nogle faa simple Munke, der levede i et ensomt Kloster i Thibet, er de nu blevet et af de største hemmelige Samfund i Østen, skønt den mystiske Magt, som de antages at besidde, er indskrænket til de tre Hovedmænd eller Øverstebrødre. Henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede er det sikkert, at de øvede saa stor en Indflydelse i politiske Sager, at det berettigede Regeringen til at udstede Befaling til deres Udryddelse. Ja, jeg er tilbøjelig til at tro, at det almægtige Samfund, som har Valgsproget 'Hoan Cheng Hok Beng,' og som De véd øvede en saa umaadelig Indflydelse i Kina til for ganske kort Tid siden, kun var en Aflægger af det Samfund, som jeg er saa ivrig efter at udforske. At Sekten virkelig besidder de videnskabelige og hemmelige Kundskaber, som man har tilskrevet den i over to Tusind Aar, det er jeg overbevist om, og hvis der er nogen Magt, som kan hjælpe mig til at trænge ind i dens Hemmeligheder, saa agter jeg at benytte den. I vort eget og i andre Lande, som vi plejer at kalde civiliserede, har man længe haft for Skik at latterliggøre enhver Tro paa, hvad der ikke tydelig kan ses og forstaas af de allerjævneste Mennesker. For Gennemsnits-Englænderen findes der ingen mystisk Verden. Men hvor er han ikke i Modstrid med sig selv i Grunden? For hvis han er rettroende, saa siger han, at han tror fast paa, at naar Legemet dør, saa gaar Sjælen til Himlen, det vil sige Olympen, Elysium, Arkadien, Hesperidernes Have, Valhalla, Paradis eller Nirvana, alt eftersom Forholdene er. Han har intet Begreb om, eller snarere tror jeg, han kan ikke give nogen Beskrivelse af, hvad Slags Sted hans Himmel kan være. Han har alle mulige ubestemte Idéer om den, men skønt det hører med til hans Religion at tro aldeles fast paa, at der findes saadant et Sted, er det svøbt i mer eller mindre uigennemtrængelige Skyer. For at sige Resultatet kort: Han tror, at medens saadanne Ting som, skal vi sige, Teosofien, er noget Erkevrøvl og ikke fortjener, at man skænker dem en Tanke, saa har Menneskets Livsessens en anden og større Tilværelse efter Døden. Med andre Ord, for at sige min Mening lidt mere tydeligt: Det er ganske sikkert, at dersom man lo af ham, som han ler af Teosofien og Spiritualismen, saa vilde han anse sig for berettiget til at betragte éns Latter som en Haan mod hans Intelligens. Og dog befinder han sig i den yderste Modsigelse med sig selv. Man kan undre sig over, hvad alt dette Nonsens fører til, men hvis jeg vilde beskrive Dem alle de mærkelige Ting, jeg har set i forskellige Lande i Østen, og de vidunderlige Meddelelser, jeg paa første Haand har faaet af andre, saa tror jeg nok, jeg rolig kan sige, at De vilde anse mig enten for en Heksemester eller en latterlig lettroende Person. Ja, Bruce, jeg har været Vidne til Ting, som synes at stride mod alle Naturlove. Skønt der nu og da blev gjort Kunster, er jeg overbevist om, at Fænomenerne i de fleste Tilfælde var virkelige. Og det bringer mig til det Spørgsmaal: Hvad er nu egentlig Kunster, og hvad er det ikke? Det, jeg sandsynligvis kalder Taskenspillerkunster, det vil De i ni Tilfælde af ti anse for den største Trolddom. Men nu har vi talt nok om det; lad mig give Dem en Illustration til, hvad jeg mener."
Han gik hen til en Buffet og tog et almindeligt Glas og en Karaffel Vand, som han stillede paa Bordet ved Siden af sig. Saa satte han sig igen og fyldte Glasset, saa det var lige ved at flyde over. Jeg iagttog ham omhyggeligt, idet jeg spekulerede paa, hvad der nu skulde følge.
"Vil De selv undersøge Glasset?" sagde han. "De vil se, at det er ganske fuldt af Vand. Vil De overbevise Dem om det!"
Jeg undersøgte Glasset og opdagede, at det var saa fuldt, at det var umuligt at flytte det uden at spilde noget af dets Indhold. Saa sagde jeg til ham, at jeg var overbevist om, at det var fuldt.
"Meget vel," sagde han, "i saa Tilfælde vil jeg give Dem et Eksempel paa, hvad jeg kunde have Lyst til at kalde 'Sjæl kontra Legeme.' Det Glas er ganske fuldt, som De har set. Pas nu paa!"
Fra en Bakke ved Siden af tog han en Tændstik, tændte et Vokslys, og da det var kommet godt i Brand, holdt han det hen over Glasset, saa at en Draabe Voks faldt ned i det.
