er guddomskorrigeren og syntetiseren af tid og rum guddommeligheden, af treenig Paradisguddom i erfaringsmæssig forening med tiden og rummets Højeste Skabere. Når endeligheden er aktualiseret, vil denne evolutionære Guddom udgøre den evige fusion af det finite og det infinite—den evige og uopløselige forening af erfaringsmæssig styrke og ånds personlighed.
0:7.10 (11.4) Al tid og rum finit virkelighed er, under den ledende drift af det udviklende Højeste Væsen, engageret i en altid opadstigende mobilisering og perfektionerende forening (syntese af styrke-personlighed) af alle faser og værdier af den finite virkelighed, i forening med forskellige faser af Paradisvirkelighed, for til syvende og sidst og med det efterfølgende formål at forsøge at nå superskabningens opnåelse af absonitte niveauer.
Vlll. Gud den syvfoldige
0:8.1 (11.5) For at opveje den endelige status og for at kompensere for de skabtes begrænsede begrebsopfattelse, har den Universelle Fader etableret de evolutionære skabningers syvfoldige tilnærmelse til Guddommen;
0:8.2 (11.6) 1. Paradisets Skabersønner.
0:8.3 (11.7) 2. Dagenes Ældste.
0:8.4 (11.8) 3. De Syv Mesterånder.
0:8.5 (11.9) 4. Det Højeste Væsen.
0:8.6 (11.10) 5. Gud Ånden.
0:8.7 (11.11) 6. Gud Sønnen.
0:8.8 (11.12) 7. Gud Faderen.
0:8.9 (11.13) Denne syvfoldige guddomspersonalisering i tid og rum og til de syv superuniverser gør det dødelige menneske i stand til at opnå tilstedeværelse af Gud, som er ånd. Denne syvfoldige Guddom, som for de finite tid og rum skabninger engang vil være styrke-personaliseret i det Højeste Væsen, er den aktive Guddom af de dødelige evolutionære skabninger under deres opstigende karriere til Paradiset. Sådan en erfaringsmæssig opdagelses-karriere af realiseringen af Gud begynder med genkendelse af guddommeligheden i Skabersønnen i et lokalunivers og fortsætter op gennem Dagenes Ældste i superuniverset og videre gennem en af de Syv Mester Ånders personer til opnåelsen af opdagelsen og anerkendelsen af den Universelle Faders guddommelige personlighed på Paradiset.
0:8.10 (12.1) Storuniverset er den trefoldige Guddoms domæne af Treenigheden af Højesteheden, Gud den Syvfoldige, og det Højeste Væsen. Gud den Højeste er potentiel i Paradistreenighed, fra hvilken hans personlighed og åndeegenskaber nedstammer; men han undergår nu aktualisering i Skabersønnerne, Dagenes Ældste, og Mesterånderne, hvorfra hans suverænitet som Almægtig til superuniverserne af tid og rum nedstammer. Denne styrke manifestation af de evolutionære skabningers umiddelbare Gud i tid og rum udvikler sig i virkeligheden samtidig med disse. Den Almægtige Højeste, der udvikler sig på de upersonlige aktiviteters værdiniveauet, og Gud den Højestes åndeperson er en virkelighed — Det Højeste Væsen.
0:8.11 (12.2) Skabersønnerne indenfor Gud den Syvfoldiges guddomssammenslutning stiller den mekanisme til rådighed hvorved de dødelige bliver udødelige og det endelige opnår omfavnelse af det uendelige. Det Højeste Væsen stiller teknikken til rådighed for mobiliseringen af styrke og personlighed, den guddommelige syntese, af alle disse mangfoldige transaktioner, hvilket således gør det muligt for det endelige at opnå det absonitte, samt gennem andre mulige fremtids aktualiseringer, at forsøge opnåelsen af det Ultimative. Skabersønnerne og deres tilknyttede Guddommelige Ministre er deltagere i denne højeste mobilisering, men Dagenes Ældste og de Syv Mesterånder er sandsynligvis for evigt fastsat som permanente administratorer i storuniverset.
