af universet og opnåelsen af den væsentligste ligevægt er løst; når han har formet en effektiv og samarbejdende fællesskab med sin kompletterende Datter til den Uendelige Ånd - så indleder denne Universsøn og dennes Universånd den forbindelse, som er beregnet til at give oprindelse af utallige skarer af børn til dem i lokaluniverset. I forbindelse med denne begivenhed bliver den Skabende Ånds fokusering af Paradisets Uendelige Ånd ændret i sin natur og tilegner sig de personlige egenskaber af et lokalunivers Moderånd.
21:2.10 (236.8) På trods af, at alle Skabersønner er guddommelige ligesom deres Paradisforældre ligner ingen eksakt hinanden; hver og en er unik, forskellig, enestående og oprindelig såvel i natur som personlighed. Og eftersom de er arkitekter for og beslutningstagerne af livsplanerne i deres respektive riger, garanterer denne forskellighed netop, at deres domæner også bliver forskellige i hver form og fase af levende eksistens som nedstammer fra Mikaelerne og som kan skabes eller senere udvikles der. Derfor er de klasser af væsener som er indfødte i lokaluniverserne meget varieret. Der findes ikke to lokale universer som administreres eller bebos af i alle henseender identiske indfødte væsener med tofoldig oprindelse. Indenfor hver superunivers er halvdelen af deres medfødte egenskaber temmelig ens, værende nedstammende fra de ensartede Skabende Ånder; den anden halvdel variere, værende nedstammende fra de forskelligartede Skabersønner. Men sådan en mangfoldighed karakterisere ikke de skabte væsener som kun nedstammer fra den Skabende Ånd, eller de importerede væsener som er født i centraluniverset eller i superuniverserne.
21:2.11 (237.1) Når en Mikael søn er fraværende fra sit univers ledes dets regering af det første, førstefødte væsen; den Klare Morgenstjerne, lokaluniversets administrerende udøver. Råd og rådgivning fra Dagenes Forende er uvurderlig ved disse tider. Under disse fravær kan en Skabersøn overføre til den associerede Moderånd overvågningen af hans åndelige tilstedeværelse i de beboede verdner og i hjerterne på hans dødelige børn. Og Moderånden i et lokalunivers forbliver altid i dets hovedkvarter. Derfra udstrækker hun sin opfostrende omsorg og åndelig pleje til de fjerneste egne af sådan et evolutionær domæne.
21:2.12 (237.2) En Skabersøns personlig tilstedeværelse i sit lokalunivers er ikke nødvendig for at en etableret materiel skabelse kan fungere smidigt. Disse Sønner kan rejse til Paradiset, og alligevel kredser deres universer videre gennem rummet. De kan lægge magtens tøjler ned for at inkarnere som tidens børn, og alligevel roterer deres riger rundt omkring deres respektive centre. Ingen materiel organisation er uafhængig af grebet Paradisets absolutte tyngdekraft eller af den kosmiske overkontrol som er indbygget i den Egenskabsløse Absoluttets rumtilstedeværelse.
3. Lokaluniversernes suverænitet
21:3.1 (237.3) En Skabersøn tildeles et område for et univers med Paradistreenighedens godkendelse og med bekræftelse af den overvågende Mesterånd for det omhandlende superunivers. Denne handling medfører retten til fysisk besiddelse, en kosmisk forpagtningsret. Men ophøjelsen af en Mikael Søn fra dette første og selvbegrænsende stadium af herredømme til det erfaringsmæssige overherredømme af selvfortjent suverænitet er et resultat af hans egne personlige erfaringer af arbejdet med at skabe et univers og gennemføre inkarnationsoverdragelser. Indtil han har opnået overdragelses fortjent suverænitet hersker han som stedfortræder for den Universelle Fader.
21:3.2 (237.4) En Skabersøn kan når som helst hævde fuld suverænitet over sin personlige skabelse, men han vælger klogelig ikke at gøre det. Hvis han, inden han har gennemgået overdragelserne som skabt væsen, påtog sig en ufortjent højeste suverænitet ville Paradispersonlighederne som er bosat i hans lokalunivers trække sig tilbage. Dette er imidlertid aldrig sket nogetsteds i alle tidens og rummets skabelser.