"Naa," sagde han, "nu vil jeg bede Dem om at passe opmærksomt paa det Voks, medens jeg tæller til tyve."
Jeg gjorde, som han sagde, idet jeg holdt Øjnene stift fæstede paa den lille runde Voksklat, der flød paa Overfladen af Vandet, jeg saa paa den, og Vandet sank langsomt dybere og dybere, medens Nikolas Stemme lød ganske monotont; til sidst var Glasset fuldstændig tomt.
"Rejs Dem saa og undersøg det, men rør ikke ved Glasset," sagde min Vært. "Overbevis Dem om, at det er tomt, for jeg skal straks kalde Dem til Vidne derpaa."
Jeg undersøgte omhyggelig Glasset og bevidnede, at der, saa vidt jeg troede, ikke var en Draabe Vand i det.
"Det er godt," sagde Nikola. "Vil De nu være saa god at sætte Dem ned og passe paa endnu en Gang."
Denne Gang talte han tilbage, og medens han gjorde det, steg Vandet igen i Glasset, til det var fuldt, og Vokset flød atter paa Overfladen.
Et Øjeblik var vi begge tavse. Saa hældte Nikola Vandet tilbage i Karaflen og gav mig Glasset.
"Undersøg det omhyggeligt," sagde han, "ellers kunde De tænke Dem, at det var lavet i en engelsk Trylleapparatfabrik. Overbevis Dem om det, og lad mig saa høre, hvad De mener om dette."
Jeg undersøgte Glasset saa nøje som muligt, men der var ikke Tegn paa nogen Præparation eller nogen hemmelig Mekanisme.
"Jeg kan ikke forstaa det," sagde jeg, "og jeg kan virkelig ikke give Dem nogen Forklaring."
"Og dog er De ikke fuldstændig overbevist om, at det ikke er et snedigt Kunststykke, jeg har gjort, af den Slags, som man kan se hos Maskelyne og Cook i London. Lad mig give Dem to Prøver til. Se mig spændt ind i Ansigtet, indtil det Ur derhenne paa Kamingesimsen, som nu viser to Minutter i halv ti, slaar halv."
Jeg gjorde, som han sagde, og jeg mindes aldrig nogensinde før at have set et mere koncentreret Blik end hans. Jeg har ofte hørt Folk sige, at naar Personer, der var begavede med hypnotiske Evner, saá paa dem, saa følte de sig til Mode, som om de ingen Nakke havde. I dette Tilfælde kan jeg kun sige, at jeg ikke blot følte mig til Mode, som om jeg ingen Nakke havde, men som om jeg slet ikke havde noget Hoved. De to Minutter var lige saa lange som to Timer. Saa slog Klokken og Nikola sagde:
"Smøg Deres venstre Skjorteærme op og undersøg Deres Arm."
Jeg gjorde, som han befalede og saá nu en nøjagtig Gengivelse af min egen Underskrift med røde Prikker paa Huden. Medens jeg saá paa den, forsvandt den efterhaanden, og i Løbet af et halvt Minut var den helt borte.
"Det er det, jeg kalder et Kunststykke; med andre Ord: det er hverken mer eller mindre end Hypnotisme. Men De vil undre Dem over, at jeg har gjort mig saa megen Ulejlighed. For det første gik Vandet slet ikke ud af Glasset, som De troede, men det blev der ganske roligt, som De havde set det fra Begyndelsen af. Jeg ønskede simpelthen, at De skulde indbilde Dem, at det forsvandt, og Deres Fantasi opfyldte den Fordring, jeg stillede til den. I det sidste Eksperiment havde De en anden Prøve paa det samme. Naturligvis kan begge Tilfælde meget let forklares selv af et Menneske, der har givet sig saa lidt af med den mystiske Verden som De, men selv om De nu kalder det Hypnotisme, kan De saa give mig en Forklaring af, hvad De mener med det Udtryk?"
"Simpelthen, at Deres Aand er stærkere end min," svarede jeg, "og derfor kan De beherske den."
"Det er ganske vist den almindelige Teori," svarede han, "men den er vist neppe korrekt. Selv om min Aand var stærkere, hvor kunde jeg saa overføre Tanker, som er i min Hjerne, til Deres?"
"Det kan jeg slet ikke forklare," svarede jeg. "Men maa man ikke henregne det under det, man kalder Tankeoverførelse?"
"Jo, det vil jeg gerne indrømme, men man kan lige saa godt, som De gør, kalde det Hypnotisme. Jeg vil imidlertid sige Dem, at begge disse Illustrationer blev givne for at føre os til en anden, der bringer os endnu nærmere til den Slutning, jeg gerne vil komme til. Prøv nu paa at henvende Deres Opmærksomhed fuldstændig paa mig; læg frem for alt Mærke til min Finger."
Medens
