fineste Linned og de blankeste Støvler, hvis Knirken forkyndte os hans Komme, var han af en ældre Skole end min Fader og mindede om den bedste Side af de gamle Høreres Væsen. En høist agtværdig Mand, strengt pligtopfyldende, et Mønster paa Orden, var det upaatvivlelig i høi Grad til Skolens Bedste, at han boede paa Skolen og var dens Inspectør. Men hans Undervisning var os mindre til Behag. Hans Methode var stiv og gammeldags, og han var streng mod vore Udskeielser. Men vor Grammatik lærte vi, og det vanlige Skolegriseri blev vi vænte af med.
En over al Maade mærkelig Fremtoning var den ældste Adjunkt Borgen, en gammel sværtbygget duvnakket Knub med sort Kalot dybt ned over de buskede Øienbryn, med voldsomme Bevægelser og et Ansigt som en Dværg, der kommer ud af en Sten. Men i hans Bryst sad et blødt barnligt Hjærte, og han var i høi Grad en Børneven, mere sine Disciples Kammerat end Lærer. Han botaniserede med os, han kigede Stjerner med os, han tog os hjem til sig, og i en Bolig, hvor han levede i det skrækkeligste Roderi med en Hustru underlig som han selv, viste han os alle sine Snurrepiberier, for han var en Samler af hvadsomhelst. Han havde mærkelige Maader at gjøre os Videnskaben anskuelig paa, dem han vel ikke altid anvendte, men naar vi bade ham derom, var han altid villig dertil til vor store Morskab. Saa lærte han os Grammatik med Fingrene; de blev da skubbede ind eller trukne frem for at betegne Casus. Og lærte os Geometri med Paavisning; han taug da bomstille, viste mimisk Figurerne og sluttede Beviser ved theathralsk at slaae ud med Armene, saa vi havde meget ondt ved at skjule vor Latter. Men vor bedste Fornøielse var at formaae ham til at give os, hvad der kaldtes en Forklaringstime. Da maatte vi spørge ham om, hvad det skulde være, og vi satte selvfølgelig vor Vittighed i med stor Alvor at friste ham til at variere latterlige Themaer. Om han i sin Godmodighed fandt sig i, hvad han ansaae for gavnlig Frihed, eller han i sin egen Rørelse ikke mærkede vore Narrestreger, er ikke let at sige. Jeg skulde næsten troe det sidste; som naar vi fik en Kat listet paa Armen af ham og han holdt et rørende Foredrag over den kjære Mis, da løb aabenbart hans Følelse af med ham; thi han var i høi Grad en Dyreven. Imidlertid lærte han os ikke saa lidt, baade fordi vi elskede ham og fordi han virkelig havde en tjenlig Methode, saa mærkelig den end var. Af ham lærte jeg mit første Hebraisk, og Grundlaget for Botaniken, som siden har skaffet mig megen Glæde. Da han i min Studentertid blev fjernet fra Skolen paa en ublid Maade, sendte vi ham til Opreisning og Trøst en Hilsen fra hans taknemlige Disciple i Skikkelse af det bekjendte skjønne og rørende Digt af Carl Ploug.
En ogsaa paa sin Maade meget paafaldende, men ret fremragende Mand var Adjunct og siden Overlærer Brøndum. Med energisk, begeistret, overvældende Veltalenhed ledsaget af theatralske, men ham naturlige Gesticulationer, foredrog han os Verdenshistorie og Geografi, og med en forfærdende Bestemthed, ikke sjelden med en ligesaa kraftig Kjep – jeg kan dog ikke klage over det – indpræntede han os de dengang overmaade udførlige Lærebøger ledsagede af endnu udførligere glimrende Skildringer, til en saadan Fuldkommenhed, at jeg siden, da jeg kom i en anden Skole, ikke mere behøvede at uleilige mig med disse Fag. Da jeg ved Examen artium afleverede min Skolelærdom for gamle Werlauff, hørte han uden selv at sige synderligt, en halv Times Tid paa min Ordstrøm og skrev mig saa to Præceteriser. Min Broder gjorde samme Lykke, men der var intet særdeles derved. Brøndums Disciple fik saa godt som altid Udmærkelse i hans Fag; det mærkelige var kun, at hans Kunst endnu kunde staae sin Prøve efterat vi tre Aar havde været ude af hans Varetægt. Han var ogsaa vor Gymnastik- og Svømmelærer, og hans stærke Legeme havde derved Anledning til at vise ligesaa smukke som voldsomme Bevægelser.
Han hørte, især førend han blev gift, til min Moders Husvenner, saa jeg kjendte ham ligesaa godt fra Dagligstuen som fra Skolen. Saavidt jeg veed, var der noget vanskeligt ved hans Kjærlighedshistorie, som Moder hjalp ham med at faae i Orden. I min Fortælling »Mine Søstre« har jeg benyttet ham som Model for den Figur, jeg har kaldet Sthør. Dog kun hvad hans Udvortes og hans Optræden i Skolen angaaer, thi de Udskeielser, jeg har lagt ind i denne Charakter, vedkomme ikke i mindste Maade min kjære og hæderlige Lærer, om hvem jeg ikke veed andet end godt.
