den skikkelse som væsenerne på det omhandlende niveau er.
21:3.18 (238.12) 2. At erfaringsmæssigt at indvie sig til hver fase i Paradisguddommens syvfoldige vilje således som den personificeres i de syv Herskerånder.
21:3.19 (239.1) 3. At gennemgå hver og en af de syv erfaringen på de skabtes niveauer samtidigt med udførelse af en af de syv indvielser til Paradisguddommens vilje.
21:3.20 (239.2) 4. At på hvert væsenniveau, erfaringsmæssigt, at portrætterer højdepunktet af væsen livet for Paradisguddommen og alle universet intelligenser.
21:3.21 (239.3) 5. At på hvert væsenniveau, erfaringsmæssigt, at åbenbare en fase af Guddommens syvfoldige vilje for overdragelsesniveauet og for hele universet.
21:3.22 (239.4) 6. At erfaringsmæssigt at forene den syvfoldige væsen erfaring med den syvfoldige erfaring af helligelsen til åbenbarelsen af Guddommens væsen og vilje.
21:3.23 (239.5) 7. At opnå et nyt og højere forhold til det Højeste Væsen. Eftervirkningen af hele denne Skabers og skabtes erfaring forstærker Gud den Højestes superunivers virkelighed og den Almægtige Højestes suverænitet i tid og rum samt virkeliggør den høje suverænitet i et lokalunivers for en Paradis Mikael.
21:3.24 (239.6) I fastsættelsen om suverænitet i et lokalunivers demonstrerer Skabersønnen ikke kun sin egen duelighed i at regere men åbenbarer også Paradisguddommenes natur og portrætterer deres syvfoldige holdning. Dette er den begrænsede forståelse og de skabtes påskønnelse af Faders overhøjhed, som det drejer sig om, når Sønnen i sit eventyrlige foretagende nedstiger for at påtage sig sine skabte væseners form og erfaring. Disse primære Paradissønner er de virkelige åbenbarer af Faderens kærlige væsen og godtgørende myndighedt, den samme Fader som sammen med Sønnen og Ånden er det universelle overhovedet for al magt og personlighed og alle regeringer overalt i alle universelle riger.
4. Mikaelernes overdragelser
21:4.1 (239.7) Der findes syv grupper af Skabersønner, som overdrager sig. De grupperes i henhold til det antal gange de har overdraget sig til de skabte i deres verdner. De strækker sig fra dem med den første erfaring op gennem yderligere fem sfærer af progressiv overdragelse til de opnår den syvende og afsluttende episode i den skabtes og Skaberens erfaring.
21:4.2 (239.8) Avonalernes overdragelser sker altid i kødelige væseners skikkelse, men en Skabersøns syv overdragelser indebær at han fremkommer på syv af de skabtes væsenniveauer og gælder åbenbarelsen af de syv primære udtryk for Guddommens vilje og væsen. Uden undtagelse gennemgår alle Skabersønner dette at de syv gange giver sig selv til deres skabte børn inden de påtager sig etablering og højeste beslutningsret i de universer som de selv har skabt.
21:4.3 (239.9) Selv om disse syv overdragelser varierer i forskellige sektorer og universer inkluderer de altid eventyret med overdragelsen i dødelig form. Ved den afsluttende overdragelse fremstår en Skabersøn som medlem af en af de dødeliges højere racer i en eller anden beboet verden, sædvanligvis som medlem af den gruppe som har fået den største mængde arvelige egenskaber fra Adams slægt, som tidligere var importeret for at forbedre den fysiske tilstand for folk med oprindelse i dyreriget. Kun en gang under hans syvfoldige karrierer som overdragelses Søn fødes en Paradis Mikael af en kvinde, som I har beskrivelse om barnet i Betlehem. Kun en gang lever og dør han som medlem af den laveste klasse af evolutionære viljevæsener.
21:4.4 (239.10) Efter hver overdragelse stiger en Skabersøn op til ”Faderens højre side” for der at modtage Faderens godkendelse af overdragelsen og for at få instruktioner i forberedelse til det efterfølgende forløb i universtjeneste. Efter den syvende og afsluttende overdragelse modtager en Skabersøn af den Universelle Fader højeste autoritet og domsmyndighed i sit univers.
