Doktor Nikola. Boothby Guy

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Doktor Nikola - Boothby Guy страница 12

Doktor Nikola - Boothby Guy

Скачать книгу

hjem og samle et Par Ting," svarede jeg, "saa er jeg parat."

      "Det er godt," sagde Nikola. "En af mine Tjenere skal gaa med for at bære Deres Taske og føre Dem tilbage, saa snart De er færdig med Deres Arbejde."

      Jeg gik hjem til min Bolig, fulgt af én af Nikolas Tjenere. Jeg lod ham vente paa mig udenfor og gik ind i mit Sovekammer gennem Vinduet. Saa tændte jeg et Lys og skyndte mig at samle de Smaating, jeg ønskede at tage med paa min Rejse. Da dette var gjort, laasede jeg mine Kufferter, skrev et Brev til min Vært og vedlagde det Beløb, jeg skyldte ham, saa et til Barkston, i hvilket jeg bad ham være saa god at sende Bud efter mine Kufferter og passe paa dem, indtil jeg var vendt tilbage fra en Tur i det Indre. Derpaa forlod jeg igen Huset sammen med Tjeneren, der ventede ved Porten, og gik tilbage til den Villa, hvor jeg var blevet narret af Nikola for en Times Tid siden. Det var længe efter Midnat, da jeg ankom der, men jeg var ikke Spor af træt. Vor Tur forekom mig saa spændende, at jeg ikke tænkte paa noget andet. Vi skulde styrte os ud i et ukendt, farefuldt Liv, og skønt jeg ikke delte Nikolas Tro paa det Resultat, vi skulde naa, var jeg ganske sikker paa, at den Risiko, jeg udsatte mig for, vilde blive godt belønnet.

      Da jeg traadte ind i Huset, ventede Nikola mig i det Værelse, hvor han havde modtaget mig samme Aften. Han var endnu i kinesiske Klæder, og da jeg atter saá paa ham, slog det mig, hvor vanskeligt det var at tro, at denne statelige, værdige Kineser kunde være den smidige Evropæer, som Verden kendte som Doktor Nikola.

      "Det var De ikke længe om, Hr. Bruce," sagde han; "det glæder mig; hvis De nu vil følge mig ind i det næste Værelse, skal jeg vise Dem Deres Sager. Jeg har købt alt, hvad De paa nogen Maade kan faa Brug for, og da jeg kender Deres Forklædningsevne, er jeg slet ikke bange for Resultatet."

      I Værelset ved Siden af tog jeg min evropæiske Dragt af og gav mig til at iføre mig de Klæder, som var lagt der til mig. Saa malede jeg mit Ansigt, min Hals og mine Arme med en Væske, som ogsaa fandtes der, fik min forlorne Pisk klæbet paa og tog et Par store Skildpaddebriller af en lignende Slags som Nikolas og satte dem paa Næsen. Jeg fik Sandaler paa Fødderne, en stiv Hat af den almindelige kinesiske Art blev sat paa mit Hoved, og dette i Forbindelse med min varme, vatterede gule Silkeskjorte gav mig et meget værdigt Ydre.

      Da Nikola vendte tilbage, undersøgte han mig omhyggeligt og udtrykte sin Fornøjelse over Resultatet, og da vi hilste paa hinanden paa kinesisk Vis, maatte det have været en skarptskuende Mand, der kunde have opdaget, at vi ikke var, hvad vi foregav at være.

      Saa tog vi igen europæiske Klæder paa, forlod Huset og vendte tilbage til den Villa, i hvilken jeg først havde besøgt Nikola. Det var nu Daggry, og der begyndte at komme Liv i Gaderne. Da vi naaede Huset, gik vi lige ind i Nikolas Studereværelse, hvor hans Tjenestefolk havde dækket Bordet til os. Vi satte os ned og var lige i Færd med at spise en kold Postej, da en Tjener traadte ind og meldte, at der var en Kineser udenfor, som ønskede at tale med os. Det var Laohwan.

      "Naa," sagde Nikola, "hvad Bud sender den gamle saa?"

      Som Svar tog Laohwan, der, som jeg snart opdagede, ikke ødslede med Ord, et Stykke Papir ud af sit Ærme, paa hvilket der var skrevet nogle kinesiske Ord. Nikola saá paa dem og rakte mig saa Sedlen. Der stod:

      "I Quong Shas Hus i de hundrede Trængslers Gade, Tientsin."

      Nikola vendte sig om til Laohwan.

      "Naar sejler Damperen nordpaa?" spurgte han.

      "Klokken halv syv," svarede Laohwan.