Disse vare de mærkeligste af Skolens Mænd. Min Faders Undervisning, der af de ældre Disciple betragtedes som Skolens Glandspunkt, kom jeg og min Broder desværre ikke til at nyde godt af. Han læste i Reglen kun i den øverste Klasse, og det var først efter hans Død, at vi blev flyttede op i den.
Skjønt altsaa Skolelivet ikke savnede Opmuntring, gik det mig dog, som det vel er gaaet mangen anden i disse Aaringer, ikke bedre end at jeg stadig led af Utilfredsstillelse og Kjedsomhed, derfor og af alle de Unoder, som denne Fandens Hovedpude fremavler.
De værste af disse var Uartighed hjemme, Udplyndring af Haven, skjønt jeg ogsaa trolig hjalp Moder med Arbeidet i den, Kravlen omkring paa farlige Steder, Slagsmaal og Gadedrengestreger. Sæderne vare primitive, vi betragtede ogsaa Gaderne, især Torvet som god Legeplads. De mere uskyldige var at streife omkring uden Maal og Med som et nysgjerrigt Dyr.
Saalangt som man paa en halv Dags Tid kunde naae, var der intet Sted, veisomt eller uveisomt, der ikke blev afsøgt. Hvert Krat og Kløft, hver Sump, hvert Træ og Sten, hver stor Udsigt eller skjult Krog kjendte jeg ligesaa godt som Stuerne hjemme. Hvad der ikke kunde naaes tillands, maatte der soppes eller svømmes til, og hvad der end ikke saaledes var til at række, blev ved Vintertid opsøgt paa Isen. Selvfølgelig spillede den mægtige mystiske Ruin herved den største Rolle, jeg har jo alt talt derom. Hvergang jeg hører Alliken skrige og snakke om gamle Taarne, mindes jeg de uhyre Flokke af disse Fugle, som den husede. Og naar jeg paa min Landsbykirke undertiden har seet en halv Snes Storke samles til Afreise, tænker jeg paa, hvorledes de gamle Mures hele store Kreds hver Afskedsdag i Høst blev tæt besat med disse underlige knepprende Stylteben.
At undersøge Naturen i det Smaa som i det Store, at betragte dens vide Syner som dens mindste Spil, i alskens Belysning, ved alt Slags Veirlig, i Sommerens Rigdom som i Vinterens Øde, har altid været min Lidenskab, den jeg endnu ikke har faaet stillet. Livet i Kolding har lagt den første Grund til disse Idrætter; det tøilesløse Drengevæsen hjalp til at gjøre rigere Erfaring end nogensinde siden.
Ogsaa derfor har jeg at takke Gud. Det førte videre, end jeg dengang kunde gøre mig klart. Saa fattigt end Livet kan være, kan det dog fantastisk opfattet oplyse og oplade Kunstens Tryllerige.
At være med i en Efteraarsdags Skumring at drive Kvæget hjem fra den fælles Bymark, og i Flok med plumpe Karle og snavsede Drenge, væbnet med en lang Knaldepidsk at komme farende under Hujen og Trængsel opad den lange bakkede Læsbygade med de dampende Dyr foran sig, var vel egnet til at hensætte en fantastisk Dreng i en Walter Scott'sk Scene.
At sidde, naar vi legede Røvere i Slotsruinen, i den store Fængselskjelder dybest under Kjæmpetaarnet, hvor der var bælgmørkt, naar man fra Dagslyset kom derned, men hvor man tydelig nok saae enhver Krog, naar man havde været der et Kvarters Tid, og i sin Ensomhed at lure paa, at den søgende Vagt kom, og saa med et Spring at kaste sig over den forat hugge sig igjennem, mens den endnu var blind, gav en Fornemmelse af Ingemannsk Gru.
At ligge i stadig Feide med Plebeiernes Parti, som vi Latinere altid gjorde paa Grund af, at vor Skole laa paa den ene Side af Kirken, Borgerskolen paa den anden, gav Erfaringer om, hvad krigersk Mod vil sige. Og naar det ikke var let at komme vel hjem fra Skolen, da man paa ethvert Gadehjørne kunde blive nødt til at hugge sig gjennem Fjendens lurende Patrouiller, gav et lille Begreb om de Montaguers og Capuleters Kaardeklirren i Veronas Gyder.
Saa igjen i geografisk Begeistring at tage sig for at forfølge en Bæks Løb langt ude fra Skovkløften, gjennem stridigt Krat og vaade Sumpe, klattrende langs Trærødder og hoppende over Stene, til man efterat have fældet Dragen i en stakkels Snogs Skikkelse, og have næret sig af bittre Bær, endelig at naae til Vandmøllens sorte drippende Hjul, og faae Culturgrund under sig – var det end ikke et Stykke af Coopers Skovliv, var der dog intet i Veien for, at en Dreng kunde gjøre det dertil.
Mine Forældres Hus var ikke noget christeligt Hjem, og vi Børn fik ikke nogen christelig Opdragelse. De var ikke irreligiøse, men deres Religion var Humanismens, hvortil hørte, at man ikke maa tale for tidlig til