21:4.5 (240.1) Det er dokumenteret, at den guddommelige Søn som senest fremstod på jeres planet var en Paradisets Skabersøn som havde fuldført seks faser af sit overdragelses livsforløb; derfor kunne han, da han opgav det bevidste greb om sit inkarnerede liv på Urantia, sandelig sige, hvilket han også gjorte: ” Det er fuldbyrdet.” Det var bogstaveligt fuldbyrdet. Hans død på Urantia afsluttede hans overdragelses livsforløb; det var det sidste skridt i opfyldelsen af en Paradisets Skabersøns hellige ed. Og når denne erfaring er erhvervet er disse Sønner højeste herskere i universet; de hersker ikke længere som Faderens stedfortrædere men med egen ret og i eget navn som ”Kongernes Konge og Herrernes herre”. Med visse angivne undtagelser er disse syvfoldige Overdragelses Sønner de ubetinget højeste i de universer, hvor de har deres bolig. Vedrørende hans lokalunivers er ”al magt i himlen og på jorden” overgivet til denne sejrende og tronende Mestersøn.
21:4.6 (240.2) Efter at de har afsluttet deres overdragelses livsforløb regnes Skabersønnerne som en særskilt klasse: de syvfoldige Mestersønner. I deres person er Mestersønnerne identiske med Skabersønnerne, men de har gennemgået en så unik overdragelses oplevelse at de almindeligvis anses for at tilhøre en anden klasse. Når en Skaber værdiges for at gennemføre en overdragelse, bliver følgen en virkelig og bestående forandring. Det er sandt at overdragelses sønnen vedvarende og ikke desto mindre er en Skaber, men han har lagt et skabt væsens erfaring til sin natur, hvilket for evigt flytter ham fra en Skabersøns guddommelige niveau og ophøjer ham til det erfaringsmæssige niveau for en Mestersøn, en som fuldt har fortjent retten til at herske over et univers og administrere dets verdener. Sådanne væsener legemliggøre alt, som kan fås af guddommelige forældre og omslutter alt, som stamme fra at få erfaring som fuldbyrdet skabt væsen. Hvorfor skulle mennesker begræde deres ydmyge oprindelse og deres påtvungne evolutionære karriere, når selveste Guderne må gå gennem en tilsvarende erfaring inden de regnes som erfaringsmæssigt værdige og kompetente for til sidst og helt at herske over deres universdomæner!
5. Mestersønnernes forhold til universet
21:5.1 (240.3) En Mester Mikaels styrke er ubegrænset, fordi den stammer fra oplevet association med Paradistreenigheden og ubestridt, fordi den stammer fra faktisk erfaring som selve de væsener, der er underlagt denne selvsamme myndighed. En syvfoldig Skabersøns suverænitet er højest i sin natur fordi den:
21:5.2 (240.4) 1. Omfavner Paradisguddommens syvfoldige synsvinkel.
21:5.3 (240.5) 2. Indbefatter den syvfoldige holdning hos tidens og rummets skabte væsener.
21:5.4 (240.6) 3. Perfekt syntetiserer Paradisets attitude og de skabtes synsvinkel.
21:5.5 (240.7) Denne erfaringsmæssige suverænitet indeholder således hele Gud den Syvfoldiges guddommelighed, som kulminerer i det Højeste Væsen. En syvfoldig Søns personlige suverænitet er ligesom den en gang afsluttet Højeste Væsens fremtidige suverænitet og omfatter således det største mulige indhold af Paradistreenighedens magt og myndighed, som kan komme til udtryk indenfor de pågældende tid-rum grænser.
21:5.6 (240.8) Når en Mikael Søn opnår højeste suverænitet i lokaluniverset forløses han fra kraften og muligheden til under den nuværende universtidsaldre, at skabe helt nye typer af væsener. Men en Mestersøns tab af kraft til at grundlægge helt nye klasser af væsener indvirker på ingen måde på arbejdet med livs udformningen som allerede er etableret og som befinder sig i udviklingsprocessen; dette enorme program for universets evolution fortsætter uden afbrydelse eller indskrænkning. Når en Mestersøn opnår højeste suverænitet medfører dette ansvaret for personlig hengivelse til at fostre og administrere det, som allerede er formet og skabt og det som senere vil blive produceret af dem, som dertil er blevet formet og skabt. Med tiden kan det fremkomme en næsten endeløs udvikling af forskellige væsener, men ingen helt nye mønstre eller typer af intelligente væsener vil herefter få
