fandtes der en Del Bøger og en Mængde værdifuldt Porcelæn. Værelset blev oplyst af tre kunstnerisk udførte Hængelamper, og rundt om i Stuen stod der utallige bløde Stole og Sofaer. Ved en af disse bemærkede jeg en smukt indlagt tyrkisk Pibe, som havde en mærkelig Form, og som jeg aldrig har set Magen til udenfor Konstantinopel.
"Vær saa god at tage Plads," sagde Dr. Nikola, idet han pegede paa en Stol i Baggrunden. Jeg satte mig og spekulerede paa, hvad der nu skulde følge.
"Jeg har ladet mig sige, at det ikke er første Gang, De er i Kina," vedblev han, medens han satte sig lige over for mig og betragtede mig roligt med sine mærkelige Øjne.
"Nej, det er rigtigt," svarede jeg, "jeg har opholdt mig her i flere Aar og tror, jeg kan sige, jeg kender Kina lige saa godt som nogen Englænder."
"Det er rigtigt. De var til Stede ved Mødet i Quong Shas Hus i Wanhsien den 23de August 1889, hvis jeg ikke tager fejl, og i den følgende Uge hjalp De Mahpoo med at slippe fri for at blive taget til Fange af Mandarinerne."
"Hvor i al Verden véd De det fra?" spurgte jeg forbavset. Jeg havde altid været overbevist om, at intet Menneske anede, at jeg havde haft nogen Del i denne Historie.
"Man faar mange mærkelige Ting at vide her i Østasien," svarede Nikola. "Denne lille Omstændighed, som jeg ikke har omtalt, kan forresten belære én om, hvor meget man kunde vide, og hvor lidt vi i Grunden kender til hinandens Liv. Man kunde næsten vente lige saa meget af umælende Dyr."
"Jeg er bange for, at jeg ikke forstaar Dem rigtigt," sagde jeg.
"Ikke det?" svarede han. "Det er dog ganske simpelt. Lad mig give Dem et praktisk Eksempel paa, hvad jeg mener. Hvis De ser noget andet i det, jeg har i Sinde, saa er det Deres egen Skyld."
Paa et Bord tæt ved hans Stol laa der et stort Ark hvidt Papir. Dette lagde han paa Gulvet. Saa tog han et Stykke Trækul og gav sig til at fløjte paa en besynderlig Maade. I næste Øjeblik kom en uhyre stor Kat, der var lige saa sort som dens Herres Frakke, springende et eller andet Sted fra og stod og viftede med Halen foran os.
"Der er Mennesker i Verden," sagde Nikola roligt, idet han strøg det store Dyrs Ryg, "som gerne vilde overbevise Dem om, at denne Kat er min spiritus familiaris2, og at jeg ved dens Hjælp kan gøre mærkelige magiske Kunster. De vil naturligvis ikke være saa taabelig at tro den Slags Snak. Men for at bevise, hvad jeg sagde for et Øjeblik siden, vil vi prøve at gøre et Eksperiment ved dens Hjælp. Maaske kan jeg sige Dem noget mere om Deres Liv."
Han bukkede sig ned og skrev nogle Tal mellem 1 og 10 paa Papiret og fordoblede dem i en Linie nedenunder. Saa tog han Katten paa Skødet, strøg den venligt og hviskede noget til den. Straks sprang Dyret ned, lagde sin højre Forpote paa et af Tallene i den øverste Række, medens den, om det nu var tilfældigt eller ved Trolddom, gjorde en lignende Bevægelse med sin Pote i Rækken neden under.
"Fireogtyve," sagde Nikola med sit ejendommelige Smil.
Saa tog han igen Trækullet, vendte Papiret om og skrev Navnene paa de forskellige Maaneder paa den anden Side. Han lagde det paa Gulvet igen og sagde noget til Katten, som denne Gang stillede sig paa Juni. Derefter skrev han Alfabetet, og det uhyggelige Dyr stavede derpaa Bogstav for Bogstav Ordet "Apia."
"Den 24de Juni et eller andet Aar var De i Apia. Lad os se, om vi kan finde Aaret."
Han skrev igen Talordene op og straks efter havde Katten med djævelsk Nøjagtighed betegnet Aaret 1875.
"Er det rigtigt?" spurgte den mærkelige Mand, da Dyret var færdigt.
"Ja, det er rigtigt," svarede jeg.
"Det glæder mig. Er der noget andet, De ønsker at vide?" spurgte han. "Hvis De ønsker det, kan jeg maaske fortælle Dem, hvad De gjorde dér."
