sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel og dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der lignede gamle slidte knaphuller. Han belønnede dem med et spark og gik, og så var der igen en stemme, der skrålede efter ham.
Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok en morsom aften, for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde fordrage, og det var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det skulde hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt til mode gik han ned over engene; til han nåede skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng og genboens mose.
Når man vandrer omkring med uroligt sind og kommer til rindende vand, så behøver man ikke at gå selv, man kan sætte sig, uroen risler bort med vandet, der løber ustanseligt; man kan la øjnene følge krusningerne på vandet, med græsstråene, med de blanke sorte hvirvlere, der danser deres lunefulde kvadriller på overfladen, og de fremmede tings bevægelse overfører vandringens fortryllelse på ens sind, mens man nyder den hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro, dog trænger mest til.
Og har man fulgt en ting med øjnene så langt man kan, og i sit stille sind ladet den komme til et ønskeligt mål, så kan man, hvis man er anlagt for det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse – —
Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik hjem mod gården, mod spisekammervinduet, han oplevede i tanken den lange kamp om smørrebrødet, med tvær tavshed på den ene side og mange slags ubehageligheder på den anden. – Hvad skal du? Jeg spør, hvad du skal. – Hvad siger du så? Hvad? Hvad er det så, du skal sige? Siger du ikke tak? Kan du så sige tak? Nå: Tak? – Hvad, er du dær inyw, skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt om det, må jeg høre? Nå! Har du glemt, hvad jeg har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra din mad? Hans! Ha—ns!
Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, men den var ligesom blevet tom; den var ham ikke til nogen trøst, og det overfaldshjul blev der måske ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og blev benyttede imod ham. Jo tak, fruentimmeret kunde rigtignok beskrive ham, når han var sulten, eller når han endelig fik noget. Det var helt morsomt at høre på – for andre.
Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for så havde hun andet at bestille.
Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, Hans gik hjem. Han var blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde jo blive helt morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det, man kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig.
Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig fuldkommen parat til at ta den forestående kamp op.
II
Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig knaldende blæst; Hans kom ud af gården og gik over marken ned til søen. Han fyldte egenlig tretten år den dag, men al festlighed var forsvundet fra fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt han jo måtte vide det fra de to foregående år, så havde han dog glemt det igen i år og sat forventningen op efter noget usædvanligt; godt var det da, at han ikke havde røbet det med et eneste ord, men endnu mens de spiste deres nadver, havde han ikke tænkt på andet, end at der måtte komme noget – — og så var det endt med, at han havde pådraget sig en stor og skammelig ydmygelse: han var kommet til at tale om, hvad han nok skulde blive til, når han blev stor; det var ikke ham, der først havde givet anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan det var gået til, men det var blevet sagt. Faeren havde småleet, men husholdersken – — å, hun var blevet så glad, som om hun havde fået noget forærende! Hvor havde hun tygget på det og bavlet over det og forklaret det og spurt husmanden hvad han mente, og drengen, hvad han skulde være, og hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og drengen kom til at følges ad, så kunde de jo kappes – — Det var fordi hun en dag var kommet efter, at Hans »havde leget« med den elendige dreng, nå ja, på en vis måde havde han også givet sig af med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig selv, fordi han sådan havde udleveret sig til et kvindemenneske, men nu måtte han altså tænke på noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet om.
Han nåede søen og gik ud på isen; han var så led til mode, at det var lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og han stampede vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig for? Det havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen.
Godt; så blev han nød til at gå længere ud. Han var egenlig bange; ved hvert brag slog der hede bølger op gennem hans krop, og sveden stak som nåle på siderne af hans næse.
Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde lært af drengen, og som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere påtrængende, skønt han hvert øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den lød sådan:
Min bedstemorfik trillinger hvert år,som hver en nok så net af bedstefar blev ædt.
Den havde næsten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog ikke kunde beslutte sig til at vende om. Men den blev siddende i halsen på ham, da han pludselig faldt og gled ned ad en skrå isflade, indtil vandet lukkede sig over ham. Det han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i den luft, han udåndede, den peb kold ud af ham som ud af et gammelt hus.
Mens han så efter en revne, hvor der kunde slås mere is itu, syntes han lige med et, at der var et stort rødt lys på himlen; han lå stille et øjeblik og så sig om, men så var der alligevel ingenting, og i det samme huskede han sin store lommekniv, den huggede han ned i isen foran sig, og sådan kom han op. Han måtte hvile sig lidt, benene kunde ikke bære ham lige straks, og da han lå dær og så på det hul, han var sluppet op af, så faldt det ham ind, at det for lidt siden slet ikke havde været så sikkert, at han kunde redde sig, og nu kom skrækken bagefter og krævede sin part, som der før ikke havde været plads til. Han løb hjem, først på fire og siden på to, men blev igen helt sig selv, da han stod inde i gården. Nu gjaldt det om at ingen fik noget at vide og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter denne omklædning var kostaldens fugtige, mælkeduftende varme noget så lykkeligt, at han aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig på en bunke halm og blev endelig af med den ihærdige melodi og faldt i søvn.
III
At Hans Råskov havde et vanskeligt sind, det var der to mennesker, der særlig kom til at mærke i løbet af det følgende forår. Den ene var husholdersken, mod hvem han befæstede sig ved et gennemført tavshedssystem; den anden var hans lærerinde. For Hans gik i den fine skole, der antoges at gi en højere dannelse end almueskolen, væsenlig fordi undervisningen kostede noget, og så fordi der, om det ønskedes, kunde undervises i fremmede sprog. Hans havde længe måttet høre af de andre drenge, at han gik i tøseskole og lærte at hækle blonder til sin faers underbukser, og det var endelig gået op for ham, at kvinderegimente er en uværdig ting for et mandfolk. Han fandt også en vis lighed mellem lærerinden og det kvindemenneske, han foragtede mest af alle, og da han en gang havde begyndt at sammenligne, blev ligheden fuldkommen, og hans opførsel blev derefter. Han mærkede ikke selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik det at vide af lærerinden; det blev udførligt beskrevet for ham, hvordan han næsten lige med et var blevet en slem dreng – til sorg for mange, og ingen kunde begribe hvad der gik af ham; men han var ikke mere den han havde været.
Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem dreng«. Dær tog hun nu fejl og vidste ikke, hvad hun sae, for Hans hverken stjal eller løj eller ødelagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt indtryk på ham, at han ikke mere var den han havde været; det mindede om udtryk i bøger, og så var det tillige sandt, men han havde aldrig rigtig vidst det, før hun sae det.
Af