0:8.12 (12.3) Gud den Syvfoldiges funktion daterer sig fra organisationen af de syv superuniverser, og den vil sandsynligvis udvide sig i forbindelse med fremtidens evolution af skabelserne af det ydre rum. Organisationen af disse fremtidens universer af det første, andet, tredje, og fjerde rum niveauer af fremadskridende evolution vil utvivlsomt bevidne indvielsen af den transcendente og absonitte tilnærmelse til Guddommen.
IX. Gud den ultimative
0:9.1 (12.4) Så som det Højeste Væsen gradvis udvikler sig fra den forudgående guddommeligheds begavelse af det omfattende storunivers potentiale af energi og personlighed, så eventualiserer Gud den Ultimative ud fra guddommelighedens potentialer indenfor storuniversets transcenderede tid og rum domæner. Den Ultimative Guddoms aktualisering signalerer absonit forening af den første erfaringsmæssige Treenighed og betyder forenet guddomsekspansion på det andet niveau af skabende selvvirkeliggørelse. Dette udgør personlighed - styrke ækvivalenten til den erfaringsmæssige guddomsaktualisering i universet af Paradis absonitte virkeligheder på de eventualiserende niveauer af transcenderede tid og rum værdier. Færdiggørelsen af en sådan erfaringsmæssig udvikling er udtænkt til at yde den ultimative tjeneste-skæbne for alle tid og rum væsener som har opnået absonitte niveauer igennem den fuldstændige forståelse af det Højeste Væsen og gennem Gud den Syvfoldiges tjenester.
0:9.2 (12.5) Gud den Ultimative er betegnede for personlig Guddom fungerende på de guddommelige niveauer af det absonitte og på supertidens og det transcenderet rum af universets sfærer. Den Ultimative er en superhøj eventualisering af Guddommen. Den Højeste er Treenighedsforeningen som finite væsener forstår; den Ultimative er foreningen af Paradistreenigheden som absonitte væsener forstår.
0:9.3 (13.1) Gennem den evolutionære Guddommens mekanisme er den Universelle Fader faktisk nu engageret i den formidable og forbløffende handling af personligheds fokusering og styrke mobilisering, på deres respektive betydnings-niveauer i universet, af det finite, det absonitte og selv af det absoluttes guddommelige virkeligheds værdier.
0:9.4 (13.2) De første tre Paradisguddomme med evig fortid — den Universelle Fader, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd — vil i den evige fremtid, være personligheds-suppleret gennem den erfaringsmæssige aktualisering af de associerede evolutionære Guddomme — Gud den Højeste, Gud den Ultimative, og muligvis Gud den Absolutte.
0:9.5 (13.3) Gud den Højeste og Gud den Ultimative, som nu udvikler sig i de erfaringsmæssige universer, er ikke eksistentiel—evig fortid, kun fremtids evige, tid og rum betinget og transcendental betinget evige. De er Guddomme med højeste, ultimative, og sandsynligvis højeste - ultimative egenskaber, men de har en oplevet historisk oprindelse i universet. De vil aldrig få en afslutning, men de har helt sikkert personligheds begyndelser. De er i virkeligheden aktualiseringer af evige og uendelige Guddomspotentialer, men selv er de hverken ubetinget evige eller uendelige.
X. Gud den absolutte
0:10.1 (13.4) Der er mange træk i den Guddomsabsoluttes evige virkelighed som ikke fuldstændig kan forklares til det tid og rum finite sind, men Gud den Absoluttes aktualisering ville blive en følge af foreningen af den anden erfaringsmæssige Treenighed, den Absolutte Treenighed. Dette ville udgøre den erfaringsmæssige virkeliggørelse af absolut guddommelighed, foreningen af absolutte betydninger på absolutte niveauer, men vi er ikke sikker på omfanget af alle absolutte værdier, da vi ikke på noget tidspunkt er blevet informeret om at den Egenskabsbestemte Absolutte er ækvivalent til den Infinite. Superultimative skæbner er involveret i absolutte betydninger og uendelig spiritualitet, og uden begge af disse uopnåede virkeligheder kan vi ikke etablere absolutte værdier.
0:10.2 (13.5) Gud den Absolutte er målet for virkeliggørelsens - opnåelse for alle superabsonitte væsener, men Guddomsabsoluttets styrke og personligheds potentiale transcenderer vores koncept, og vi tøver med at debattere disse virkeligheder som er så langt væk fra erfaringsmæssig aktualisering.
XI. De tre absolutter
0:11.1
