0:5.11 (9.1) Personlighed. Det dødelige menneskes personlighed er hverken krop, sind, eller ånd; det er heller ikke sjælen. Personligheden er den ene uforanderlige virkelighed i en ellers altid forandrende skabnings erfaring; og den forener alle andre associerede faktorer af individualitet. Personligheden er den enestående overdragelse som den Universelle Fader påfører de levende og tilhørende energier af stof, sind, og ånd, og som overlever sammen med den morontielle sjæls overlevelse.
0:5.12 (9.2) Morontia er et udtryk, der refererer til et umådelig bredt niveau som ligger mellem det materielle og det åndelige. Det kan betegne personlige eller upersonlige virkeligheder, levende eller ikke levende energier. Det morontielle klæde er åndelig; dets islæt er fysisk.
VI. Energi og mønster
0:6.1 (9.3) Enhver og alle ting der reagerer på Faderens personligheds kredsløb, kalder vi personlig. Enhver og alle ting der reagerer på Sønnens ånds kredsløb, kalder vi ånd. Enhver og alt der reagerer på Samforenerens sinds kredsløb, kalder vi sind, sind som en egenskab af den Uendelige Ånd — sind i alle dets faser. Enhver og alt der reagerer på det materielle tyngdekrafts kredsløb centreret i Paradisets nedre del, kalder vi stof — energistof i alle dets forvandlingsstadier.
0:6.2 (9.4) ENERGI bruger vi som et altomfattende udtryk anvendt til åndelige, mentale, og materielle områder. Kraft er stort set også således anvendt. Styrke er sædvanligvis begrænset til betegnelsen af det elektroniske niveau for materielle eller lineær tyngdekrafts reagerende stof i storuniverset. Styrke er også brugt til at angive suverænitet. Vi kan ikke følge jeres generelle anerkendte definitioner af kraft, energi, og magt. Der er en knaphed i sproget så vi må tilskrive flere betydninger til disse udtryk.
0:6.3 (9.5) Fysisk energi er et udtryk betegnende all faser og former af fænomenal bevægelse, handling, og potentiale.
0:6.4 (9.6) Når vi diskuterer manifestationer af fysisk energi, bruger vi sædvanligvis udtrykkene kosmisk kraft, emergent energi, og univers styrke. Disse er ofte anvendt som følger:
0:6.5 (9.7) 1. Kosmisk kraft indbefatter alle energier stammende fra den Egenskabsløse Absolutte men som endnu ikke reagerer på Paradisets tyngdekraft.
0:6.6 (9.8) 2. Emergent energi indbefatter alle energier som reagerer på Paradisets tyngdekraft men som endnu ikke er påvirkelige af lokal eller lineær tyngdekraft. Dette er energi materiens præ-elektroniske niveau.
0:6.7 (9.9) 3. Univers styrke inkluderer alle former for energi der, mens de stadig reagerer på Paradisets tyngdekraft, er direkte reagerende på lineær tyngdekraft. Dette er det elektroniske niveau af energi-materie og alle efterfølgende udviklinger deraf.
0:6.8 (9.10) Sind er et fænomen som indebær aktivitetstilstedeværelse af levende tjenester foruden forskellige slags energi systemer; og dette er sandt på alle intelligens niveauer. I personligheden, intervenerer sindet altid imellem ånd og materie; derfor er universet oplyst af tre slags lys: materielt lys, intellektuelt indsigt, og ånds klarhed.
0:6.9 (10.1) Lys — ånds klarhed — er et ord symbol, en talemåde, som betyder personligheds manifestation karakteristisk for åndelige væsener af forskellige ordner. Denne lysende udstråling er på ingen måde forbundet hverken til den intellektuelle indsigt eller til manifestationer af fysisk lys.
0:6.10 (10.2) MØNSTER kan blive projekteret som materiale, åndelig, eller mentalt, eller enhver kombination af disse energier. Det kan gennemtrænge personligheder, identiteter, væsener, eller ikke levende materie. Men mønster er mønster og forbliver mønster; kun kopier er mangedobbelt.
