paradokset af delen og helheden på personlighedens niveau. Gud elsker hvert enkelt individ som et individuelt barn i den himmelske familie. Men Gud elsker derfor ethvert individ; han gør ingen forskel på personer, og universaliteten af hans kærlighed frembringer tilblivelse af et slægtskab med helheden, det universelle broderskab.
12:7.9 (138.4) Faderens kærlighed individualiserer absolut enhver personlighed som et enestående barn af den Universelle Fader, et barn uden genpart i uendelighed, et vilje væsen uerstattelig i al evighed. Faderens kærlighed glorificerer hvert barn af Guds, oplysende hvert medlem af den himmelske familie, skarpt aftegnende hver enestående personlig væsen op imod de upersonlige niveauer, som ligger udenfor det broderlige kredsløb af Faderen af alt. Guds kærlighed portrætterer bemærkelsesværdigt den ophøjet værdi af ethvert vilje væsen, afslører utvetydigt den høje værdi som den Universelle Fader har placeret på enhver og alle af hans børn fra de højeste skabte personligheder af Paradis status til den laveste personlighed med vilje værdighed blandt de vilde menneskestammer fra menneskehedens begyndelse på en eller anden evolutionær verden i tid og rum.
12:7.10 (138.5) Selve denne Guds kærlighed for de individuelle væsener frembringer tilblivelse af den guddommelige familie af alle individer, det universelle broderskab af Paradisfaderens frie vilje børn. Og dette broderskab, som er universelt, er et forhold af helheden. Broderskab, når det er universelt, beskriver ikke det enkelte forhold, men alle forhold. Broderskab er en realitet af helheden og udtrykker derfor helheds kvaliteter i modsætning til del kvaliteter.
12:7.11 (138.6) Broderskab udgør en kendsgerning om forholdet mellem enhver personlighed i universel eksistens. Ingen personer kan undslippe de fordele eller de uheldige følger, som kan komme som et resultat af forhold til andre personer. Delen profiterer eller lider i forhold til helheden. Ethvert menneskes gode indsatser gavner alle mennesker; hver menneskelig fejltagelse eller ondskab forøger modgangen for alle mennesker. Som delen bevæger sig, således bevæger helheden sig. Som helheden udvikler sig, således udvikler delen sig. De relative hastigheder af delen og helheden afgør hvorvidt delen holdes tilbage i udvikling ved hjælp af helhedens inerti eller er båret fremad af det kosmiske broderskabs momentum.
12:7.12 (139.1) Det er et mysterium, at Gud i så høj en grad er et personlig selvbevidst væsen med beboelses hovedkvarterer, og på samme tid er personlig til stede i sådan et stort univers og personlig i kontakt med næsten et uendelige antal af væsener. At et sådan fænomen er et mysterium udover menneskets forståelse bør på ingen måde formindske jeres tro. Tillad ikke uendelighedens størrelse, evigheden uendelighed og storhed og herlighed af Guds mageløse karakter. at skræmme, vakle, eller tage modet fra jer; for Faderen er ikke ret langt væk fra nogen af jer; han bor i jer, og i ham bevæger vi os alle bogstaveligt, lever vi virkelig og i sandhed har vores væsen.
12:7.13 (139.2) Selv om Paradisfaderen fungerer gennem hans guddommelige skabere og hans skabelses børn, så nyder han også den mest fortrolige indre kontakt med jer, så ophøjet, højst personlig, så det selv er udover min forståelse - dette mystiske fællesskab af Fader fragmentet med den menneskelige sjæl og med det dødelige sind hvor det faktisk bor. Med den viden, du har om disse Guds gaver, så ved i derfor, at Faderen er i tæt kontakt, ikke kun med hans guddommelige medarbejdere, men også med sine evolutionære dødelige børn af tiden. Faderen forbliver ganske vist på Paradis, men hans guddommelige tilstedeværelse bor også i menneskernes sind.
12:7.14 (139.3) Selv om en Søns ånd blev udøst over al levende, selv om en Søn engang boede med jer i ligheden af dødeligt kød, selv om seraferne personlig beskytter og vejleder jer, hvordan kan nogen af disse guddommelige væsener fra den Anden og Tredje Center nogensinde håbe på, at komme nærmere til jer eller til at forstå jer så fuldstændig som Faderen, som har givet en del af sig selv til at være i jer, for at være jeres virkelige og guddommelige, selv jeres evige selv.
