Maade nu. Er De meget optaget for Øjeblikket?"
Jeg smilede.
"Jeg forstaar Dem," sagde han. "Naa, jeg har et Forslag at gøre Dem, hvis De vil være saa venlig at høre efter. For en Del Aar siden, da det Spørgsmaal, vi nu skal drøfte, og som jeg interesserer mig mere for, end De kan tænke Dem, ganske tilfældig fremstillede sig for mig, traf jeg en meget mærkelig Mand. Han havde oprindelig studeret i Oxford, men det gik af en eller anden Grund galt med ham, og senere hen blev han skudt af Balmaceda i Santiago under den chilensiske Krig. Han havde blandt andet levet mange Aar i det nordvestlige Kina. Det var en højst mærkelig Personlighed; han fortalte mig nogle vidunderlige Ting, og hvad der var mere, han støttede dem med Beviser. De vilde højst sandsynligvis have kaldt dem flinke Taskenspillerkunster. Det gjorde jeg ogsaa den Gang; men jeg gør det ikke nu, og jeg tror heller ikke De vil gøre det, naar jeg har talt ud. Det var af ham og en gammel buddhistisk Præst, som jeg tilbragte nogen Tid sammen med paa Ceylon, at jeg erfarede den ubetydelige Kendsgerning, som bragte mig paa Sporet af, hvad der nu følger. Jeg har eftersporet det omhyggeligt og ivrigt Stykke for Stykke med Held og Uheld i otte samfulde Aar, og nu kan jeg endelig en Gang sige, at jeg er paa det rigtige Spor. Hvis jeg kan gennemføre det og opnaa det Resultat, jeg ønsker, saa kan jeg komme i Besiddelse af Kundskaber, som Verden, jeg mener naturligvis den civiliserede Verden, ikke har den mindste Anelse om, saa storartede er de. Jeg er en modig Mand; men jeg vil tilstaa, at det, vi nu skal prøve paa, næsten skræmmer mig. Det er hverken mere eller mindre end ved Hjælp af visse hemmelige kinesiske Selskaber at trænge ind i det mærkeligste Sæde for Lærdom, som De eller noget andet Menneske nogensinde har hørt Tale om, og naar jeg er der, saa at tiltrygle mig eller stjæle de vidunderligste Hemmeligheder. Jeg kan af tusinde Grunde ikke gøre det alene, derfor maa jeg finde en Mand til at ledsage mig. Den Mand maa være en ualmindelig Mand, og maa nødvendigvis ogsaa være dygtig i Kinesisk. Han maa være raskere end de fleste, han maa kunne forklæde sig, saa man ikke et Øjeblik har Mistanke til hans Nationalitet, og han maa tage af Sted med den faste Overbevisning, at han muligvis aldrig, vender tilbage. Hvis han vil paatage sig det, saa vil jeg være rundhaandet. Jeg vil betale ham 5000 Pund Sterling, før vi tager af Sted, og 5000 Pund, naar vi vender tilbage, hvis vi vender tilbage. Hvad siger De til det?"
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare. Jeg var fuldstændig forvirret over Forslaget for slet ikke at tale om det store Honorar. Jeg trængte mere til Penge nu, end jeg nogensinde før havde gjort, og dette var en Sum, som jeg ikke havde drømt om i mine vildeste Drømme. Jeg havde heller ikke noget imod at gaa paa Eventyr; men jeg maa dog tilstaa, at dette Foretagende syntes mig altfor dumdristigt.
"Ja, hvad skal jeg sige?" svarede jeg. "Det er saadant et mærkeligt Forslag."
"Ja," sagde han, "men jeg tror heller ikke, at vi to er ganske almindelige Mænd. Hvis jeg havde troet at De var en af dem, der gaar tolv paa et Dusin af, saa talte jeg vist ikke med Dem nu. Jeg vilde dog tænke to Gange i Deres Sted, før jeg sagde Nej. Shanghai er et ubehageligt Sted, naar man er i Forlegenhed, og desuden véd De jo nok, at paa Onsdag slipper Deres Penge op, selv om De sælger Deres Ur og Deres Urkæde, som De tænkte paa i Aftes."
Han sagde det med en saa naiv Mine, at det ikke i Øjeblikket faldt mig ind at undre mig over, hvordan han kunde vide Besked med mine Finansers Tilstand.
"Naa," sagde han, "sig nu Ja."
"Jeg vil hellere have lidt Tid til at overveje det," svarede jeg. "Jeg kan ikke forpligte mig til saa stort et Foretagende uden at overveje det grundigt. Det vilde jo være taabeligt af mig og neppe rigtigt lige over for Dem."
"Naa ja. Gaa saa hjem og overvej det og kom igen i Morgen Aften paa samme Tid og meddel mig Deres Beslutning. Hvis jeg var Dem, saa vilde jeg ikke omtale vor Samtale til nogen."