0:6.11 (10.3) Mønster kan konfigurere energi, men det kan ikke kontrollere det. Tyngdekraft er den eneste kontrol af energi-materie. Hverken rum eller mønster reagerer på tyngdekraft, men der er ingen forbindelse mellem rum og mønster; rum er hverken mønster eller potentiel mønster. Mønster er en konfiguration af virkeligheden der allerede har betalt al tyngdekrafts gæld; ethvert mønsters virkelighed består af dets energier, dets sind, ånd eller materielle bestanddele.
0:6.12 (10.4) I kontrast til aspektet af det totale, afslører mønstret energiens og personlighedens individuelle aspekt. Personligheds eller identitets former er mønstre som resulterende fra energi (fysisk, åndelig, eller mentalt) men er ikke iboende deri. Denne egenskab af energien eller af personligheden, som er årsag til dets fremkomst kan tilskrives Gud — Guddommen — til Paradisets kraft begavelse, til sameksistensen af personlighed og styrke.
0:6.13 (10.5) Mønster er et mester design fra hvilken kopier er skabt. Det Evige Paradis er mønstrets absolutte; den Evige Søn er mønster personligheden; den Universelle Fader er den direkte stamfader - kilde til begge. Men Paradiset overdrager ikke mønster, og Sønnen kan ikke overdrage personlighed.
VII. Det højeste væsen
0:7.1 (10.6) Mesteruniversets guddommelige mekanisme er dobbelt hvad angår evighedens forhold. Gud Faderen, Gud Sønnen, og Gud Ånden er evige—er eksistentielle væsener — mens Gud den Højeste, Gud den Ultimative, og Gud den Absolutte er aktualiserende Guddomspersonligheder af de post-Havona perioder i tid og rum og af tid og rum transcenderet sfærer af mesteruniversets evolutionære ekspansion. Disse aktualiserende Guddomspersonligheder er fremtids evige fra det tidspunkt, hvor og når de styrkepersonaliserer sig i de voksende universer gennem teknikken af erfaringsmæssige aktualisering af de evige Paradisguddommes associative - skabende potentialer.
0:7.2 (10.7) Guddommen er derfor, dobbelt i tilstedeværelse:
0:7.3 (10.8) 1. Eksistentiel - væsener af evig eksistens, fortid, nutid, og fremtid.
0:7.4 (10.9) 2. Erfaringsmæssige - væsener som er aktualiserende i post-Havona nutid men som har en uendelig eksistens igennem al fremtids evighed.
0:7.5 (10.10) Faderen, Sønnen og Ånden er eksistentielle - eksistentiel i virkeligheden (selvom alle potentialer formodentlige er eksperientiel). Den Højeste og den Ultimative er helt eksperientiel. Guddomsabsoluttet er eksperientiel i aktualiseringen men eksistentiel i potentialiteten. Guddommen er i sit væsen evig, men kun Guddommens tre originale personer er egenskabsløse evige. Alle andre Guddomspersonligheder har en oprindelse, men de er evige i deres skæbne.
0:7.6 (10.11) Efter at Faderen har opnået eksistentiel Guddoms udtryk af sig selv i Sønnen og Ånden, opnår han nu eksperientiel udtryk på hidtil upersonlige og uåbenbarede guddoms niveauer som Gud den Højeste, Gud den Ultimative og Gud den Absolutte; men disse erfaringsmæssige Guddomme eksisterer ikke fuldt ud endnu; de er i en proces af virkeliggørelse.
0:7.7 (11.1) Gud den Højeste i Havona er den treenige Paradisguddoms personlige ånds refleksion. Dette associative Guddoms forhold undergår nu en skabende ekspansion udad i Gud den Syvfoldige og forenes i syntese i den Almægtige Højestes erfaringsmæssige styrke i storuniverset. Paradisguddommen, eksistentiel som tre personer, udvikles således erfaringsmæssigt i to faser af Højesteheden, mens disse dobbelte faser forenes i styrke-personlighed som en Herre, det Højeste Væsen.
0:7.8 (11.2) Den Universelle Fader opnår fri vilje frigørelse fra uendelighedens bånd og evighedens lænker gennem treenighedsgørelsens teknik, trefoldig guddomspersonalisering. Det Højeste Væsen udvikles allerede nu som en underevig personlighedsforening af de syvfoldige guddomsmanifestationer i storuniversets tid og rum område.
0:7.9 (11.3) Det Højeste Væsen er ikke en direkte skaber, med undtagelse af at
