vi bare Uperniviks-Landet,skal han faa Sukker og meget andet,
aabent og dulgt.
Hundred iblandt
dem, som vi til os paa Rejsen bandt,
vilde forlængst have mistet Gemyttet
og til den grønlandske Hjemvé lyttet;
han var konstant!
Ja, du var tro,
tro mod din Pligt, og som oftest du lo.
Tak for din Troskab, din Sang og din Latter;
gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter
dig i dit Bo.
VI
AGPALING'UAK
Din Slægt er død. Din Far og Mor
har nyligt vi til Hvile bragt.
Saa tog du mod vor Briks, vort Bord
og har vor Levemaade smagt.
Og da vort Kød og Brød slap op
med Vandet i den frosne Elv,
da gav du os en Hvalroskrop
til Hundefor og til os selv.
Og af dit Telt vort Tag blev lagt,
vi brændte alt dit Lampespæk,
i din Kajak gik vi paa Jagt,
til synkefærdig den løb læk.
Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt,
og drog ad Kløften højt til Fjælds;
og havde du en Hare skudt,
gav du os baade Skrog og Pels.
Fælles er nu vort Ædetrug
og alt vort Stræb for daglig Kost.
Om Hulen stryger Vejrets Sug,
hvide er Væggene af Frost.
Mest er du tavs, begriber knapt
vor stille Syslen med Papir;
det er, som om du havde tabt
din Aands de gamle Vildmands-Stier.
Snart sover du paa Briksens Sten
og raaber tidt i Søvne højt,
drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén,
nu da vort Forraad er lidt sløjt.
Kød er din hele Tankekres,
din Verden blot et bræklædt Fjæld,
knap kan du tælle til en Snes,
og dog befinder du dig vel.
Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt
følger du kun din egen Trang,
hver Livsens Dag blir festligholdt
med Elskov, Mad og Trommesang.
Af tusindaarig Slægt udgroet,
der langs den hvide Isblink drog,
har du som dine Fædre troet
paa skjulte Magters Varsel-Sprog.
Alt det, som dine Fædre vandt
af Livets dyrekøbte Kløgt,
blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt,
– en Ledetraad i Livets Røgt.
Ærværdig er din Hedning-Tro,
som helst du følger til din Død,
– men Kristenheden slaar sin Klo
i al din svare Sjælenød.
Thi ikke kender du den Gud,
i hvis misbrugte Frelsernavn
vi skulde øvet Hjærtets Bud
men tændte Hadets Flamme-Bavn.
Vor stakkels Agpaling'uak
med Biblens Helgennavne døbt,
fortabt den Frihed, han inddrak
i Fjældnaturen, isblink-svøbt,
hans Fædres Visdom søndertraadt,
tusindaars-gamle Skikke brudt!
Han har den store Pan forladt
for Salmesang og Bly og Krudt.
Hans Tarmskindstromme haanet blev,
hans Sang forbudt, hans Sagn belét,
– her sad tre hvide Mænd og skrev
alt, hvad de havde hørt og set —
saa var det altsaa dem, der stjal
hans gyldne Frihedsliv, til Tak
for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval,
– vor stakkels Agpaling'uak!
MOR
I
Ind under Elmehækken,
af Vestenstorme mejet,
er der en Grav i Rækken,
en altid kærlig plejet,
dèr hviler trygt
i Rosenflor
min Mor.
Og skinner Solen vaarligt,
og spirer frem, selv her mod Nord,
duftende Kalke af mager Jord,
da mindes jeg din Grav, o Mor,
og ser den for mig blomstersmykt,
husker dit Blik – og véd med Frygt,
at al din rige Godhed
fik jeg kun lønnet daarligt.
Alt, hvad jeg vilde sagt dig,
og som dig skulde trøstet
og til mit Hjærte bragt dig,
bævede mig i Brystet —
ak, men jeg stod
snart ved en Grav
og tav …
Paa Livets travle Veje,
opfyldt af tusinde Behov,
rammes vi brat af Livets Lov:
at nu har Døden valgt sit Rov,
et elsket Hjærte skælver sygt,
da haster vi i Haab og Frygt
og kaster os i Hulken
over den dødes Leje.
– Over den dødes Kiste
hang der en Blomstersfære,
Venner og Fjender viste
Liget »den sidste Ære«,
og mellem dem
hyklede bedst
en Præst …
Aa, vi er som Sjakaler,
vi slaas gemént i Livets Krig,
vinder vor Sejr ved skummel Svig
men mødes enigt om et Lig —
vi rosenkranser Ligets Hjem,
dèr, hvor vi før holdt Torne frem,
og tror, at disse Blomster
vor hele Gæld betaler.
Selv den, der vilde baaret
dig,
