nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften.
Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.
Og saa paa Ludvigsbakke.
Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet.
Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebækkenet i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for tusindfold Synd.
– Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.
– Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa hende, saavidt han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted – :
– Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:
– Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa Gentagelsen.
– De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre Maden.
– Rask, han lo, som han snærrede, og man saá alle hans tætte Tænder; det var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:
– Rask – her, hvor man er lukket inde.
– Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.
– Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utaalmodighed: nu kommer jeg jo….
Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu, at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud.
– Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.
Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja". Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu.
– De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Døv.
– Hm; han saá kun paa hende.
– De skal spise. Schrøder, gentog hun.
– Hm.
– Men det maa være nu – hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde Manden svært for at høre – : for nu kommer Lægerne.
Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.
Man hørte allerede Lægerne paa Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.
Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:
– Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.
– Nej, Hr. Reservelæge.
Lægen gik alene ind paa "A" og lukkede Døren.
Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:
– Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet".
– Var det Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne forretningsmæssigt som til Kolleger.
– Ja, det er en Klejnsmedesvend … De si'er, det er Kærlighed, og nu har de slæbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet – to Mand … Vorherre bevar's, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro … Hvad siger De, Frøken Brandt?
Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:
– De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var allerede ved Døren til Kvinderne.
Qvam gik bagest; han rystede paa Tærskelen sine Ben i de hvide Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.
Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Maade at løfte dem op i Sengen.
Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:
– Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):
– Mit Uhr er gaaet istaa.
– Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen kom op om Aftenen.
– Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The….
Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy.
Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tænkte paa det, hjemme fra Ludvigsbakke – ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.
Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbænke i Forvaltergangen, hvor hun hvilede – for sig alene.
Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun opdagede hende paany hver Gang.
De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse paa ham.
– Nu maa De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.
– Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.
Ida maatte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene besværligt, som var det noget, der krævede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned paa Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, naar De ligger … ikke?
Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa hørte hun Frøken Petersens Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde endnu kun aabne paa "A".
Herren paa "A" sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal, han skrev, saa langsomt som han prentede dem.
– Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det høje Vindu.
Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.
Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.
Uden at røre sig sad han og saá ud i Natten frem mod Stjernerne.
– Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Frøken Petersen.
– Dr.
