Brevvexling med sine Søskende, om hvorledes hun skulde indrette sig som Enke, og hvor hun skulde tage Bolig. Flere Steder blev bragt i Forslag, især ville Erik Tauber gjerne have hende til Frederiksborg. Men ogsaa hendes andre Brødre vare meget opoffrende med at tilbyde hende Hjælp, saa hun var i Tvivl om, hvad hun skulde vælge. Tilsidst havde hendes Barndomshjem dog saa megen Magt over hende, at hun besluttede at nedsætte sig i Roskilde. Saameget mere som hun havde mest Tillid til den Skole, der stod under Faders Vens, Rector Blochs Bestyrelse, og hendes Brødre ogsaa saaledes var villige til at yde hende aarlig Pengehjælp.
Saaledes blev det besluttet, at ved Foraarets Komme skulde vi afgaa til Sjælland. Det maatte skee til Søs, thi saa lidt end Moder turde beholde af sit store Huses Indbo, var der dog altid saameget Gods, at der ikke kunde tænkes paa at føre det over Land. Der blev altsaa gjort Aftale med en Jagtskipper, det var Befordringen dengang. I Reglen gjorde enhver, der ikke havde rigeligere Raad, Reisen mellem vore Lande paa disse Smaaskibe. De gjorde samme Tjeneste hos os, som Trækskøiterne i Holland. Enhver veed det, men der er faa nulevende som have prøvet det. Især Studenterne var henviste dertil. Vilde de hjem i Ferien, kom de ofte til at ligge 8 til 14 Dage at brydes med Modvind og Sø.
Det var ved Midten af April 1834, at den svære godmodige Skipper Halmø var seilklar, agtende som en faderlig Ven at tage den lille faderløse Familie under sin Varetægt. Det var deiligt Foraarsveir, al Sorg og Sygdom var forsvunden – af mig at sige – Humøret var udmærket. Situationen mageløs interessant, den store vide Verden laa jo aaben.
Jagten laa langt ude paa Fjorden, og mens Aftenrøden sidste Gang forgyldte den graa Ruin, den gamle By og hele den kjære hjemlige Egn, gled vi paa den lange Fiskerbaad med sindige Aaretag, vi kjendte saa godt Befordringen, ud gjennem Aaens Rørskove, hilste endnu engang alle de uforglemmelige Bakkeskrænter og Skovvige, og fik saa Fod paa den lille Seilers fuldtstuvede Dæk.
TREDIE KAPITEL. ROSKILDE
Førend vi naaede vort tilkommende Hjem, opholdt vi os nogle Uger i Kjøbenhavn, selvfølgelig i Tante Christines smukke Hus. Hendes Hjærte var ganske opfyldt af hendes egen og hendes Søsters Sorg, og der var meget at faae lagt tilrette.
Conferentsraad P. Møller, som min Onkel nu kaldtes, boede dengang paa Gammeltorv eller Nytorv, ligeoverfor Raadhuset. Jeg drev en Del Tid hen med at hænge i Vinduet, og det første der mødte mit Øie var den alvorsfulde Bygning derovre.
Hver Eftermiddag samledes alle Byens Vægtere der, for at faae deres Ordrer for Natten. Det vrimlede saaledes af Vægtere, at de ikke blot fyldte den svære Porticus, men som en Bisværm svævede langt ud over Torvet. Et burlesk Skue at see det samlede Korps i dets middelalderlige Ornat: en Læderkabuds som en omvendt Potte, en lang plump Kofte med et gult Læderbælte om, og paa Nakken det fæle Morderredskab med det skjønne Navn Morgenstjerne. Vi fik os en Latter af dem, de gamle nu glemte Vægtere har altid været en Skive for Vittigheden, mest for deres, som havde mest at takke dem for.
Jeg laa i Vinduet og havde mellem mig og Raadhuset den tætte Vrimmel af fede Slagtere, fidtede Dragere, pluderhosede Amagere, rødkoftede og knæskindbuxede Sjællændere, formummede Sælgekjællinger, søvnige Droshker, og den endeløse Række af Vogne læssede med al den Proviant, kommende og gaaende Kunder og jeg selv med skulde leve af. Et evindeligt Marked, men ingenlunde til at have de Løier af som de festlige Markedsdage i Kolding. Kun trist at see henover den store Verdens rastløse Travlhed.
Imidlertid skulde de ideelle Formaal fremmes, vi skulde nyde godt af det store Folkedannelsesmiddel og maatte nu opleve det epochegjørende førstegang at være i det kongelige Theater. Dertil blev, som sædvanlig, Elverhøi valgt. Jeg kjendte Stykket af Bogen, havde ogsaa seet ret godt udstyrede Skuespil i Kolding; men nu havde Moder forberedt os paa det ypperste af alt, Dramaet paa sin Høide, udført af de Talenter, al Verden beundrede. Ligefuldt blev jeg skuffet; det gik mig som det gaaer mig endnu. Min Natur er nu nøieseende tiltrods for at Følelsen kan være høit stemt. Jeg kunde ikke finde mig i de theatralske Fagter, det ikke naturlige Talesæt, de slæbende effectfulde Skridt i de sirlige Ridderstøvler, al den Mangel paa frisk Liv og virkelig Høihed, og saa de legetøisagtige Decorationer.
