og tilbage og dannede Ottetaller, og jeg fulgte hver Bevægelse meget omhyggeligt. Et Øjeblik efter syntes en lille blaa Flamme at bevæge sig for Enden af Pegefingeren. Saa, maaske efter et Minut, saá jeg, eller syntes jeg at se, noget, der lignede en Sky, som gik ned i den fjerneste Krog af Værelset. Den var nær ved Gulvet, da jeg først lagde Mærke til den, saa steg den omtrent en tre Fod op og kom langsomt hen imod mig. Lidt efter lidt tiltog den i Størrelse. Saa antog den bestemte Former og voksede, indtil jeg syntes, at jeg opdagede Omridset af en menneskelig Skikkelse. Denne Lighed tog hurtigt til, og jeg kunde nu tydeligt skelne en Mands Hoved og Skikkelse. Han var høj og velskabt, hans Hoved var kastet tilbage, og hans Øjne mødte mine med et ivrigt om end behersket Blik. Hver Enkelthed var fuldkommen, om det saa var en Ring paa hans Lillefinger. Ja, hvis jeg havde mødt Manden paa Gaden den næste Dag, er jeg vis paa, at jeg vilde have kendt ham straks. Et underligt, orangefarvet Lys omgav ham næsten helt, og i mindre end et Minut var han igen forsvunden i Skyen; denne trak sig tilbage til Krogen, blev mindre og mindre og forsvandt tilsidst helt. Jeg gyste lidt, som om jeg vaagnede efter en uhyggelig Drøm, og vendte mig hen imod Nikola, der iagttog mig med halvt lukkede Øjne.
Efter at jeg var kommen helt til mig selv igen, tog han et Album fra Bordet og rakte mig det.
"Se, om De kan finde et Fotografi af den Mand, De lige har set, her i denne Bog."
Jeg lukkede den op og vendte ivrigt Bladene, indtil jeg omtrent i Midten opdagede en nøjagtig Reproduktion af det Syn, jeg havde set. Skikkelse og Ansigt, Holdning og Udtryk var ganske ens, selv Ringen paa den lille Finger saá jeg. Jeg var fuldstændig overvældet.
"Hvad mener De om mit Eksperiment?" spurgte Nikola.
"Ja, det er jo højst vidunderligt," sagde jeg.
"Men hvorledes forklarer De det?" spurgte han.
"Jeg kan aldeles ikke forklare det," svarede jeg. "Jeg kan kun antage, som De sagde før, at det ogsaa maa have været Hypnotisme."
"Akkurat," sagde Nikola! "men De vil se, at jeg i dette Tilfælde uden ydre Midler ikke blot har bevirket, at De saá, hvad jeg tænkte paa, men at jeg ogsaa fremkaldte det bestemte Udtryk, som den fotograferede Person havde. Prøven var overmaade heldig. Men hvorledes overførte jeg det Billede, som var i min Tanke, paa Deres Øjes Nethinde? De var ganske sikker paa, at De saá Vandet forsvinde i Glasset for et Øjeblik siden. De vilde have givet Deres Æresord i Pant paa, at De saá Deres Navn paa Deres Arm, og under andre Omstændigheder vilde De sandsynligvis have lét, hvis jeg forsikrede Dem om, at De ikke saá den Mand, hvis Fotografi findes i dette Album. Meget vel! Naar nu det er afgjort, kan De saa tvivle om, at jeg, selv om jeg ikke var til Stede i Værelset, kunde vække Dem om Natten og lade Dem se en eller anden Ven, som De vidste var død for længe siden, staa ved Deres Seng? Skal jeg svæve omkring i Luften for Dem? Skal jeg føre Dem ud af dette Værelse og bringe Dem ned paa det stille Oceans Bund? Skal jeg føre Dem op i Himlen eller ned i det dybeste Helvede? De behøver kun at sige, hvad De ønsker at se, og jeg skal vise Dem det lige saa sikkert og fuldkomment, som De saá de andre Ting. Men husk paa, at alt, hvad jeg har gjort, kun er, hvad vi kalder Kunster, for det er gjort ved Hjælp af Hypnotisme, der efter min Mening, selv om De anser den for saa hemmelighedsfuld, hverken er mer eller mindre end at faa Folk til at tro, hvad man vil, ved sin egen Aands særlige Evner. Men svar mig nu paa dette: Hvis Hypnotismen kun er den allermindste Begyndelse til de Kundskaber, som den Sekt, jeg prøver paa at opdage, er i Besiddelse af, hvorledes maa saa dens største Hemmeligheder ikke være? Tro mig, naar jeg siger Dem, at hvad jeg har vist Dem i Aften, det er som et Muldvarpeskud mod et Bjerg i Sammenligning med, hvad De vil erfare, hvis vi kan trænge igennem til det Sted, jeg har talt til Dem om. Det giver jeg Dem mit Ord paa. Og besvar mig nu det Spørgsmaal: Er det Umagen værd at prøve derpaa eller ikke?"