      Nikola saa paa sit Ur, tænkte et Øjeblik efter og sagde:

      "Godt, saa tag Dem en Billet og gaa om Bord saa snart som muligt; vi kommer senere. Men husk paa, at lige til vi kommer til Tientsin, maa De lade, som om De aldrig har set nogen af os før."

      Laohwan bukkede og forlod Værelset.

      "Nu begynder det virkelige Eventyr," sagde Nikola og skænkede sig en Kop Kaffe. "Klokken er tre Kvarter til fem nu. Vi vil hvile os en halv Times Tid og saa gaa ned til Havnen og komme om Bord."

      Saa snart vi havde endt vort Maaltid, satte vi os i Lænestolene og tændte vore Cigarer. En halv Times Tid drøftede vi Aftenens Begivenheder og spekulerede paa Fremtiden, og i det Øjeblik, da Klokken slog et Kvarter over fem, var vi paa Benene igen. Nikola ringede, og hans første Tjener kom ind.

      "Jeg tager bort," sagde Nikola, "og véd ikke, naar jeg kommer igen; det bliver maaske om en Uge, maaske først om et Aar. Du skal i den Tid sørge for Huset her; du maa ikke lade en eneste Ting blive stjaalet, og hvis jeg ved min Tilbagekomst finder en Rude knækket, eller der savnes saa meget som en Knappenaal, saa skal ti Tusind Ulykker ramme dig. Hr. Mc'Andrew betaler dig din Løn og har Opsyn med dig. Hvis der er noget, du ønsker, saa kan du gaa til ham. Forstaar du?"

      Tjeneren nikkede.

      "Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa."

      Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa mig og smilede.

      "Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han. "Hvilken Hustru vilde være saa stadig?"

      Jeg lo. Tanken om Nikola og Ægteskab syntes mig urimelig. Han satte Katten fra sig og stillede den paa Bordet.

      "Apollyon," sagde han med det eneste Spor af Beklagelse, som jeg saá ham vise paa hele Turen, "vi maa skilles ad et Aar. Farvel, min gamle Kat!"

      Han klappede Dyret blidt et Par Gange og vendte sig hurtigt om mod mig.

      "Kom saa, lad os gaa, det haster."

      Katten sad paa Bordet og iagttog ham og syntes at forstaa hvert Ord, han sagde. Nikola klappede den for sidste Gang og forlod saa Værelset. Jeg fulgte i Hælene paa ham, og vi forlod Huset. Nu var Gaderne overfyldte, en ny Dag var begyndt i Shanghai, og vi havde ingen Vanskelighed ved at faa Jinrickshawer.

      "Til Vectis Queen," sagde Nikola, saa snart vi havde sat os. Kulierne fo'r af Sted, og i lidt mindre end et Kvarter havde vi naaet Dampskibsbroen ved Hwang-Pu Floden. Den Damper, vi skulde om Bord paa, laa et godt Stykke ude paa Floden, og vi maatte tage en Baad for at naa derud.

      Da vi kom om Bord, fik vi fat i Hovmesteren, og efter at vi havde betalt Passagen, blev vi ført til vore Kahytter. Vectis Queen er, som alle Folk i Østasien véd, ikke nogen stor Damper og har kun meget indskrænket Plads. Men paa denne Tid af Aaret var der ikke mange Folk, der rejste, og følgelig var Skibet ikke overfyldt. Saa snart jeg havde anbragt min Bagage, forlod jeg Kahytten og gik op paa Dækket. Ak, Verden er saa lille! Jeg var neppe kommen derop, før jeg blev tiltalt af en Mand, som jeg havde kendt godt, da jeg var ansat i den australske Kysttjeneste, men som jeg mindst troede skulde være her.

      "Ih se Goddag, Wilfred Bruce!" udbrød han. "Hvem skulde have ventet at se Dem her."

      "Jim Downing!" udbrød jeg, men jeg var ikke meget glad ved at se ham, som man jo kan tænke sig. "Hvor længe har De været i Kina?"

      "Et Aars Tid," svarede han. "Jeg kom hertil med en af vore Dampere, kom op at skændes med Kaptajnen og forlod Skibet i Hongkong. Saa fik jeg Ansættelse paa denne Linie. Skønt jeg ikke holder meget af Kineserne, er jeg ganske godt fornøjet. De ser rigtig rask ud, gamle Ven, og De er blevet ordentlig solbrændt, siden jeg saa Dem sidst."

      "Ja, det er al den megen Ris," sagde jeg med et Smil.

      Han lo som en Mand, der gerne vil more sig over alt, hvor tarveligt det end

Скачать книгу