skrev ind i en Bog….
– Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule Hat….
Tinka saa’ op: Hun skal til Spil, sagde hun.
Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med Fingrene, om de kom til “Halvti’et”….
– Det er dog græsseligt, hvor Ida Levy gaar skævt paa sine Hæle, sagde Tinka, hun saa’ efter hende.
Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen.
De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et Par Ord om hver.
De véd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der.
De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag de samme Bemærkninger om de samme Ting.
Minna Helms gaar forbi og nikker.
– Saa’ du Minna Helms, siger Moderen.
– Ja. Og Katinka ser efter hende og skærer Grimasser mod Solen:
– Hun kunde snart trænge til en ny Kaabe, siger
– Stakler – hvor skulde de faa ’et fra? Moderen ser i Spejlet … Ja – sølle ser ’en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku’ kante den. Men det er nok som Fru Noes si’er – lidt har Fru Helms og lidt ta’er hun sig a’et….
– Naar dog Fuldmægtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka.
Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og to gik de op og nedad Gaden og mødtes og samlede sig i Klynge og lo og snakkede og skiltes….
Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mødrene med, og det gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.
– Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr. Bai … Saa har han fri iaften….
Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai….
– Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy.
Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de sang, saa det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de store Korvinduer….
Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken.
Hun sad hele Tiden, mens Præsten var paa Prædikestolen, og sagde: “Saa, du Gamle”, og kneb i Armen….
Ja Thora Berg førte an til Galskaber.
Om Aftenen fløj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas Ruder….
Og de hørte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden.
– Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har været hos Borgmesterens.
Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de unge Herrer. Hele Byen fik Lov at høre, naar Thora Berg gik hjem fra Selskab.
Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende altid med Øjnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun hjemme:
– Det har Thora sagt….
Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet – til Koncerterne naar Militæret spillede, hver anden Onsdag – talte de sammen. Tinka blev altid ganske rød i Hovedet, naar de mødtes….
I Pavillonen var det ogsaa første Gang, hun havde gjort Bekendtskab med Bai … Han havde straks den første Aften danset mest med hende.
Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var som de fløj, og næsten som han bar hende … Han kom ogsaa hjemme.
Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de “skrev Sedler” og “En gik ud” og naar der blev “tænkt paa noget” … Det var altid Bai, og saa blev der en Latter.
Og hjemme talte Moderen altid om ham.
Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken om Søndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og altid … Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og Indretning og alt det … Veninderne hjalp hende med de mange Navne, der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes….
Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende.
Og de drillede hende og lo og pludselig fór de op og fløj ud i Haven og rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl….
Tinka var den stilleste af dem.
Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran Alteret – og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret….
Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke – den var saa fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane.
Og saa kom de herover til Stilheden.
I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som om nogen vilde overfalde hende.
Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker som hun var….
Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen….
Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad efterhængende, som det laa i hendes Natur.
Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun saa’ paa ham, som han sad bøjet over sit Bord – Haaret, der krøllede, faldt lidt ned over hendes Pande.
Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille – længe være saadan nær ved ham:
– Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai.
Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.
– Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.
– Skriveper, sagde hun og gik fra ham.
Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt.
De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai’s L’hombre, hvor Fruerne fulgte med hveranden Gang.
Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: “Kommer imorgen”.
Børn fik de jo ikke.
Da Katinkas
