saa vi kan gøre det næste Skridt. Derefter rejser vi videre alt efter Omstændighederne."
"Hvornaar mener De at vi skal rejse?"
"Saa snart Manden kommer; maaske i Aften, sandsynligvis i Morgen tidlig."
"Og saa var det Forklædningerne!"
"Jeg har alt, hvad vi trænger til."
"I saa Tilfælde, antager jeg, at der intet er at gøre, før Sendebudet kommer."
"Nej, det tror jeg ikke."
"Hvis De saa tillader, vil jeg sige Farvel og gaa i Seng. Saafremt jeg ikke hører fra Dem i Aften, hvornaar vil De saa have, at jeg skal se ind til Dem i Morgen?"
"Det skal jeg lade Dem vide før Frokost. De er da ikke bange, vel?"
"Ikke Spor."
"Og De siger ikke noget til nogen om vor Mission, selv om man skulde prøve paa at tvinge Dem til det."
"Nej, det har jeg jo lovet," svarede jeg, idet jeg rejste mig.
Jeg fulgte ham atter ned i Villaens Korridor og ud paa Verandaen. Saa trykkede vi hinanden i Haanden, og jeg traadte ud paa Gaden.
Da jeg drejede om Hjørnet og gik i Retning af Vejen, der fører til den engelske Koloni, saá jeg en Mand, utvivlsomt en Kineser, rejse sig fra en Krog og følge mig. Han holdt sig et Par Hundrede Skridt bag mig i nogle Minutter, saa kom der en anden hen til ham, og denne forlod straks efter sin Kammerat ved en Korsvej og fortsatte Marchen. Om dette Spioneri kun var tilfældigt, eller om jeg virkelig blev udspejdet af dem, det kunde jeg i nogen Tid ikke opdage; men da jeg saá den anden overgive Hvervet til en tredie, og da den tredie begyndte at formindske Afstanden mellem os, maa jeg tilstaa, at jeg ikke var helt rolig. Da jeg derfor kom til en befærdet Plads, skyndte jeg mig, og efter at være gaaet hundrede Skridt, ilede jeg ned ad en Sidegade; denne førte mig til et andet Stræde, gennem hvilket jeg kom i Nærheden af det Hus, jeg vilde naa.
Jeg kunde se Lys bevæge sig derinde, saa Beboerne var endnu ikke gaaet i Seng. Da jeg bankede, traadte én ud af Værelset til højre i Korridoren og kom henimod Døren, og da han aabnede den, opdagede jeg, at det var Mc'Andrew selv.
"Hvad behager, er det Dem, Bruce?" udbrød han forbavset, saa snart han opdagede, hvem hans Gæst var. "De har valgt et temmelig sent Tidspunkt for Deres Besøg; men det er lige meget, kom blot ind; det glæder mig at se Dem."
Medens han talte, førte han mig ind i det Værelse, han lige var kommen ud af. Det var hans Spisestue, som var udstyret paa en noget tung, men overdaadig Maade. I en Stol ved det lange Bord – for Mc'Andrew havde en stor Familie, og de var tolv til Bords hver Dag – sad der en lille graahaaret Dame, hans Hustru, og lige over hende en smuk, ung Pige paa seksten Aar, som syede; det var hans yngste Datter og hans Kæledægge. Jeg kunde se paa deres Ansigter, at mit sene Besøg ogsaa gjorde dem forbavset, men efter et Par almindelige Bemærkninger sagde de Godnat og forlod Værelset.
"Jeg antager, at De har en meget vigtig Grund til dette Besøg, ellers vilde De vel ikke være her?" sagde Mc'Andrew, idet han rakte mig en Cigarkasse. "Har De hørt om nogen ny Plads, eller er Deres uskyldige Ven Nikola begyndt at snyde Dem?"
"Nej, der er ikke Tale om nogen af de Ting," svarede jeg leende, "men da jeg efter al Sandsynlighed forlader Shanghai i Morgen tidlig, før Bankerne lukker op, kommer jeg til Dem for at se, om jeg kan faa Dem til at tage Dem af denne Anvisning for mig."
Jeg tog Dr. Nikolas Anvisning frem og rakte ham den. Han tog den, stirrede paa den, saá op paa mig, saá igen paa den og gav sig til at fløjte.
"Det ser jo unægtelig ud som en Forretning," sagde han.
"Ja, ikke sandt?" svarede jeg. "Jeg kan neppe tro, at jeg er 10,000 Pund værd."
