ugennemtrængt rum, lige nu indgående. Rummet berører ikke Paradis; kun de hvilende mellemrums zoner kommer i kontakt med den centrale Ø.
11:7.2 (124.3) Paradiset er den faktiske ubevægelige kerne af de relative hvilende zoner, som eksisterer mellem gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Geografisk synes disse zoner at være en forholdsvis udvidelse af Paradiset, men der er sandsynligvis en vis bevægelse i dem. Vi ved meget lidt om dem, men vi observerer, at disse zoner af formindsket rum bevægelse deler gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Lignende zoner eksisterede engang mellem de gennemtrængte rum niveauer, men de er nu mindre hvilende.
11:7.3 (124.4) Det lodrette tværsnit af hele rummet ville tilnærmelsesvis ligne et malteser kors, med de vandrette arme repræsenterende gennemtrængt (universet) rum og de lodrette arme repræsenterende ugennemtrængt (reservoir) rum. Områderne mellem de fire arme ville adskille dem, til en vis grad, som mellemrums zonerne adskiller gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Disse hvilende mellemrums zoner vokser sig bredere jo større afstanden fra Paradis bliver og vil til sidst omfatte grænserne af hele rummet og helt indkapsle både rum reservoirerne og hele den vandrette udvidelse af gennemtrængt rum.
11:7.4 (124.5) Rummet er hverken en underabsolut tilstand indeni, eller tilstedeværelsen af, den Egenskabsløse Absolutte, det er heller ikke en funktion af den Ultimative. Det er en overdragelse af Paradiset, og hele rummet af storuniverset og alle de ydre regioners rum er faktisk opfattet som værende gennemtrængt af den nedarvet rum styrke fra den Egenskabsløse Absolutte. Fra nærheden af Paradisets periferi, strækker dette gennemtrængte rum sig vandret udad gennem det fjerde rum niveau og udover periferien af mesteruniverset, men hvor langt udover ved vi ikke.
11:7.5 (124.6) Hvis I forestiller jer et endelig, men ufattelig stor, V-formet plan anbragt vinkelret til både den øverste og nederst overflade af Paradiset, med dets spids omtrent tangerende til perifere Paradis, og så visualisere dette plan i elliptisk bevægelse omkring Paradiset, så vil dets rotation i store træk angive volumen af gennemtrængt rum.
11:7.6 (124.7) Der er en øvre og nedre grænse for vandret rum angående ethvert givet sted i universerne. Hvis man kunne bevæge sig vinkelret til Orvontons plan, enten op eller ned, så ville man til sidst møde enten den øvre eller nedre grænse af gennemtrængt rum. Indenfor mesteruniversets kendte dimensioner trækker disse grænser sig fjernere og fjernere fra hinanden jo længere afstanden fra Paradis bliver; rummet tiltager, og det tiltager i nogen grad hurtigere end skabelsens plan, universerne.
11:7.7 (125.1) De forholdsvise stille zoner mellem rum niveauerne, så som den som deler de syv superuniverser fra det første ydre rum niveau, er enorme elliptiske områder med hvilende rumaktiviteter. Disse zoner adskiller de enorme galakser som i velordnet procession løber rundt om Paradiset. I kan visualisere det første ydre rum niveau, hvor utallige universer nu er i færd med at blive dannet, som en umådelig optog af galakser kredsende rundt om Paradis, afgrænset foroven og forneden af de hvilende mellemrumszoner og afgrænset på den indre og ydre kant af forholdsvis stille rum zoner.
11:7.8 (125.2) Et rum niveau fungerer som et elliptisk område i bevægelse, omgivet på alle sider af relativ ubevægelighed. Sådanne relationer af bevægelse og hvile udgør en buet rumbane af mindsket modstand til bevægelse, og den efterfølges af den universelle kosmiske kraft og opdukkende energi når de for altid kredser rundt om Paradis Øen.
11:7.9 (125.3) Denne skiftende zoneinddeling af mesteruniverset, i samarbejde med den skiftende strøm af galakser med uret og mod uret, er en faktor i stabiliseringen af fysisk tyngdekraft designet for at forhindre tyngdekraftens tryk i at stige så højt at det ville føre til opløsnings- og sprednings aktiviteter. Sådan en ordning udøver antityngdekraft indflydelse og virker som en bremse på ellers farlige hastigheder.
