lever jeg, helst nu da Dagen hælder,saa langt fra Eder alle – og dog ingentid saa nær,
saa ene her i Mørket – og dog blandt gode Fæller.
Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner,
da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges.
Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender,
hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges.
Vi er tre danske Viljer, hver i sin Formning støbt,
men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet
– og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt,
men som i Købet redebont har Kammeratskab givet.
II
HARALD MOLTKE
Frostklar var Dagen. Du husker den ikke.
Maalet var naaet – men for hvilken Pris!
Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke,
laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis.
Rundt om os bare den livløse Is.
Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede,
ensomt ad utraadte Veje vi stred
op til den nordligste Kyst paa vor Klode,
Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved.
Det blev den tungeste Dag jeg véd.
Jubelens Time, vi stolt skulde fejret,
naar vi besteg den forjættede Grund —
udslidte laa vi om Snehytten lejret,
Ordene frøs paa vor angstfulde Mund,
hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund.
Kysten var lydløs og menneske-øde,
intet at æde for Hunde og Mænd,
fjernt i den gryende Morgenrøde
bølged den blaanende Isblink hen.
– Skulde du stivne og dø som den?
Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde
segned du midt i din rastløse Flid …
Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde
varme dig Læben, som skælver hvid.
Raadvilde ser vi din grufulde Strid.
Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse,
Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst,
hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse,
frivillig fulgte du. Guld eller Gunst
søgte du ikke. Maalet var Kunst.
Ja, og dèr laa du nu slagen og stille,
saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor.
– Da var der ikke en Time at spilde,
frem langs de ukendte Kyster vi foer
til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord.
Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte,
pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt,
– intet dig kunde mod Kulden beskytte,
Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt,
drøjere Tid har jeg aldrig kendt.
Usselig plejet hensank du i Dvale,
Pinslerne gjorde dig sanseløs.
– O, om vor Snehytte kunde tale,
dèr, hvor vi sultede sammen og frøs
og for den truende Knokkelmand gøs! …
Se, der er rundet det halve Aar siden,
værkbruden lister du endnu omkring,
og, om du retter dig helt med Tiden,
véd vi jo ikke, véd ingen Ting,
– er du mon frelst fra et dødeligt Sting?
Sørgelig tung er den Lod, du har fristet,
men din Taalmodighed lykkelig stor.
Lykkelige du! Du har intet mistet,
thi i dit svækkede Legeme bor
Sjælen, frodig som nyskabt Jord.
Selv har du sagt, at du véd, du har vundet
Muld i dig selv, hvor du før var gold,
faaet din Tro paa dig selv begrundet,
– ja, du har vundet mangefold,
du, som endnu har din Kunst i Behold.
Du er en anden, end først da vi kendtes,
klarere Blikket, din Sjæl dybet ud,
snart vil dit Lidelsens Guld forrentes,
Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud,
den blev din Evnes Gennembrud.
Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse,
det er dog det samme Hjærte, jeg ser,
din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse,
de samme retsindige Livs-Idéer,
din altid urokkeligt tro Karakter …
Sultet og frosset og lidt tilsammen,
lyttet til Suk fra hinandens Bryst,
– mørk og knugende er vel Rammen,
Billedet selv dog straalende lyst:
en gryende Sol over ukendt Kyst!
Solen, det er din skabende Evne,
Landet, din Tankes nye Muld,
Nu gaar du ud mod det store Stævne,
lidet agter du Gunst og Guld,
Sjælen er rig nok og drømmefuld.
Din Sjæl – som du selv – er adelsbaaren,
jeg er af Borger- og Bondeslægt;
Rem af vor Ryg har Adelen skaaren,
længst er de blodige Strimer lægt:
Mit Venskab er i din Varetægt!
III
KNUD RASMUSSEN
Der var kommen en Dag
i vort Venskab en Rift,
og af Saaret flød Gift,
som gæred til Nag
– Mistillidens Gift den gule,
som ingen søgte at skjule.
Men det hændte os tidt,
at vi talte forstemt
om, at aldrig blir glemt,
hvad et Venskab har lidt:
vi er ikke af dem, som lover
at lægge Glemsel derover.
Og vort Samvær blev trist,
for vi led, begge to,
men vi havde den Tro:
der vil komme tilsidst
gennem hensynsløs, aaben Forklaring
et Venskab, bygt paa Erfaring.
Og
