sig ufortøvet gennem hele hans krop. Han snusede mange gange, livskraften vendte tilbage. Op! Rejse sig kunde han ikke, men med uhyre besvær lettede han sig to tommer og skød et lag bøger ind under bagdelen. Laget fortsattes til op under hodet. Han tog en nævefuld jord i hver lomme for at ha noget med at styrke sig på. Så skubbede han et nyt lag under sig og var følgelig fire tommer højere oppe, og på den måde blev han ved. Det tog tid, rimeligvis år, men selv om han var en gammel mand, når han kom op, han vilde være glad, hvis han blot slap for at dø dernede. Det gik virkelig, muldet gav styrke, en skønne dag rejste han sig op gennem det øverste lag, de sidste volumina haglede ned om hans fødder, og uden kraft til at sparke dem fra sig trillede han halvdød ned ad hele bjærget og vågnede længe efter med næsen i det grønneste græs, nogen har set – —
Kasbjerg vendte sig i sin stol, som om han så efter en, med hvem han kunde udveksle et forstående smil.
Under skitsen stod navnet Ivar Holt. Han mindedes utydeligt en lille forknyt bog, som han havde anbefalet yngre kollegaer i kritikken at ta lidt læmpeligt på. Han fandt bogen i en reol; jo, rigtigt nok. Men manden måtte ha forandret sig en del. Dette her var sikkert noget af hans virkelige jeg, og forknytheden et begynderstadium. Mærkeligt nok. Forknythed plejede ellers at være uhelbredeligt. Han måtte se noget mere af den unge mand, ja, og se ham selv. Måske var her tale om et gennembrud. Det skulde han snart afgøre. Han vilde sende et par ord af sted den aften; hr. Ivar Holt, der sandsynligvis var ung, naiv og trængte til anerkendelse, kom nok næste formiddag, hvis hans stolthed tillod det, ti han var sikkert vanskelig og selvfølende. Alene det træk, at han, så snart han var kommet godt og vel ind i litteraturen, begyndte at nedslagte ældre kollegaer! Men hr. Kasbjerg skulde snart blive klog på ham, for når han ikke uheldigvis havde en pen i hånden, var han en særdeles duelig menneskekender.
Kasbjerg gættede straks, at den, der ringede, måtte være hr. Ivar Holt. Han var gået hjemmefra, straks han fik brevet. Den ansete forfatter drejede sig halvt om i sin skrivestol, så at den indtrædende fik en fornæmmelse af noget solidt, der med besvær tog notits af hans spinkle ringhed.
Det første, Kasbjerg bemærkede, var en forbavsende solbrændthed og et meget lyst hår; dertil kom et par alvorlige, usikre øjne og en lidt ubehersket gang; den unge mand var vant til at slentre omkring for sig selv.
"Nå, det er Dem, der har sendt mig dette – mærkelige bidrag."
"Ja," svarede den anden ivrigt, og så smilede han, som om der til det bidrag knyttede sig noget morsomt, han gærne vilde fortælle.
Kasbjergs ansigt forblev alvorligt. "De har skrevet noget tidligere, ikke sandt?"
"Jo," sa Ivar Holt og så misfornøjet på Kasbjergs øjne. "Der kommer snart en bog af mig igen."
Det svarede Kasbjerg ikke noget til, men ligesom nikkede op ad loftet til.
"Så vidt jeg husker, har vi ikke før haft bidrag af Dem."
Den unge mand trommede misfornøjet med alle fem fingre på sit ene knæ, hans mund fortrak sig, mens han så ned i gulvet og svarede affærdigende:
"Nej, men jeg må gøre noget for at blive kendt. Publikum ved ikke, at jeg eksisterer. Når de opdager det, vil jeg blive læst."
"Hm. Ja, Deres første bog kan jeg altså ikke – —"
"Min første bog duer ikke. Men den næste blir bedre, og især de næste."
Han så op med en svag antydning af hidsighed.
"Nå. Så venter vi os noget stort af Deres næste bog."
