man kunde la'e Jomfru Jensen komme et lille Løb herop fra Bræstrup en Middagsstund….
Jomfru Jensen var Syjomfruen i Bræstrup og hun tog undertiden et Mønster i Gæstekamrene om Sommeren.
– Det er "Garibaldi", forklarede Schrøder, der gik ind i det inderste Værelse, hvor to strænge Kufferter stod lukkede med Laas og Kjolerne hang paa Knagerne, indvundne i Tyl.
– Det er Fru v. Eichbaums, sagde hun.
– Frøken, Frøken, raabte Ida udenfor Vinduet.
– Dér er Barnet, sagde Schrøder og strakte sig frem og løftede "Spirrevippen" ind, før hun løste et langt og bredt sort Moiréeslæb ud af et Tyl, helt frem i Stuen.
– Det er hendes Slæbkjole, hva'? Den er foret.
Mens Ida stod og stirrede op i det meget Silke, lo Schrøder og holdt Skørtet ud over hende som en Kaabe; men Fru Brandt følte ind paa Foret:
– Foret er af gammelt, sagde hun.
– Ja, sagde Schrøder, men véd De hva', det er dog storartet, hvad de faar ud af 'et.
Det var altid Schrøders Undren overfor Københavnerne.
– Og saa gaar vi, sagde hun.
Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud paa Græsgangen igen:
– For ellers vokser Du ikke, sagde hun og lo: Og saa skal der tælles til Vask.
– Ja, jeg kan vel ikke være til nogen Tjeneste, sagde Fru Brandt, der allerede stod i Gangdøren.
– Aa nej, sagde Schrøder, man maa selv gaa og stampe i 'et.
Hun blev staaende et Øjeblik paa Trappetrinnet og saá efter Fru Brandts Ryg, mens Fruen gik hen over Pladsen:
– Jeg tror, det bli'er Torden, sagde hun saa og pustede: Gud give, det vilde.
De tre Husmandskoner gik stille inde i Køkkenet. De var paa sorte Uldsokker, skønt der var Stengulv.
Ovre hos Brandts var Madam Madsen kommen fra Skolen. De omgikkes ellers aldrig saameget i Sommertiden:
– Man véd jo det, sagde Madam Madsen til Madam Ludvigsen, at man paa "Gaarden" er god nok om Vinteren.
Godsforvalteren gik urolig ud og ind, han fik altid Mindelser i Knæene, mod Torden. Og det trak ogsaa svært op med Skyer nede over Bræstrup.
Madam Madsen havde saamæn ogsaa, sagde hun, allerede sat Tykmælk hen, for Madsen varede mod Torden det første, han stod op om Morgenen. Han følte det jo i Hugget.
Madsen havde faaet et Sabelhug i første slesvigske Krig og var Formand for Vaabenbrødreafdelingen.
– Schrøder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at se efter Vognene; for det lynede allerede nede bag Bræstrup, og Fru von Eichbaum var altid saa ræd ved at køre og nu endda, der kom Uvejr til….
Godsforvalterens Piger løb hende hujende forbi med Lagener fra Blegen, og inde i Avlsgaarden hørte hun Forvalteren, der raabte, at Lugerne skulde lukkes – da begge Vognene kom, alt hvad Tøjlerne kunde holde, nede paa Vejen. Konferensraaden sad i Kalechen hos Fru von Eichbaum.
Pigerne i Hovedbygningen slog Vinduerne i, og Konferensraaden begyndte at raabe straks nede ved Indkørslen:
– Er der lukket? er der lukket? mens Forvalteren kom løbende ud af Avlsgaarden i en stor Kappe.
Gæsterne, der var angst og stivlemmede, kom af nede ved Trappen. Fru von Eichbaum var hvid som et Lagen og gik ind i sin Stue og tændte Lys bag nedrullede Gardiner. Hun var altid angst, "naar Elementerne rasede".
Konferensraaden, der gik gennem Stuerne for at se, om Krogene var paa, raabte, de skulde blive samlede; og Schrøder løb gennem Regnen over til Godsforvalterens, der kom tilbage med hende. Ida trimlede afsted med Hovedet stikkende ud af en lang Kaabe, og Madam Madsen var med, for hun havde ikke turdet gaa hjem.
– I Hus, i Hus, raabte Schrøder, som havde Karl Eichbaum paa Skødet.
Men Frøken Rosenfeld havde taget en Badehætte paa og stod midt paa Plænen og fangede Regnen i Hænderne.
– Gaa i Hus, raabte Konferensraaden til hende, og leende, med bøjet Ryg, løb hun ind under Glastaget.
– Her, sagde Frøken Adlerberg og fangede hende. De sad eller stod alle paa Havetrappen nu og saá gennem Regnen ud mod de lydløse Lyn.
– Her, sagde Frøken Adlerberg og tvang Frøken Rosenfeld ned paa en Plaid.
De talte alle halvsagte, seende frem mod Himlen, der blev mørkere, fortællende om Uvejr og Lynnedslag.
– Ja, sagde Forvalteren med sin træge Stemme: da Aggersøgaard brændte. Konferensraaden husker, det var en tung Time, før vi fik Kre'turet ud….
Forvalteren tav lidt, der kom et Lyn, stærkere end de andre:
– Men begge Baronens Køreheste, sagde han igen, de sled sig fra os … det var skammeligen.
– Ja, sagde Konferensraaden, som stod ved Siden af Brandt, her stod vi to, da den gamle Flagstang fik sit….
– Ja, Hr. Konferensraad.
Og Konferensraaden sagde igen, med den samme Stemme:
– Det var det Aar, da min salig Kone døde.
Madam Madsen nikkede: hun huskede det.
Lynene blev klarere og fler: i deres Lys saá de Kvæget ude over Markerne og Husene i Bræstrup. Alle tav med Undtagelse af Frøken Adlerberg, der hviskede til Hr. Feddersen i Ministeriet:
– Hjemme paa Landstedet ruller vi Gardinerne ned, tænder Kronerne og danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat.
Regnen blev voldsommere og lød som Trommeslag paa Taget, mens Poplerne ved Indkørselen svajede ud, bøjende sig som skulde de knækkes.
– Dér er det, sagde Forvalteren stille: det første Drøn gød sig op imod dem.
Frøken With greb Løjtnant Falkenstjerne, der havde sat sig paa Trinnet ved hendes Fødder, i Skuldren:
– Hør. Og hun sagde med en spæd og lille Stemme:
– Hjemme gaar Mo'r og jeg altid ned i Kælderen.
Der kom igen et Lyn, og Schrøder talte halvhøjt, til Braget kom.
– Det er over Ringsgaard, sagde Konferensraaden, der kendte hver Plet og hver Afstand i Egnen.
– Ja, Hr. Konferensraad.
De fik ikke talt ud, før det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som brudte, lysende Straaler, og de saá Sletten, hvor Kvæget flygtede i store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom Stridsvogne rullede op imod dem.
Ingen talte mer; kun Frøken Rosenfeld, der sad med opmærksomt fremstrakt Hoved, hviskede stille:
– Hvor det
