(111.8) 1. Som skaber, gennem Skabersønnerne, hans børnebørn.
10:3.11 (111.9) 2. Som overvåger, gennem tyngdekraftscentret i Paradiset.
10:3.12 (111.10) 3. Som ånd, gennem den Evige Søn.
10:3.13 (111.11) 4. Som sind, gennem Samskaberen.
10:3.14 (111.12) 5. Som en Fader, opretholder han forældre kontakt med alle væsener gennem sit personligheds kredsløb.
10:3.15 (111.13) 6. Som en person, virker han direkte overalt i skabelse ved hjælp af hans eksklusive fragmenter - i det dødelige menneske gennem Tankeretterne.
10:3.16 (111.14) 7. Som total Guddom, fungere han kun i Paradistreenigheden.
10:3.17 (112.1) Alle disse af den Universelle Fader overførsler og delegeringer af beføjelser er fuldstændig frivillig og selvvalgt. Den almægtige Fader påtager sig målbevidst disse begrænsninger af universets myndighed.
10:3.18 (112.2) Den Evige Søn synes at fungere som ét med Faderen i alle åndelige henseender undtagen i overdragelse af Guds fragmenter og i andre førpersonlige aktiviteter. Sønnen er heller ikke tæt identificeret med de intellektuelle aktiviteter hos materielle væseners eller med energi aktiviteter i de materielle universer. Som absolut fungerer Sønnen som person og kun indenfor det åndelige universets domæne.
10:3.19 (112.3) Den Uendelige Ånd er forbavsende universel og utrolig alsidig i alle hans operationer. Han medvirker i områderne inden for sindet, materiens og åndens sfærer. Samforeneren repræsenterer Fader-Søn forening, men han fungerer også som sig selv. Han er ikke direkte involveret med fysisk tyngdekraft, med åndelig tyngdekraft eller med personligheds kredsløbet, men han deltager mere eller mindre i alle andre af universets aktiviteter. Mens den Uendelige Ånd tilsyneladende er afhængig af tre eksistentielle og absolutte tyngdekraft kontroller, synes han at udøve tre superkontroller. Denne trefoldige begavelse er anvendt på mange måder til at overskride og tilsyneladende til at neutralisere selv de manifestationer af primære kræfter og energiers, helt op til de super ultimative grænser af absolutheden. I visse situationer transcenderer disse absolutte superkontroller selv de kosmiske virkeligheders primære manifestationer.
4. Guddommens treenigheds forening
10:4.1 (112.4) Af alle absolutte foreninger, er Paradistreenigheden (den første trefoldighed) enestående som en eksklusiv sammenslutning af personlig Guddom. Gud fungerer som Gud kun i forhold til Gud og til dem som kan kende Gud, men som absolut Guddom kun i Paradistreenigheden og i forhold til universets totalitet.
10:4.2 (112.5) Den evig Guddom er perfekt forenet, ikke desto mindre er der tre helt individualiserede guddommelige personer. Paradistreenigheden gør det muligt, samtidigt at udtrykke den fulde mangfoldighed af karaktertræk og uendelige beføjelser hos den Første Kilde og Center og hans evige samordnede og af hele den guddommelige enhed som findes i den udelte Guddoms univers funktioner.
10:4.3 (112.6) Treenigheden er en sammenslutning af uendelige personer fungerende i en upersonlig kapacitet men ikke i strid med personlighed. Illustrationen er vag, men en far, søn og barnebarn kan danne et forenet selskab, som ville være upersonlig men ikke desto mindre underlagt deres personlige vilje.
10:4.4 (112.7) Paradistreenighed er virkelig. Den eksisterer som Guddomsforeningen mellem Fader, Søn, og Ånd; trods det kan Faderen, Sønnen, eller Ånden, eller to af dem, fungere i forhold til denne selvsamme Paradistreenighed. Faderen, Sønnen og Ånden kan samarbejde på en måde, der ikke er trinitarisk men ikke som tre Guddomme. Som personer kan de samarbejde som de har lyst, men det er ikke Treenigheden.
10:4.5 (112.8) Husk altid, at det som den Uendelige Ånd gør, er funktionen af Samforeneren. Både Faderen og Sønnen fungerer i og gennem og som ham. Men det ville være formålsløst at forsøge at belyse Treenighedens mysterium; tre som en og i en, og en som to og handlende for to.