Jeg ønskede ikke at vide det, og det havde jeg gode Grunde til. Nikola lo saa smaat og pressede sine lange, hvide Fingre sammen, medens han saá paa mig.
"Sig mig nu oprigtigt, hvad mener De om min Kat," sagde han.
"Ja, efter dette kunde man vel være berettiget til at paadutte den ligefrem sataniske Egenskaber."
"Og dog, skønt De anser det for saa vidunderligt, er det kun, fordi jeg har underkastet den en Slags mærkelig Opdragelse. Der er en Evne skjult hos Dyr, og særlig hos Katte, som faa af os har Anelse om, og hvis Dyr har denne Evne, hvor meget mere kan man saa ikke vente, at Mennesker har den. Véd De hvad, Hr. Bruce, det vil interessere mig meget at se bestemt, hvor vidt De tror, den menneskelige Intelligens kan række, det vil sige, hvor vidt De tror, at jeg kan trænge ind i en Verden, der i Almindelighed anses for dunkel."
"Jeg maa bede Dem om Undskyldning, fordi jeg ikke helt forstaar Dem," svarede jeg.
"Naa, lad mig saa fremstille det for Dem paa en simplere Maade. Hvis det maa være mig tilladt at spørge ligefrem: Hvor mener De, at denne Verden begynder og ender?"
"Jeg mener," svarede jeg uden at tøve, "at den begynder med Fødslen og ender med Døden."
"Og efter Døden?"
"Ja, hvad der saa sker, er et teologisk Spørgsmaal, som jeg vil overlade til Præsterne at afgøre."
"Har De ingen Mening om det selv?"
"Nej, ikke andet end Rester af, hvad jeg har lært som Dreng."
"Naa ja, i saa Fald tror De vel, at saa snart Aandedrættet har forladt det menneskelige Legeme, er der en vis ubeskrivelig Del af os, som vi kalder Sjælen, for at kalde den noget, og som forlader denne Verdens Sfære og træder ind i en ny Eksistens paa det ene eller det andet af to Steder."
"Det har man ganske vist lært mig," svarede jeg.
"Ja vel, det var det, man lærte Dem i High-Walcombe-Sogn, Somerset Shire, og det kan tages som et meget godt Eksempel paa, hvad Folk i Deres Samfundsklasse mener over alt her i Verden, lige fra Erkebiskoppen af Canterbury til det Husmandsbarn, der vandrer en halv Mil hver syvende Dag for at besøge Søndagsskolen. Men i den selvsamme Landsby var der, hvis jeg ikke husker fejl, en lille statelig Mand, hvis Tilhængere bestod nøjagtig af 45 Mennesker. Han hed Fader O'Rorke, og jeg tvivler ikke det mindste om, at hvis De havde spurgt ham, vilde han have givet Dem en hel anden Meddelelse om, hvad der bliver af denne Sjæl eller denne Essens, hvis vi kan kalde den saadan, efter at den har forladt det dødelige Legeme. Tobias Smallcombe, som prædiker paa sin underlige Maade paa Grønningen for en Menighed, der bestaar af et Par Enthusiaster, en halv Snes Smaadrenge og nogle Æsler og Geder, vil sige Dem noget andet, og saaledes kan vi finde utallige forskellige Trosbekendelser. Hver enkelt af dem vil gøre Fordring paa at være den rigtige, og hvert enkelt Medlem ønsker, at De skal tro akkurat som han. Men hvis vi vil være ganske billige, maa vi tillige erindre, at der findes mange Videnskabsmænd, som man maa indrømme er de bedst begavede Mennesker i vor Tid, og som paastaar, at alle de Folk har Uret, som er enige om, at der er et Liv efter Døden, med andre Ord en Aandeverden. Hvis De vil tillade mig at sige min Mening om, hvad De tror, saa vil jeg sige, at De mener, at naar De er færdig med det Kød og Blod, som udgør Wilfred Bruce, saa har det ikke meget at sige, hvad der følger efter. Men lad os antage, at Wilfred Bruce, eller skal vi sige hans Sjæl – den Del af ham, som tænker og lider – skal eksistere i uendelige Tidsaldre som et Bytte for stadigt Samvittighedsnag over alle Misgerninger, hvorledes vil han saa betragte Døden?"
"Men før De kan vente noget Svar paa det Spørgsmaal, er det nødvendigt, at De beviser, at den ikke bliver ved at eksistere," sagde jeg.
"Det er netop det,
Hemmelig, tjenstagtig Aand.