21:3.3 (237.5) Stillingen som Skaber indebærer fuld suverænitet, men Mikaelerne vælger erfaringsmæssigt at tjene den og bevare dermed den fulde deltagelse af alle Paradispersonligheder som er knyttet til lokaluniversets administration. Vi kender ikke til nogen Mikael som nogensinde har gjort anderledes; med de kunne alle gøre det, for de er Sønner med virkelig fri vilje.
21:3.4 (237.6) En Skabersøns suverænitet i et lokalunivers passere gennem seks, måske syv stadier af erfaringsmæssig manifestation. Disse fremtræder i følgende rækkefølge:
21:3.5 (237.7) 1. Indledende stedfortræder suverænitet - den enlige, provisoriske myndighed som udøves af en Skabersøn inden den associerede Skabende Ånd har erhvervet personlige egenskaber.
21:3.6 (237.8) 2. Fælles stedfortræder suverænitet - Paradis parrets forenede styre efter at Universets Moderånd har opnået personlighed.
21:3.7 (238.1) 3. Tiltagende stedfortræder suverænitet - en Skabersøns voksende myndighed under perioden for hans syv overdragelser som skabt væsen.
21:3.8 (238.2) 4. Højeste suverænitet - den etablerede myndighed efter fuldførelsen af den syvende overdragelse. I Nebadon dateres højeste suverænitet sig fra fuldførelsen af Mikaels overdragelse på Urantia Den har eksisteret i kun lidt over nittenhundrede år af jeres planetariske tid.
21:3.9 (238.3) 5. Tiltagende højeste suverænitet - det avancerede forhold som vokser frem af at et flertal af de skabte væseners verdner etableres i lys og liv. Denne fase henfører sig til den uopnåede fremtid i jeres lokalunivers.
21:3.10 (238.4) 6. Trinitarisk suverænitet - som udøves efter at hele lokaluniverset etableres i lys og liv.
21:3.11 (238.5) 7. Uåbenbaret suverænitet - de ukendt forhold i en fremtidens universtidsaldre.
21:3.12 (238.6) I anerkendelse af den indledende stedfortræder suverænitet for et planlagt lokalunivers, aflægger en Skaber Mikael en ed til Treenigheden på, at han ikke antager højeste suverænitet inden de syv overdragelser som skabt væsen er fuldført og blevet bekræftet af superuniversets herskere. Men hvis en Mikael Søn ikke kunne, om han så ville, hævde en sådan ufortjent suverænitet, så ville der ikke være nogen mening i at aflægge en ed på ikke at gøre det.
21:3.13 (238.7) Selv under de tidsaldre som foregår før overdragelserne styrer en Skabersøn sit område næsten i højeste grad, når der ikke findes nogle meningsforskelle i nogen af dets dele. Begrænsninger i herredømme ville næppe vise sig hvis suveræniteten aldrig blev udfordret. Den suverænitet som udøves af en Skabersøn før overdragelserne og i et univers uden oprør, er ikke større end i et univers med oprør; men i det første tilfælde er suverænitetens begrænsninger ikke åbenbaret; i det senere tilfælde er de det.
21:3.14 (238.8) Hvis en Skabersøns autoritet eller forvaltning nogensinde er udfordret, angrebet eller bragt i fare, er han evigt forbundet med at opretholde, beskytte, forsvare og om nødvendigt, genvinde sin personlige skabelse. Disse Sønner kan kun besværes eller antastet af væsener som de selv har skabt eller af højere væsener som de selv har valgt. Man kunne konkludere, at det er usandsynligt, at ”højere væsener,” de som har deres oprindelse på niveauer ovenover et lokalunivers, ikke ville forårsage uro for en Skabersøn, og det er sandt. Men de kan hvis de vælger at gøre det. Dyd er viljebestemt i personligheden; retfærdigheden er ikke automatisk i skabte væsener med fri vilje.
21:3.15 (238.9) Før fuldførelsen af overdragelses karrieren regerer en Skabersøn med visse selvpåtaget begrænsninger i suveræniteten, men efter sin afsluttede overdragelsestjeneste, regerer han i kraft af sin faktiske erfaring i sine mangfoldige skabte væseners form og billede. Når en Skaber syv gange har aflagt besøgt hos sine skabte, når overdragelses karrieren er afsluttet, så er han i højeste grad etableret i sin autoritet i universet; han er blevet en Mestersøn, en suveræn og højeste hersker.
21:3.16 (238.10) Fremgangsmåden for at opnå højeste suverænitet i et lokalunivers består af følgende syv erfaringsmæssige