10:4.6 (112.9) Treenigheden er relateret til samtlige af universets anliggender, at den må tages med i vores forsøg på at forklare helheden af enhver isoleret kosmisk begivenhed eller personlighedsrelation. Treenigheden fungerer på alle niveauer af kosmos, og det dødelige menneske er begrænset til det endelige niveau; derfor må mennesket være tilfreds med et endelig begreb af Treenigheden som Treenigheden.
10:4.7 (113.1) Som et menneske i kødet bør I betragte Treenigheden i overensstemmelse med jeres individuelle oplysning og i harmoni med reaktioner i jeres sind og sjæl. I ved kun meget lidt om Treenighedens absoluthed, men efterhånden som I opstiger mod Paradis, vil I mange gange opleve forbavselse ved skiftende åbenbaringer og uventede opdagelser af Treenighedens højestehed og ultimativitet, hvis ikke af absolutheden.
5. Treenighedens funktioner
10:5.1 (113.2) De personlige Guddomme har egenskaber, men det er næppe passende, at tale om at Treenigheden har egenskaber. Denne forening af guddommelige væsener kan mere korrekt blive betragtet som havende funktioner, såsom retfærdigheds administration, totalitets standpunkter, samordnet handling, og kosmisk overkontrol. Disse funktioner er aktivt højeste, ultimative, og (indenfor Guddoms begrænsningerne) absolutte hvad angår alle levende virkeligheder med personligheds værdi.
10:5.2 (113.3) Paradistreenighedens funktioner er ikke blot summen af Faderens tilsyneladende guddommeligheds begavelse plus de specialiserede egenskaber som er unikke i Sønnen og Åndens personlige eksistens. Treenigheds sammenslutning af de tre Paradisguddomme resulterer i udviklingen, eventualisering, og guddommeliggørelse af nye betydninger, værdier, styrker, og kapacitet for universel åbenbaring, handling, og administration. Levende foreninger, menneske familier, sociale grupper, eller Paradistreenigheden vokser blot ved aritmetisk sammenlægning. Gruppe potentialet er altid langt ud over den simple sum af egenskaberne hos gruppes individer.
10:5.3 (113.4) Treenigheden opretholder en enestående holdning som Treenighed over for fortiden, nutiden, og fremtiden af hele universet. Og Treenighedens funktioner kan bedst betragtes i forhold til Treenighedens holdning til universet. Sådanne holdninger er samtidige og kan være mangfoldige angående enhver isoleret situation eller begivenhed:
10:5.4 (113.5) 1. Holdning til det endelige. Treenighedens maksimale selvbegrænsning er dets holdning til det endelige. Treenigheden er ikke en person, ej heller er det Højeste Væsen en eksklusiv personalisering af Treenigheden, men den Højeste kommer nærmest til en styrke-personligheds fokusering af Treenigheden, som kan blive forstået af endelige væsener. Derfor taler vi ofte om Treenigheden i forhold til den endelige som Højestehedens Treenighed.
10:5.5 (113.6) 2. Holdning til det Absonitte. Paradistreenigheden tager hensyn til de eksistens niveauer som er mere end endelige, men mindre end absolut, og dette forhold er nogle gange benævnt som Ultimativitetens Treenighed. Hverken den Ultimative eller den Højeste repræsenterer helt Paradistreenigheden, men i en vis egenskabsbestemt forstand og for deres respektive niveauer, hver af dem ser ud til at repræsentere Treenigheden under de førpersonlige udviklingsstadier af erfaringsmæssig styrke.
10:5.6 (113.7) 3. Den Absolutte Holdning hos Paradistreenigheden er i forhold til absolutte eksistenser og kulminerer i den samlede Guddommens handling.
10:5.7 (113.8) Den Uendelige Treenighed involverer den samordnet handling af alle trefoldige forhold af den Første Kilde og Center——ugudelige såvel som gudelige—— og er derfor meget vanskelig at forstå for personligheder. I betragtningen af Treenigheden som uendelig, overse da ikke de syv trefoldigheder; derved undgås visse forståelses vanskeligheder, og visse paradokser kan blive delvis løst.
10:5.8
