enten vil det jo kræve en ganske alvorlig og langvarig Undersøgelse eller —« han smilede. »Vi er allerede ved Maalet, og Sagen er afgjort om en halv Times Tid.«
»Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?«
Detektiven tyssede.
»Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Blot skal man aldrig gøre sig Sagerne mer besværlige og indviklede end højst nødvendigt. Først de simpleste Muligheder! Slaar de fejl, kan man altid gaa til de mere kombinerede. Derpaa beror al Opdagelseskunst«.
Godsejeren stirrede forventningsfuldt paa ham, som om han ventede at se Brevet i samme Nu dale ned fra Loftet.
»Lad mig være alene en halv Times Tid,« bad Detektiven. »Jeg maa ud og undersøge Terrainforholdene og skal komme herop til Dem igen.«
Dermed gik han.
Godsejeren blev alene.
Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom og god som han var, kom han saa et Øjeblik i Tanke om det grædende Barn.
»Philip!« kaldte han ud i Forstuen. »Hvor er Roland, har De set ham?«
»Ja Herre. Hr. Roland gik over Græsplænen for lidt siden med Godsforvalterens lille Pige.«
»Naa—!« smilede den gamle Herre lettet og lukkede atter Døren. Saa vidste han jo, lille Roland var glad og fik Hjælp.
Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres Ansigt. Atter vandrer han bekymret omkring paa Gulvet. Han tænkte saa smaat paa at opgive Grev Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden …
Da banker det.
»Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men —«
Kapitel II.
Det var atter Grev Campnell.
Godsejeren saa næppe paa ham, for nu var han fuldtud bestemt paa at telefonere til Herredsfogden.
Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. »Ja Tak, Hr. Greve, jeg takker Dem for Deres Ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel til Herredsfogden og beder ham hjælpe os —«
»Før eller efter Brevet er fundet?«
»Hvad mener De?« Godsejeren vendte sig helt om i Stolen.
»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet er fundet!«
»Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?«
»De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren:
»Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!«
Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den klodsede Hale, han selv havde lavet.
»Her er Brevet, Hr. Godsejer!« Detektiven rakte Dragen imod ham.
»Hvad for noget? Hvad siger De!« Godsejeren for op som en Rasende. »Er det Dig, Roland? Hvor i al Verden har Du understaaet Dig …«
En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven standsede Mandens Arm.
»Saa, saa, kære Herre, det er jo Deres egen Skyld! – Gaa Du blot, lille Roland. Jeg beholder Halen, som alligevel ikke duer, og skal komme ned og lave en bedre om lidt!«
Roland skyndte sig ud af Studereværelset, saa hurtigt hans smaa Ben kunde bære ham.
»Naa! Her skal De se!« Detektiven klippede noget af Halen og foldede Papiret ud. »Ingen har læst det, for ingen har set det, eftersom ingen har villet hjælpe ham uden den lille Pige, som heller ikke kan læse.«
»Jamen, hvordan … hvad vil det saa sige, at jeg er Tyven?«
Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte hans Klædedragt nøje.
»Selvfølgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv dernede i Haven, da Papiret var fundet.«
»Hva—?«
Den gamle Herre stirrede med aaben Mund.
»De har været uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt jo det klæbrige Stof paa Deres Skrivebord, husker De nok. De har væltet Deres Gummiflaske!«
»Ja i Formiddags, ja vel … det er rigtig nok … og hvad saa?«
»Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet – og paa Deres Ærme. Føl selv paa Tøjet! De kan baade føle og mærke det endnu.«
»Naa ja – og hvad saa —?«
»Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klæbet til Ærmet, da de rejste Dem for at følge med Pigen op til Deres Frue. Deroppe har De selvfølgelig ikke haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget det. De har tabt det ganske kort efter – herude paa Gangen, hvor Roland legede, og hvor han netop har fundet det, og i bedste Tro lavet Dragehale deraf. – Til yderligere Betryggelse vil De forøvrigt kunne se, der har været lidt Gummi paa Papiret!«
Den gamle Herre undersøgte nøje det sammenkrøllede Dragebrev og gav med Et Detektiven Ret.
Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest, vilde op med de 2000 Kr., som den trygge Samvittighed rigeligt var værd. Der hjalp ingen Naade og Forestillinger.
En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og Godsejeren glemte aldrig hans Ord om »først og fremmest de simpleste Muligheder«.
II. – EN FRYGTELIG NAT.
Kapitel I.
Det var i Juletiden.
De kom bærende paa en lang 6 Fods Kasse. Onkel holdt i den ene Ende og en lurvet Fyr i den anden.
Men da de naaede ind i Studereværelset, snublede Onkel, og Kassen faldt med et Brag paa Gulvet.
Manden ved den anden Ende blev kridhvid af Angst.
»For Guds Skyld!« gispede han. »Pas dog paa, hvad De gør!«
Jeg forstod ikke hans frygtelige Angst og spurgte mig for ved Aftensbordet.
»Sig mig, Onkel – hvad var der i den Kasse?«
Han betænkte sig lidt og saa vist paa mig.
»En Mumie!« svarede han.
Forfærdede gentog vi alle Svaret i Munden paa hinanden.
Onkel fortsatte: Forleden var en omrejsende Fyr kommen hertil med en Mumie, og han havde nu lejet den, for dermed at more Julegæsterne i Morgen!
»Og den Mumie ligger dér i Kassen?« spurgte Tante forskrækket.
»Ja vist gør den det! Men den er laaset forsvarligt, min Engel, saa Du skal ikke være bange. Naa, at holde Generalprøve i Aften er vel ikke værd?«
»Uh nej, lad dog være!« gyste Tante. »At Du i det Hele kan finde paa den Slags Ting,
