satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han aabnede Døren.
Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde.
»Kom saa med Lyset!«
Han greb det hastigt.
En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem og tilbage med forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt i gult Stof fra Hoved til Fod.
Detektiven gik hen imod den.
»Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?«
»Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!« klagede Skikkelsen.
»Ja vel! Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde holdt Mandfolkene ikke ud.«
I det samme bankede det paa Vinduet udenfor.
»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!«
»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb stønnende hen mod Vinduet.
»Saa—saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa hendes Skulder og holdt hende tilbage.
»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo ved at dø af Forskrækkelse.«
»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad mig gaa.«
Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende og fulgte selv bagefter.
Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.
»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os. »Lad være at vække nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I faa Historien at vide.«
Kapitel III.
Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit Liv har hørt, som Grev Campnell fortalte os næste Dag.
Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i London for en billig Penge – eller rettere for sine sidste – i den sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue.
Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser, men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han pantsætte Mumien for et usselt Beløb.
Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for' han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først!
Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var genial.
Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.
Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde klare sig for Natten, som han kunde bedst.
Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.
Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft.
Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.
Imidlertid – den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Næste Dag kørte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten indløst.
Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore Julegæster – særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.
III. – DEN FORSVUNDNE HUSTRU.
Kapitel I.
Ȯrede Grev Campnell!
Hvis der er en Smule menneskelig Følelse i Dem, kommer De straks! Aldrig har et Menneske været i større Nød. Jeg véd hverken ud eller ind – maaske har jeg allerede været Skyld i et Mord? Jeg bønfalder Dem om at komme uopholdelig!
Deres meget ærbødige
Cyril Majendie.«
Detektiven vilde gaa, men i Døren mødte han Hr. Frederik Parker, der for et Aarstid siden havde giftet sig med den amerikanske Millionærdatter, Frk. Scraggs – hvorfor hun tog ham, maa Pokker vide. Han saa meget ophidset ud.
»Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om en vigtig Sag!«
»For Øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, saasnart jeg kan«.
»Vel, saa venter jeg Dem.«
Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned ad Trapperne, da han vendte sig om:
»Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et Øjeblik, da en Mand maa forsvare sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig for Pengenes Skyld«. Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet. »Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg, enhver har nok. – Farvel, jeg venter Dem altsaa.«
Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie, saa denne yderst derangeret ud i Toilettet. Han kom farende ud til Campnell med udstrakte Hænder:
»Kære Hr. Campnell, Gudskelov De kommer … De er et prægtigt Menneske! Vil De have noget at drikke?«
»Nej tusind Tak!«
Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig selv, men Campnell ytrede: »Gør mig den Tjeneste at lade være at drikke, før De har fortalt mig, hvad der er i Vejen.«
»De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min Hustru og mig?«
»Ikke en Smule.«
»Min Hustru er forsvunden!«
»Ja saa.«
»For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld – denne Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal jeg skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr. – skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde det. Hun græd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen.
Næste Morgen viste hun sig ikke.
Da