Nu, Fru Heiberg har jo holdt lange skjønne Taler over den skjønne Plastik i theatralske Stillinger, og sand Kunst i Bournonvilles Arrangementer; jeg har altid ønsket, at de Mennesker vilde lade alt det Væsen fare, tage Tingen mere ligefrem, spille saa lidt som muligt, men være som naturlige Mennesker er og tale af fuld Følelse som man taler, naar saadanne Ting skeer, og endelig indskrænke sig til at betegne Scenen med et skjønt Bagtæppe. Som Hellenerne gjorde, det er jo det disse høie Muser lære, naar Tæppet gaaer op. »Det kommer af, at De for sjælden besøger Theatret. Man lever sig ind deri —« bemærkede engang Hartmann, da jeg beklagede mig for ham over disse Ting. Han kan have Ret, men jeg ønsker ikke at leve mig ind deri. Dengang havde jeg ganske vist ikke tænkt saaledes over alt dette, ligefuldt stødte dog det samme mig.
Saa var det den 10. Mai 1834, at et høit Flyttelæs agede ud af Vesterport med Broder Christian, mig og en skikkelig Tjenestepige siddende foran paa en Sæk. Pigen var vor Veninde, hun havde af Kjærlighed til Moder fulgt os fra Kolding. Moder havde altid Lykke med saadan Kjærlighed. Hun fik ogsaa nogle Aar efter Pigen godt gift med en flittig og trofast Skræder, og lønnede hende dermed for hendes Hengivenhed.
Vi kjørte den lange Sommerdag, til vi ved Solbjergstid fik at see den røde Aftenhimmel bag Domkirkens Taarne, og den vide Udsigt over den blanke Fjord og dens skovklædte Næsser.
Da vi holdt udenfor det røde Hus paa Hjørnet af Graabrødrestræde og vi stormede ind gjennem de smaa Stuer og ud i den ikke saa lille Have, og saae alle Træer saa hvide og rosenrøde af Frugtblomster som en eneste duftende Blomsterbuket, var alle Dagens Besværligheder glemte. Det nye Hjem var et Paradis, og vi sov trygt paa de Madradser, den gode Pige bredte ud for os paa Gulvet. Næste Dag skulde Moder og Søster følge efter med Dagvognen.
Den Nat brændte Frederiksborg, det vil sige Byen Hillerød, thi Slottets Brand indtraf 25 Aar efter – og at Morbroders Hidsighed ved denne Leilighed kostede ham hans Embede som Skolens Rector, blev for vor Familie den sørgelige Følge deraf. Det var saa nærved, at det var blevet dertil og ikke til Roskilde vi var komne den Aften, at der allerede var udseet en Bolig til os, og den brændte.
Det var upaatvivlelig i alle Maader rigtigt, at det ikke var denne Broder, hun var tyet til. En anden Broder havde hun derimod megen Støtte af i denne Periode. Det var Frederik Tauber, som var Stiftspræst ved Vallø Kloster. Hos ham tilbragte vi i de Aar vi var i Roskilde vore Sommerferier, og da han var Enkemand og i høi Grad elskede Moder, havde hun frit Raaderum i hans Hus. For os Drenge var dette skjønne og eiendommelige Sted med sit imponerende Slot, sine rige Haver og sine herlige Skove en stor Ting.
Men tilbage til Roskilde, min Slægts minderige Hjem.
Strax opgik Byens Herligheder ikke for mig. Jeg var altfor opfyldt af jydsk Naturskjønhed, Roskilde syntes mig i alle Maader mere kjedelig, det vil sige, mindre stemmende med mine romantiske Griller, end Kolding.
I Skolen blev jeg og min Broder henviste til næstøverste Klasse, og det lykkedes mig virkelig uden stor Uleilighed siden at holde min Plads som den tredie i dette Hold.
Den første var den altid i sit Arbeide som i sit Væsen fuldfærdige Carl Liebe, den anden min Broder, og jeg havde saameget lettere ved at være den tredie, da de øvrige var nogen Stympere. Jeg var tilfreds og gjorde ikke Fordring paa mere, jeg havde altid beklædt samme jævne Stilling. En anden Sag er, at jeg ligefuldt ifølge det Forbehold, hvorved min Selvfølelse altid i det Usynlige gjorde en ganske anden Person af mig, end jeg var i det Aabenbare, intet Øieblik tvivlede om, at mit indre Menneske stod høit over enhver Formands, hvorlidt jeg end vidste, hvori dette indre Menneskes Værd egentlig bestod.
I Kolding var der en af Kammeraderne, med hvem jeg havde indgaaet et af det Slags Drengevenskaber
