ingen Sorg dig givet,ham førte bort
fra dig og dit
hvert Skridt.
Du blev din Søn berøvet
og lærte Livets bitre Kaar:
at Barnet egne Veje gaar,
som ingen kærlig Mor forstaar;
du troede Barnets Hjærte haardt,
fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort
og elskede ham dog højest,
som havde dig bedrøvet …
Til Mors Grav derhjemme
er mange Hundred Mile —
men husker jeg din Stemme
og ser dit Ansigt smile,
er som en Drøm
om svunden Nød
din Død;
jeg føler Livets Varme
udstraale fra dit Modersind,
skærmende kysser du min Kind,
gaar vejkendt til mit Hjærte ind
og hører dèr i Blodets Strøm
Sønnetakken inderlig øm
og knuger lykkelig Barnet,
der græder i Mors Arme.
– Ak, ørkesløse Drømme,
som bare gør bedrøvet! …
I duftende Rosenstrømme,
i Læ bag Elmeløvet
er der en Plet
med gruset Jord
og Mor.
Du stoled paa et Møde!
– ja, Livet er jo fuldt af Nød,
og Himlen lover Frelserskød …
Mor var saa god. Men Mor er død.
Aa, Mor, hvor var du livsenstræt;
først nu, for sent, forstaar jeg ret
din Livssorg – og min egen
aldrig sonede Brøde …
Nu blomstrer fløjels-sorte
Roser hjemme i Haven,
men jeg, saa langvejs borte,
kan ikke smykke Graven,
og ingen véd,
om siden mer
det sker …
Hvem bliver næst i Rækken?
Staar jeg mon selv ved Dødens Port?
Nej! Livet er saa rigt og stort
og mit Begær mangfoldiggjort …
Eller er maaske Far bragt ned
til Mors Støv og Støvets Fred?
– Underligt hører jeg Blæsten
suse i Elmehækken …
II
Det er i Dag din Dødsdag, Mor,
din Dødsdag, Mor —
nu er det længe siden,
men Tanken gaar ad de gamle Spor
langt tilbage i Tiden.
Der kom en Dag et Bud, som lød:
din Mor er død —
jeg blev som fra Forstanden,
haabede i min bitre Nød,
at Slaget galdt en anden.
Døden var aldrig traadt mig nær,
og Mor især —
det var saa rent utroligt.
Da sagde én, som er mig kær:
»Se nu og tag det roligt.«
»Rolig, rolig – naar Mor er død,
saa tungt et Stød!
det kan du aldrig mene.«
Vred og forvirret jeg udbrød:
»Gaa – lad mig alene!«
Og ene blev jeg. Gik i Døs.
Skjalv som jeg frøs.
Kunde slet intet sanse.
Vidste blot, jeg var moderløs …
Gode Folk bragte Kranse …
»Lær mig, o Skov, at visne glad«,
den Salme bad
Mor om at faa ved sin Baare …
Versene kunde jeg udenad,
lalled dem som en Daare …
III
Men havde du levet den Dag i Dag
og ventet forgæves og ingen Ting hørt,
om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført?
om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag?
– du havde grædt Øjnene røde,
du havde dig sørget tildøde.
Fra den Gang, du bar mig til Verden med Vé
og nær ved din Død havde Livet mig købt,
da blev med de ømmeste Navne jeg døbt,
da var jeg det kæreste, du kunde se,
du strakte de værnende Hænder
mod alle min Uskylds Fjender.
Og er der i Verden, saa ond og saa stor,
ikke den Moder, der svigter sit Kald
men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald,
saa er du blandt Mødre, min elskede Mor,
den mildeste, kærligste Kvinde,
den bedste, jeg kunde finde.
Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod,
har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt,
du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt,
om at være dit Hjærtebarn naadig og god,
om at give ham Troen tilbage
og hans Fred, som i gamle Dage.
Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred,
at Sjælefred er mig som Døden imod —
Der bruser den evige Storm i mit Blod,
min Fod ejer ikke et blivende Sted.
Den eneste Gud, jeg kan dyrke,
er Menneske-Aandens Styrke!
Den kætterske Kraft i vor Menneskehed,
som ensomme Aander frimodigt os gav,
den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav
stærk ved sin Tro og sin Kærlighed.
Nu mødes vi ingensinde.
– Velsignet være dit Minde!
Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set,
– kun set i min Mor et guddommeligt Værd.
Men havde du levet og lært af min Færd,
hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt,
du havde dig græmmet tildøde
for Dommen, jeg gik i Møde …
– O,
