med sin udvikling, at alle omslag og væsenlige ændringer er utænkelige, så lider han i sine stille arbejdstimer jævnlig af en regelmæssig susen, der betyder, at han har bunden rotasjon; hans ideer har deres faste omdrejninger, alt kommer igen, det uforudsete er udelukket, han er fuldt udviklet, fuldkommen og færdig. Der er ikke mere noget nyt under solen.
Uden for Kasbjergs vinduer sad en stær, der lige var kommet hjem til sin kasse på gavlen af villaen. Efter at den havde fodret ungerne, gav den en forestilling for sin egen fornøjelse. Den baskede med vingerne og trippede nervøst omkring, mens erindringsbilleder fra dens dags oplevelser strømmede i et broget tonemylr ud af dens næb. Den huskede vibens forpinte skrig og rovfuglenes skarpe stemmer, den gengav bogfinkens triller, den smældede hårde stenlyde af sig, som den havde hørt langs vejkanten, og den eftergjorde amboltens metalsang. Mellem det altsammen indførte den sine personlige stemninger, den forfattede den ene skildring efter den anden og fløjtede på sin egen vis, blandede objektivt med subjektivt – som en rigtig forfatter – og stansede ikke et øjeblik for at tænke sig om.
Men Kasbjerg hørte ikke, hvad den talentfulde lille kunstner improviserede. Han sad og skrev med tom sjæl og stive øjne.
Månen stod op, rød og tung, som et forsviret baronhoved, der med møje løfter sin røde globus op over sengens hvide horisont. Den blev gulere, mens den steg, og kom snart til at skinne på Kasbjergs skaldethed, der begyndte bredt og endte i en spids, ligesom Sydamerika.
Han havde en tom fornæmmelse om mellemgulvet, ligesom det kunde være sult. Måske trængte han til aftensmad. Han så på uret, dette var dagens tiende arbejdstime – den lyse tid gir kræfter. Men da han rejste sig op, fik han et anfald af svimmelhed, så han nær var faldet ind over bordet. Han rynkede panden og gik lidt omkring i det store arbejdsværelse. Det var ikke noget, men han kendte det ellers nok: når man efter timers ihærdigt arbejde løfter et udpresset hoved i været, er det, som om den øverste halvdel af ens legeme pludselig blir immaterielt.
Han så ud ad vinduet. Måske var det bedst at rejse ud i landet, til en eller anden provinsby. Ja; i morgen skulde der stå i bladet, hvor han var anmælder: Den bekendte forfatter, hr. Kasbjerg rejser i dag til provinsen for at gøre studier til sin næste bog.
Disse studierejser morede ham for resten ikke. Naturligvis havde han skitsebog med, og han anholdt også nogle fakta: græsset er grønt, køerne røde, støvet gulgråt, men det er endnu ikke litteratur. Og hvad var der ellers at opdage? Det danske land er uden karakter som dets beboere; vi er fortræffelige mennesker, men vi er ikke interessante. Han skrev rejsebreve til sit blad, hvori han mildt og modent ironiserede over landets og folkets mangel på ejendommelighed. Han kunde ikke se andet, han havde lavet for meget litteratur. Blæk blinder.
Han samlede sine ark og gjorde et overslag over udbyttet. Nej, det havde været en dårlig dag, omtrent 66 p.c. udstregninger. Forandring af sted var nødvendig.
Han tog sin hat og trykkede den ned over Sydamerika. Dog ragede Kap Horn frem forneden.
III.
Ivar Holt boede i den bedre ende af Saksogade. Da han i sin tid kom til København med ny studenterhue og gammel, sort håndkuffert, drev han ud ad Vesterbro for at se efter et værelse. Han blev opmærksom på gaderne med de berømte navne, der går ud fra Vesterbrogade, tætte og snavsede som tænderne i en redekam. Et stykke nede i Saksogade stansede han foran et kældervindue, hvor der stod skrevet på et stykke pap: Varm toddy 5 øre. – Det må være et sted, hvor jeg har råd til at bo, tænkte han og gik hen til det næste kældervindu for at se, hvad det gjorde indtryk af. En petroleumslampe med tragtformet blikskærm hang under loftet; i vinduet lå fire magre sild på en tallerken (fineste norske flommesild), to klipfisk på et bræt, en papirspose med ildtændere, en med koks, en æske støvlebeskyttere, en halv kasse grifler, fem dåser skosmørelse. Han behøvede ikke at gå hen til et tredje vindu; inden for disken stod en kone og svøbte det øverste af en petroleumsflaske ind i et lille stykke af et toøresblad – gaden var god nok. Papstykker med "Værelse til leje" smilede ned til ham mange steder fra, fem minutter efter var han lejer af et, ikke for nær ved kælderen, og kunde nu, lettet for håndkufferten, gå hvorhen han vilde, og more sig gratis, hvor han kunde komme til.
Humøret holdt sig nogenlunde, mens han var på Vesterbro, men det faldt betydeligt, da han nåede ind i Frederiksberggades lune atmosfære. Han betragtede butikkerne og navnlig de spaserendes ansigter, de imponerede ham, han måtte tænke på, hvad han havde halvdrømt mellem Korsør og København. Nu stod han her, hvor han havde forpligtet sig til at blive til noget, denne by tog ham på ordet, den vilde gærne se, om han duede til det, han selv mente – og disse mennesker, det var altså dem, der skulde tvinges til at lægge mærke til ham. Det var eksamen om igen, men meget værre, han fik kvalme ligesom den gang og ønskede, han var igennem byen, som om alverden la mærke til ham.
Også husene generede ham, de var groet sammen i lange klumper, ikke enkelte individer som hjemme i hans egen by, hvor der var lige så stor forskel på huse som på mennesker; små huse og store huse, gamle og unge huse, pralende huse og fornuftige huse, velvoksne huse og krøblinger. Ikke at tale om, at der var faers hus, konsulens hus, fabrikantens hus – —
Jeg er måske en ret tarvelig fyr desværre, tænkte han, da han gik igennem Østergade. I sin egenskab af provinsbo måtte han kigge ind gennem et kafevindu, det kunde ligne ham! Dær så han gamle herrers hvide overskæg spjætte under tygningen, han kom til at tænke på får, der æder hø med en strid dusk sparkende ud af hver mundvig. En pegefinger beskrev en kurve på fem tommer, samtidig gennemløb en opvarter en dermed ligedannet kurve på femten alen. Det kendte han fra geometrien og gik forholdsvis opmuntret Kongens Nytorv rundt, ned til Nyhavn, der prikker ind i torvet som en våd, snavset pegefinger, hvis sorte neglerand er Bethelskibet.
En garderløjtnants stramme, blå bagdel fangede hans blik; ved hvert skridt skiftede den fysiognomi, en dyb fold vred sig som en skæv, grinende mund, snart opad til højre, snart opad til venstre. Det var et blåt klownansigt. Han søgte at få indtryk af ansigtet, i det øjeblik det var symmetrisk, uden grin, men det lykkedes ikke, mundvigene fløj som et lyn til højre og venstre, og han måtte følge bagefter, indtil manden stod stille, og ansigtet var borte.
Med optændt fantasi gik han smilende gennem Kristianshavn og nåede ud på landet, hvor han satte sig på en grøftekant, mens det blev aften.
Mørket faldt over byen, lygterne tændtes forneden, stjærnerne foroven, også månen kom frem, rød og osende i sammenligning med buelamperne nedenunder.
Hvad
