Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion. Erichsen Ludvig Mylius

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius страница 3

Жанр:
Серия:
Издательство:
Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius

Скачать книгу

underfulde Trøst.

      Atter Fod i jydske Spor,

      atter hjemme hos den bedste,

      aa, hvordan skal jeg erklære

      dig min Jubel ved at gæste

      eget Hjem paa hjemlig Jord

      – endelig et Sted at være!

      Jeg befandt mig aldrig godt

      i den store Bys Kaserner,

      store Byer gir trætte Hjerner,

      store Byer har meget smaat,

      jeg blev led ved det Komplot.

      Vi, som fik vor Vugge rørt,

      i de fjerne, tyste Kroge,

      nyder ungt de store Byer,

      indtil vi blir gammelkloge

      og af evig Længsel ført

      hjem igen til frie Vuer.

      Og heroppe, under Fjæld,

      naar jeg mindes danske Egne,

      er det Jylland alle Vegne,

      til hvis rige Skønhedsvæld

      jeg er endeløst i Gæld.

      Tavs og greben steg mit Blik

      mod de stejle Bjerg-Giganter,

      men knapt fangede mit Øje

      nogle usle Revling-Planter,

      før min hele Attraa gik

      til de jydske Kæmpehøje.

      Jo – naar jeg en Gang naar frem

      rig paa Livsmod, – gid jeg maatte! —

      fattig som en Kirkerotte

      men endnu ved alle fem,

      jo, da skal vi bygge Hjem.

      Tidt nok blev det drømme-bygt

      i de vemods-stille Stunder,

      hvor mit Haab jeg opforgyldte.

      Men – der skér en Gang det Under,

      at vi to kan rejse trygt

      Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte.

      STEMNING

      Over tungsindigt

      dunkle Vande

      flimrer i Natten

      fortonede Rande

      af drivende Fjældes

      hvide Is,

      der – som i en Drøm —

      følger den fælles

      mystiske Strøm

      mod det stormfulde Hav

      ud mod Forlis.

      Jeg stod og tav.

      Bare en eneste

      Stjerne skinner:

      Venus! Dens Sølv

      med Vandene rinder.

      O, mine Minder!

      Stille, stille,

      nu bygger de Bro

      langt, langt bort,

      Bølgerne spille

      en glemt Akkord.

      Aa, hvem der var to!

      – Haand, hvor du knuger!

      Sjæl, hvor du bæver!

      Dybt inde ruger

      en Sorg, et Savn,

      jeg hvisker et Navn,

      – min Længsel kræver

      al min Besindelse …

      Hvor gaar din Færden,

      elskede Kvinde?

      Er jeg den Verden

      af ondt og godt,

      du slutter inde

      nu som før.

      Eller har du blot

      med Selvovervindelse

      stænget din Dør,

      været mig tro?

      Jeg grubler, spørger,

      faar ikke Ro …

      – Jeg Taabe, som sørger,

      jeg véd jo, jeg véd:

      Længsel lider du.

      Se, dèr skrider du,

      skøn i din Søgen,

      uden Frygt

      frem over Vandene

      søvngænger-trygt,

      jomfruelig, nøgen,

      min Kærlighed!

      O! At du vilde.

      Tak! At du voved.

      Stille, stille:

      Stolt du hæver

      dit lokkede Hoved,

      dine Øjenlaage

      lykkeligt bæver —

      jeg ser som i Taage

      dine kærlige Blikke

      vemodige, milde …

      Stille!

      Vaagn ikke, vaagn ikke,

      saa glider du bort,

      og Natten bliver

      saa knugende sort …

      Det er, som jeg træder

      hellige Steder,

      hvor urørt Ynde

      drømmende sover …

      Se, jeg breder

      det blødeste Hynde,

      vinker dig, beder,

      lover, lover:

      Nu skal vort Liv

      fra Nyt begynde:

      Bliv, bliv!

      Ingen savner os,

      Natten favner os.

      KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN«

      I

      TIL MARIE

      Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater!

      Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen,

      men ikke som et Hold disciplinerede Soldater.

      Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«.

      Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende,

      at vi véd, hvor der er Sandbund og hvor den faste Klippe.

      Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende,

      vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe.

      Og dog – hvem véd, hvad skillende den næste Dag vil bringe,

      det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget,

      men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge,

      thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget.

      Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver

      og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage.

      Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver

      et

Скачать книгу