"Nej. Det vilde være for meget sagt. De, jeg ikke har skrevet endnu, blir de bedste."
Kasbjerg følte sig en smule påvirket. Mennesket talte øjensynlig med sig selv og var vant til det. Han overvejede sagerne i enrum og kom til uomstødelige resultater. Eneboere er sikre i deres trossager.
"Deres ideer kommer uden vanskelighed?" spurte Kasbjerg.
"Jeg klemmer dem ikke ud. Men det, der kommer nu, er kun det foreløbige. Jeg har vished for, at der engang indfinder sig noget, som er – —" Han smilede hen for sig: ansigtet fik stærkere farve. "Nu, da jeg læser korrektur på min næste bog, ser jeg godt, at den ikke er den rigtige."
"Det må jo være trist."
"Det gør ikke noget. Jeg kan sagtens vente. Det er også meget heldigt, at det bedste ikke kommer endnu."
Kasbjerg drejede sig lidt bort. Denne fanatiske overbevisning virkede sådan på ham, at han et øjeblik glemte sin overlegne kølighed og blev helt naturlig.
"Har De en god ide til den næste bog igen?"
"Det antager jeg. For resten ved jeg ikke noget om ideen, før jeg får skrevet den ud. Jeg begynder med ingenting, det hele kommer under vejs."
Hm ja. Han vilde gærne tro det. Selv om denne unge mands indfald ingenting var værd, de havde den fordel, at de kom let. Kasbjerg huskede sine allerførste bøger, de var ganske vist uden værdi, men så til gengæld fornøjelsen ved at kunne frembringe med denne vidunderlige lethed!
"Jeg har sendt bud til Dem," sa han højt og koldt, "for at foreslå Dem visse rettelser – ikke med hensyn til de navne, De gør løjer med – — desuden er det hele vel nærmest spøg, men – — jeg har sat nogle blå mærker, hvor jeg synes, der kunde tiltrænges ændringer. De har vist en del fantasi."
Ivar Holt tog sit papir. "Det har jeg vist. Blandt andet." Han stak papiret i lommen og rejste sig. Kasbjerg så på hans øjne, at han kom ikke igen. Han måtte ikke gå!
"Når jeg ser Deres næste bog," sa han med en velvilje, der gjorde hans ansigt mere ubehageligt, end han selv vidste, "så vil jeg bedre kunne bedømme Deres talent. Forhåbenlig kan vi til den tid drøfte Deres bog sammen, hvis det skulde interessere Dem, og – med hensyn til Deres bidrag, så er jeg naturligvis villig til at la det trykke, som det er, hvis De ikke mener, det kan formes anderledes."
Ivar Holt tog sit papir frem igen og glemte at skjule sin tilfredshed.
"Nu skal vi se, om De kan bringe noget nyt i stedet for det, De slår ned."
"Det kan jeg sikkert."
"Om det just allerede viste sig ved Deres første bog – —"
"Min første bog brugte jeg til at skrabe fremmed påvirkning af mig; den tæller altså slet ikke."
Forbavsende oprigtighed. Den mand skal komme igen. Han udleverer sig, han er let at studere. Jeg trænger til en levende model.
"Jeg håber altså at se Dem igen, hr. Holt, når De en anden gang har noget på hjærte."
Ivar Holt smilede godmodig og afvæbnet. Vist kom han igen.
Hr. Kasbjerg gik urolig om i sit rummelige arbejdsværelse. Hvor mange år var det nu siden han havde truffet et naivt menneske? Og dette her var jo virkelig en ide: hans egne personer var for lidt naive, de var alle forbeholdne, de led af overkultur; der var ingen solbrændthed i hans bøger – det havde han hørt så tit, og nu så han, at det var sandt, men her var netop et formløst, umiddelbart menneske, der kunde blive grundlaget for en ny type, en række nye typer i den Kasbjergske litteratur. Ja!
Dermed satte den udmærkede forfatter sig ved sit skrivebord og tog med fornyet iver fat på sin ufuldendte bog; nu havde han særlig grund til at haste med at få den færdig. Han