"Det er Umagen værd," udbrød jeg begejstret. "Jeg vil gaa med Dem og tjene Dem paa bedste Maade; hvis De spiller ærligt Spil med mig, vil jeg gøre det samme med Dem. Men der er endnu et Spørgsmaal, jeg maa gøre Dem: Den Stok, som De fik af Wetherell, har den noget at gøre med det Arbejde, vi har for?"
"Ja, den har," svarede han, "den er Nøglen til alt. Oprindelig, skal jeg sige Dem, var der kun tre saadanne Stokke til. Hver enkelt af de tre Førere af Sekten havde sin af dem. En af de tre forlod i et eller andet Øjemed Klostret og kom ud i Verden. Han døde paa en hemmelighedsfuld Maade, og Stokken gik over til Abbeden i Yung Ho-Kung i Peking, fra hvem den blev stjaalet af en Englænder i min Tjeneste, der kaldtes Kina Pete, og som vovede sit Liv forklædt som thibetansk Munk for at faa den. Da han havde stjaalet den, narrede han mig og flygtede til Australien uden at kende sin Skats virkelige Værdi. Det hemmelige Samfund opdagede sit Tab og sendte nogle Mænd efter ham. Under et Forsøg paa at bemægtige sig den blev en af disse Kinesere dræbt i Nærheden af Queensland, og Kina Pete blev arresteret i Sydney, anklaget for at have myrdet ham. Wetherell forsvarede ham og fik ham frikendt, og da han ikke kunde betale ham for denne Tjeneste, forærede han ham Stokken. En Maaned senere naaede jeg Sydney for at søge den, men Kineserne var der før mig. Vi prøvede begge Parter paa at komme i Besiddelse af den, men det lykkedes ingen af os paa Grund af Wetherells Haardnakkethed. Jeg bød Wetherell, hvad han vilde have, for den, men han sagde Nej. Jeg bad ham, bønfaldt ham, alt forgæves. Saa besluttede jeg at tage den med Magt. De véd, hvorledes det gik. Alt det hændte for et halvt Aar siden. Saa snart den var i min Besiddelse, vendte jeg tilbage hertil med den Hensigt at trænge ind i det Indre for at prøve paa at opdage, hvad jeg saa gerne vilde vide."
"Og hvor er Stokken nu?" spurgte jeg.
"Jeg opbevarer den selv," svarede han. "Hvis De gerne vil se den, skal det være mig en Fornøjelse at vise Dem den."
"Jeg vilde meget gerne se den," svarede jeg.
Med disse Ord forlod han Værelset for at vende tilbage efter fem Minutters Forløb. Han satte sig ned, trak et lille Foderal op af Lommen, og af det fremtog han en meget lille Stok. Det var en ganske almindelig lille Tingest, kulsort og bedækket med kinesiske Bogstaver i Guld. Et lille Guldbaand, der var meget falmet og viste Tegn paa at være gaaet igennem mange Hænder var gjort fast i den ene Ende.
Han rakte mig den, og jeg undersøgte den omhyggeligt.
"Men hvis denne Stok oprindelig er blevet stjaalet," sagde jeg, "saa vil De da ikke være saa uforsigtig at give Dem i det omtalte Samfunds Magt med Stokken i Deres Besiddelse? Det vilde jo være den visse Død."
"Hvis det altsammen laa lige ud ad Landevejen, og der ingen Fare var at udsætte sig for, saa tvivler jeg meget om, at jeg vilde betale Dem 10,000 Pund for den Fornøjelse at have Deres Selskab," svarede han. "Det er, fordi der er stor Fare, og fordi jeg maa have lidt Hjælp – skønt jeg tvivler i høj Grad om, at vi nogensinde slipper levende fra det – at jeg tager Dem med mig. Jeg vil opdage de Folks Hemmelighed, hvis det er muligt, og jeg ønsker ogsaa, at denne Stok, som utvivlsomt er Nøglen til den yderste Port, saa at sige skal hjælpe mig i mine Anstrengelser. Hvis De er bange for at ledsage mig, efter at De har hørt det hele, vil jeg tillade Dem at svigte Deres Løfte og trække Dem tilbage, medens det endnu er Tid."
"Jeg har ikke Spor af Lyst til at trække mig tilbage," svarede jeg. "Jeg véd ikke, at jeg er kækkere end de fleste, men hvis De vil tage af Sted, saa er jeg rede til at ledsage Dem."
"Lad os give hinanden Haanden paa det," udbrød han, idet han rakte mig sin Haand.
"Sig mig nu, hvad De har i Sinde at gøre," sagde jeg. "Hvorledes vil De begynde?"
"Ja, for det første," sagde Nikola, "vil jeg vente her, indtil der kommer en Mand, jeg venter fra Peking. Det er en af det hemmelige Samfunds Lægbrødre, som er kommen under min Indflydelse, og saa snart han viser sig, og jeg har faaet Underretning af ham, saa forklæder vi os, jeg som Embedsmand fra en af Kystprovinserne, De som min Sekretær, og saa tager vi sammen til Hovedstaden. Naar vi er ankomne der, vil vi trænge ind i Lamaklostret, det mærkeligste antieuropæiske Kloster i hele