8. Paradis tyngdekraft
11:8.1 (125.4) Det uundgåelige træk fra tyngdekraften fastholder effektivt alle verdner i alle universer i hele rummet. Tyngdekraften er det kraftigste greb af Paradisets fysiske tilstedeværelse. Tyngdekraften er den almægtige streng, hvorpå er ophængt de strålende stjerner, flammende sole, og de hvirvlende sfærer som udgør den universelle fysiske udsmykning af den evige Gud, som er alting, fylder alting, og i hvem alting er indeholdt.
11:8.2 (125.5) Centret og brændpunktet for den absolutte materielle tyngdekraft er Paradis Øen, suppleret med de mørke tyngdekrafts masser som omkranser Havona og holdt i ligevægt af de øvre og nedre rum reservoirer. Alle kendte udstrømninger fra nedre Paradis reagerer uden undtagelse og ufejlbarlig til det centrale tyngdekrafts træk som virker på de endeløse kredsløb af de elliptiske rum niveauer i mesteruniverset. Enhver kendt form for kosmisk virkelighed har tidsaldrenes bøjning, cirklens tendens, påvirket af den store ellipses svingning.
11:8.3 (125.6) Rummet reagerer ikke på tyngdekraften, men det holder tyngdekraften i ligevægt. Uden rummets dæmpende effekt, ville eksplosive handlinger rykke de omgivende rum organer. Gennemtrængt rum udøver også en antityngdekraft indflydelse på fysisk og lineær tyngdekraft; rummet kan faktisk neutralisere sådan en tyngdekrafts handling selv om den ikke kan forsinke den. Absolut tyngdekraft er Paradistyngdekraft. Lokal eller lineær tyngdekraft relaterer til energi eller materiens elektriske fase, den virker indenfor centraluniverset, superuniverserne og de ydre universer, hvor egnet materialisation har fundet sted.
11:8.4 (125.7) De utallige former for kosmisk kraft, fysisk energi, univers styrker, og forskellige materialisationer afslører tre generelle, men ikke perfekt definerede, stadier af reaktion til Paradistyngdekraften:
11:8.5 (126.1) 1. Prætyngdekrafts stadier (Kraft). Dette er det første skridt i individualiseringen af rummets kraftressource ind i præ-energi former for kosmisk kraft. Dette stadium er analogt til begrebet om rummets oprindelige kraft-opladning, ofte kaldt ren energi eller segregata.
11:8.6 (126.2) 2. Tyngdekrafts stadier (Energi). Denne modifikation af rummets kraft-opladning er produceret af Paradisets kraftorganisatorers handling. Det indikerer fremkomsten af energisystemer, der reagerende på Paradisets tyngdekrafts træk. Denne pludselig opstående energi er oprindelig neutral men vil som konsekvent af yderligere metamorfose udvise de såkaldte negative og positive egenskaber. Vi betegner disse stadier ultimata.
11:8.7 (126.3) 3. Posttyngdekrafts stadier (Univers Styrke). På dette stadie, viser energi-materien reaktion på lineær tyngdekrafts kontrol. I centraluniverset er disse fysiske systemer trefoldige organisationer kendt som triata. De er de super styrkefulde modersystemer af skabelserne i tid og rum. Superuniversernes fysiske systemer er mobiliseret af Universets Styreledere og deres medarbejdere. Disse materielle organisationer er dobbelte i sammensætning og er kendt som gravita. De mørke tyngdekrafts masser som omkranser Havona, er hverken triata eller gravita, og deres trækningskraft afslører begge former for fysisk tyngdekraft, lineær og absolut.
11:8.8 (126.4) Rummets ressource er ikke underkastet interaktion med nogen form for tyngdekraft. Denne primære evne fra Paradiset er ikke et egentlig niveau af virkeligheden, men den er et forstadium til alle relative funktionelle ikkeåndelige virkeligheder - alle manifestationer af kraft-energi og organisationen af styrke og materie. Rummets ressource er et begreb, som det er svært at definere. Det betyder ikke, at det er et forstadium til rummet; dets mening skal bibringe ideen om ressourcer og potentialer som eksisterer indeni rummet. Det kan i store træk opfattes som omfattende alle de absolutte indflydelser og potentialer som udstrømmer fra Paradiset og som udgør den Egenskabsløse Absoluttets rumtilstedeværelse.
11:8.9 (126.5) Paradiset er den absolutte kilde og det evige brændpunkt for al energi-materie i universernes univers. Den Egenskabsløse Absolutte er åbenbare, regulator og opbevarer af det som har Paradiset som sin kilde og oprindelse. Den universelle tilstedeværelse af den Egenskabsløse Absolutte synes at svare
