en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet.
Bonden blev ved at skrige og skændes med Konduktøren, der hang paa Brædtet.
Og alle Ansigter paa Perronen saa’ et Øjeblik efter Toget, som rullede bort….
– Hm, det var det, sagde Præstefrøkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru Bai.
– Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi. De tre stod lidt stille.
Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses vildt midt i Døren.
– Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger….
– De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De træffer straks Stedets Damer … Mine Damer, tør jeg præsentere?
Frøknerne Abel hørte op at kysses som paa Kommando.
– Frøknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus.
– Ja, jeg har saamænd hentet min Yngste – fra København, sagde Enkefruen umotiveret.
– Fru Abel, sagde Hr. Bai.
Hr. Huus bukkede.
– Frøken Linde – det var Præstefrøkenen – Hr. Huus.
Præstefrøkenen nikkede.
– Og min Kone, sagde Hr. Bai.
Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tøjet.
Proprietær Kiær rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen.
Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl.
– Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen.
Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun saa’ en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se “noget drage bort”.
– Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.
– Meget almindelig Forvalter, sagde Præstefrøkenen, hun gik med Fru Bai under Armen. Nette Hænder havde han.
De to Kyllinger gik bagest og skændtes.
– Hej, Frøken Jensen, hvor De ta’er Fart, sagde Præstefrøkenen. Frøkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste stærkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvæden.
De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai Farvel.
– Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal, sagde Præstefrøkenen og langede sig frem over hende igen.
– Farvel….
– Fa’a’a’rvel….
– Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha’ sagt, sagde Ida-Yngst.
Præstefrøkenen fløjtede.
– Nej – dér er Kapellanen, sagde Fru Abel … God Aften, Hr. Pastor … God Aften….
Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne, sagde han.
– Naa, Frøken. – Og Befindendet!
– Tak, sagde Frøken Abel.
– Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel.
– Saa? Hvor?
– Kiær hentede sin ny Forvalter – rigtig et tiltalende Menneske. Ikke Frøken Linde?
– Aa ja….
– Prima, Frøken Linde?
– F. F., sagde Præstefrøkenen.
Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften.
Præstefrøkenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen prædikede, siden hun en Søndag nær havde faaet ham til at le under Fadervor paa Prædikestolen.
– Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist Sted, sagde Kapellanen.
Frøken Jensen var stadig forude.
– Naa, Andersen – Frøken Linde skruplo – nu er De holbergsk.
De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen.
– Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev svaret med et Pip.
– Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel anden.
– Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger.
Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven.
– Hm, sagde Frøken Ida – Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod og ventede paa et tørt Sted – den lider vi nok paa, at han var kommet for at sige Goddag til mig….
De gik lidt. Saa sagde Frøken Jensen:
– Der gives saa mange Slags Mennesker.
– Ja, sagde Fru Abel.
– Jeg sætter ikke Pris paa at være sammen med den Familie, sagde Frøken Jensen … jeg gaar helst af Vejen.
Frøken Jensen var gaaet “af Vejen” i otte Dage: Siden Pastoren havde sagt de Ord….
– Fru Abel – sagde Frøken Jensen … Hva’ har en enlig Kvinde? Jeg sagde det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De interesserer Dem for Friskolen … derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole.
– Og hvad svarede han mig, Fru Abel?
– Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen … De har i Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Frøken Jensen udtalte “tot”) – jeg vil blive ved at gøre min Pligt – selv om de ta’er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om Legatsagen —
De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til “Gaarden”, en gammel hvid Bygning med to Længer.
Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut laa til venstre.
– At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden.
– Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa’ I ud ved Banen – saa man maatte skamme sig….
– Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som løste Slør foran Spejlet, naar du har Klæderne.
Enkefruen