Jeg forsikrede ham, at jeg ikke skulde gøre det; saa rejste han sig, og jeg forstod, at vor Samtale var til Ende. Jeg fulgte ham ud i Forstuen, medens den sorte Kat marcherede i Hælene paa os. Paa Verandaen standsede han og strakte sin Haand ud, idet han sagde i en ubeskrivelig blid Tone:
"Hr. Bruce, jeg haaber, De vil tro, at jeg meget gerne vil have Dem med. Jeg smigrer Dem ikke, jeg siger simpelthen Sandheden, naar jeg paastaar, at De er den eneste Mand i Kina, som jeg vil have til Medarbejder. Naa, Godnat! Jeg haaber, De bringer mig et gunstigt Svar i Morgen."
Medens han talte, kom den sorte Kat, der hele Tiden havde staaet ved Siden af ham, som om den vilde bekræfte hans Ord, hen til mig, og begyndte at gnide sit Hoved op ad mine Ben med en blid Snurren.
"Jeg skal ganske vist sige Dem Besked i Morgen Aften," sagde jeg, "Godnat!"
II. KAPITEL
Da jeg havde sagt Godnat til Dr. Nikola paa Verandaen, raadførte jeg mig med mit Ur, og da jeg opdagede, at Klokken endnu ikke var elleve, gik jeg en lang Tur for at overveje min Stilling. Der var mange Ting, som talte for og imod hans Tilbud. For det første talte det nu til Gunst for det, at jeg stod alene i Verden. Mine Forældre havde været døde i flere Aar, og da jeg var deres eneste Barn, havde jeg hverken Brødre eller Søstre, som var afhængige af mig, eller som kunde begræde mig, hvis der skulde hænde mig en Ulykke. For det andet havde jeg fra Ungdommen af rejst i fremmede Lande, og jeg var derfor vant til at tage Livet, som det faldt. Man vil forstaa dette bedre, naar jeg siger, at jeg var rendt hjemme fra for at gaa til Søs, da jeg var femten Aar, at jeg havde tilbragt tre Aar paa den skrækkeligste Maade, man kan tænke sig, som almindelig Matros, at jeg var sluppen igennem de næste fem Aar, som næsten var lige saa fæle, i Urskoven i Australien, og at jeg i to Aar havde været Politibetjent i Kapkolonien. Jeg havde ogsaa haft en Ansættelse i Hongkong og havde desuden haft mange andre gode og daarlige Beskæftigelser. Jeg var fem og tredive Aar gammel, havde aldrig vidst, hvad det var at være virkelig syg eller bekymret, naar jeg undtager et Feberanfald i Ny Guinea, og saa kan jeg for Resten gerne sige, at jeg vejede tretten engelske Lispund, var omtrent tre Alen høj, havde graa Øjne og mørkebrunt Haar, og hvis man ikke anser det for indbildsk, saa vil jeg tilføje, at man sagde, jeg saa taalelig godt ud.
Min Stilling i dette Øjeblik var i alle Henseender overordentlig vanskelig. Hvis jeg søgte længe nok, kunde jeg jo ganske vist finde et eller andet at bestille; men paa den anden Side lykkedes det maaske ikke, og jeg vidste, at der var Snese af Mennesker i Shanghai, som ogsaa søgte en Ansættelse, og som lige straks vilde være paa Færde, naar der var noget. Samme Morgen havde en bekendt Købmand, hos hvem jeg søgte en Kassererpost, forsikret mig, at han kunde have faaet en Mand hundrede Gange, før jeg kom. Under disse Omstændigheder sagde jeg til mig selv, at jeg ikke havde Ret til at forsømme nogen Lejlighed til at forbedre min Stilling. Jeg besluttede derfor ikke at afslaa Nikolas Tilbud uden at have overvejet det meget omhyggeligt. Desværre havde jeg en indgroet Lyst til at gaa paa Eventyr; naar der tilbød sig en Fristelse som den nuværende, kunde jeg vanskelig modstaa den, og dette ejendommelige Eventyr tiltalte mig nu mere end noget andet. Dertil kom, at Nikola var som skabt til at være Fører, og den mystiske Tiltrækning, der var i hans Væsen, syntes at tvinge mig til at gaa med ham, enten jeg vilde eller ikke. Det var jo ubehageligt, at hans Foretagende var meget farligt, ja livsfarligt; men jeg sagde til mig selv, at dø, det skulde jeg dog, og hvis Lykken hjalp mig, og jeg slap levende fra det, saa vilde ti Tusind Pund gøre mig uafhængig Resten af mit Liv. Da jeg tænkte paa denne store Sum, saa jeg min Værts triste Skikkelse for mig, og Mindet om hans daarligt skrevne Regning, som jeg sikkert vilde faa den næste Dag, virkede paa mig som et koldt Styrtebad. Ja, jeg maatte tage med Dr. Nikola. Da jeg var kommen til den Beslutning, gik jeg hjem.
Men da jeg vaagnede næste Morgen, sad Klogskaben ved mit Leje. Mine Drømme havde ikke været gode. Jeg havde drømt, at jeg blev forgiftet i kinesiske Klostre, lemlæstet af skævøjede Bødler og pint paa tusind frygtelige Maader. Skønt disse Natmarer kun var naturlige Udslag af min Spænding, kunde jeg dog ikke frigøre mig for den Tanke, at de kunde blive til Virkelighed. Saa snart jeg havde taget kinesiske Klæder paa, malet mit Ansigt og syet en Pisk paa mit Hoved, vilde jeg være