8. Materie, sind og ånd
12:8.1 (139.4) ”Gud er ånd,” men Paradis er det ikke. Det materielle univers er altid arenaen hvori alle åndelige aktiviteter finder sted; åndelige væsener og ånde opstigende lever og arbejder på fysiske sfærer af materiel virkelighed.
12:8.2 (139.5) Overdragelsen af kosmisk kraft, det kosmiske tyngdekrafts domæne, er Paradis Øens funktion. Al oprindelig kraft-energi udgår fra Paradis, og materien, for tilblivelsen af utallige universer som nu cirkulerer i hele mesteruniverset i form af en supertyngdekraft tilstedeværelse, udgør kraftladningen af det gennemtrængte rum.
12:8.3 (139.6) Uanset af hvilken kraft omskabelser i de fjerntliggende universer, efter at være udgået fra Paradiset, vil det vedblivende rejse videre, med forbehold af uendelig, allestedsnærværende, aldrig svigtende træk fra den Evige Ø, trofast og i følge sin natur for altid svingende rundt på universernes evige rumbaner. Fysisk energi er den en virkelighed, som er sand og trofast i dets lydighed mod universel lov. Kun inden for områderne af væsen vilje har der været afvigelse fra de guddommelige stier og de oprindelige planer. Styrke og energi er universelle beviser på stabilitet, bestandighed, og evighed i den centrale Ø af Paradis.
12:8.4 (139.7) Overdragelsen af ånd og åndeliggørelse af personligheder, domænet for åndelig tyngdekraft, er den Evige Søns område. Og denne Sønnens åndetyngdekraft, som altid trækker alle åndelige virkeligheder til sig, er lige så virkelig og absolut som det almægtige materielle greb af Paradis Øen. Men materielt sindet mennesker er naturligvis mere fortrolig med de materielle manifestationer af en fysisk natur end med de lige så virkelige og mægtige operationer af en åndelig natur som kun er synlig ved hjælp af sjælens åndelige indsigt.
12:8.5 (140.1) Efterhånden som sindet fra enhver personlighed i universet bliver mere åndeligt - Guddommelig - så bliver det mindre påvirkelig til materiel tyngdekraft. Virkeligheden, målt ved reaktion på fysisk tyngdekraft, er antitesen af virkeligheden, som bestemt ved kvaliteten af ånde indhold. Den fysiske tyngdekraft er en kvantitativ angivelse af den energi som ikke er ånd; den åndelig tyngdekrafts handling er det kvalitative mål af guddommelighedens levende energi.
12:8.6 (140.2) Hvad Paradiset er til den fysiske skabelse, og hvad den Evige Søn er til det åndelige univers, er Samforeneren til sindets områder - det intelligente univers af materielle, morontielle, og åndelige væsener og personligheder.
12:8.7 (140.3) Samforeneren reagere til både materielle og åndelige virkeligheder og bliver derfor i følge sin natur den universelle minister til alle intelligente væsener, væsener som kan repræsentere en forening af både de materielle og åndelige faser af skabelsen. Intelligens begavelse, tjeneste til det materielle og det åndelige i sindsfænomenet, er udelukkende Samforenerens domæne, som på denne måde bliver partner af det åndelige sind, morontia sindets essens, og indholdet af det materielle sind fra de evolutionære væsener i tiden.
12:8.8 (140.4) Sindet er den metode, hvorved åndelige virkeligheder bliver erfaringsmæssige til væsen personligheder. Og i sidste analyse er de samlede muligheder af selve det menneskelige sind, evnen til at koordinere ting, ideer, og værdier, overmaterielle.
12:8.9 (140.5) Skønt det næppe er muligt for det dødelige sind at opfatte de syv niveauer af relativ kosmisk virkelighed, så bør det menneskelige intellekt være i stand til at forstå meget af betydningen af tre fungerende niveauer af den finite virkelighed:
12:8.10 (140.6) 1. Materie. Organiseret energi som er genstand for lineær tyngdekraft undtagen når det er modificeret af bevægelse og betinget af sind.
12:8.11 (140.7) 2. Sind. Organiseret bevidsthed som ikke helt er underlagt materiel tyngdekraft, og som virkelig bliver befriet når det modificeres af ånd.
12:8.12 (140.8) 3. Ånd. Den højeste personlige virkelighed. Ægte ånd er ikke underlagt