"Ja, man maa jo ønske Dem til Lykke. Men hvad er det, De vil have, at jeg skal gøre?" spurgte Mc'Andrew, idet han blev ved med at vende Anvisningen, som om det var en eller anden Talisman, der pludselig kunde gribe ham og forvandle ham til en Kamel eller en Blæksprutte, før han vidste af det.
"Jeg vilde gerne have, at De skulde gemme den for mig," svarede jeg, "og deponere den i Deres Bank, hvis De ikke har noget imod det. Jeg rejser min Vej og bliver sikkert et halvt Aar, muligvis et helt Aar borte, og naar jeg kommer tilbage til Shanghai, skal jeg komme til Dem og forlange den, det vil sige – hvis jeg kommer tilbage."
"Og hvis De nu ikke gør det?"
"I saa Fald efterlader jeg det hele til Dem. Vil De i Mellemtiden være saa venlig at give mig et Forskud paa tyve Pund? Har De noget imod det?"
"Nej, ikke det mindste," svarede han; "men det er bedst, vi faar skrevet det op altsammen, saa at der ingen Fejltagelse kan ske."
Han tog et Ark Brevpapir frem og skrev nogle Linier paa det, hvorpaa han lod mig undertegne det, idet han kaldte paa en af sine Sønner, for at han kunde bevidne min Underskrifts Rigtighed. Da denne Formalitet var udført, rakte han mig tyve Pund i Sedler og engelsk Guld, og vor Forretning var afsluttet. Jeg rejste mig for at gaa.
"Bruce," sagde den gamle Herre paa sin sædvanlige venlige Maade, idet han lagde Haanden paa min Skulder, "jeg véd ikke, hvad det er, De er i Færd med, og det kan vist ikke nytte, jeg spørger om det, men jeg véd, at De har været i temmelig indskrænkede Forhold i den senere Tid, og jeg er bange for, at De indlader Dem paa en eller anden Uforsigtighed eller Dumhed. For Himlens Skyld, overvej omhyggeligt, hvad der taler for og imod, før De gør Skridtet fuldt ud; husk paa, at et Øjebliks Daarskab kan ødelægge hele Deres Liv."
"De behøver ikke at være bange i den Henseende," svarede jeg. "Jeg indlader mig paa dette Skridt med aabne Øjne; men jeg er Dem alligevel taknemlig for Deres Advarsel og for, hvad De har gjort for mig. Godnat og lev vel!"
Jeg trykkede ham i Haanden og forlod Villaen.
Jeg var ikke halvtredsindstyve Skridt fra Porten, da en Lyd bag ved fik mig til at vende mig om. En Mand havde siddet i Skyggen paa den anden Side af Vejen; han rejste sig nu og begyndte at følge mig. Jeg var ikke i mindste Tvivl om, at det var den samme Person, der havde ledsaget mig til Mc'Andrews Hus. Saa drejede jeg til højre ned ad en Sidevej for at se, om han vilde forfølge mig. Han gik samme Vej. Jeg drejede om igen, han gjorde det samme. Jeg gik over et Stykke aaben Grund i Stedet for at holde mig i den lige Retning, jeg hidtil havde fulgt, og han gjorde det samme. Denne Spioneren blev foruroligende, saa jeg fremskyndede min Gang, og da jeg var kommet til en Sidegade med et højt Stakit paa den ene Side, gik jeg langs med dette, indtil jeg naaede en Laage. Jeg fo'r igennem denne, og saa snart jeg var indenfor, bøjede jeg mig ned i Skyggen. Et halvt Minut efter hørte jeg Manden komme paa den anden Side. Da han ikke saa mig længere, standsede han en halv Snes Skridt fra det Sted, hvor jeg krøb sammen. Da han saa var blevet enig med sig selv om, at jeg maatte være gaaet over Gaden og ned ad et mørkt Stræde lige over for, gik han ogsaa der over og var forsvunden et Par Sekunder efter.
Saa snart jeg havde overbevist mig om, at jeg var blevet fri for ham, gik jeg ud paa Gaden igen og skyndte mig saa hurtigt som muligt hjem til min Bolig.
Men jeg skulde dog ikke blive fri for min hemmelighedsfulde Forfølger; for lige da jeg traadte ind i min egen Gaard, viste han sig. Jeg benyttede mig af min Fordel og fo'r op ad Trapperne til Verandaen og slap ind. Fra et Vindue saá jeg ham komme op ad Gaden og staa og se sig om, saa vendte han tilbage ad samme Vej, han var kommet, og saa saá jeg ikke mere til ham. Mindre end et Kvarter efter laa jeg i min Seng og sov og drømte om Nikola og bildte mig ind, at jeg blev forvandlet til en Elefant ved hans Trolddomsmagt.
Hvor længe jeg
