"Hans forståelse er infinit og hans storhed er uransagelig." Det blændende lys fra Faderens væsen er sådan, at han for sine ydmyge væsener tilsyneladende ser ud til at "opholder sig i det tætteste mørke." Ikke kun er hans tanker og planer uransagelige, men "han udretter store og vidunderlige gerninger flere end nogen kan tælle." "Gud er stor; vi forstår ham ikke, og ej heller kan man udregne hvor gammel han er." "Vil Gud virkelig bo på jorden? Se, himlen (universet) og himlernes himmel (universernes univers) kan ikke rumme ham." "Hvor uransagelige er ikke hans domme og hans måde at løse tingene på!”
2:1.2 (34.1) ”Der er kun en Gud, den infinite Fader, som også er en trofast Skaber.” "Den guddommelige Skaber er også den Universelle Disponerer, sjælenes kilde og skæbne. Han er den Højeste Sjæl, det Oprindelige Sind, og den Ubegrænset Ånd i hele skabelsen.” "Den Store Overvåger gør ingen fejltagelser. Han er lysende i sin majestæt og sin herlighed.” Gud Skaberen er fuldstændig blottet for frygt og fjendskab. Han er udødelig, evig, selveksisterende, guddommelig og gavmild.” Hvor ren og smuk, hvor dyb og ubegribelig er altings himmelske Stamfader!” ”Den Infinite er uovertræffelig idet han tildeler sig selv til menneskene. Han er begyndelsen og afslutningen, Faderen af ethvert godt og fuldendt formål.” Med Gud er alt muligt; den evige Skaber er årsagernes årsag.”
2:1.3 (34.2) På trods af uendeligheden i de overvældende manifestationer Faderens evige og universelle personlighed, så er han ubegrænset selvbevidst om både sin uendelighed og sin evighed; ligeledes er han fuldt ud bekendt med sin perfektion og magt. Han er det eneste væsen i universet bortset fra hans guddommelige medaktører som oplever en fuldkommen, korrekt og fuldstændig bedømmelse af sig selv.
2:1.4 (34.3) Faderen imødekommer kontinuerlig og ufejlbarligt de mangfoldige behov som kræver hans medvirkning efterhånden som de forandrer sig fra tid til anden i de forskellige dele af hans mesterunivers. Den store Gud kender og forstår sig selv; han er uendelig selvbevidst om alle sine oprindelige perfektions egenskaber. Gud er ikke en kosmisk tilfældighed; ej heller eksperimenterer han med universet. Universherskerne kan hengive sig til eventyr; Konstellationsfædrene kan eksperimentere; Systemcheferne kan øve sig; men den Universelle Fader ser slutningen helt fra begyndelsen af, og hans guddommelige plan og evige formål omfavner og forstår faktisk alle hans underordnedes eksperimenter og eventyr på alle verdner, systemer og konstellationer i alle universerne i hans vældige domæner.
2:1.5 (34.4) Intet er nyt for Gud, og ingen kosmisk begivenhed kommer nogensinde som nogen overraskelse; han bor i evighedens cirkel. Han er uden dagenes begyndelse eller afslutning. For Gud findes det ingen fortid, nutid eller fremtid; al tid er til stede i ethvert givet øjeblik. Han er den store og eneste JEG ER.
2:1.6 (34.5) Den Universelle Fader er absolut og ubegrænset infinit i alle sine egenskaber; og dette faktum er i sig selv nok til automatisk at udelukke ham fra al direkte personlig kommunikation med finite materielle væsener og andre ydmyge skabte intelligens væsener.
2:1.7 (34.6) Og alt dette gør det nødvendig med sådanne ordninger som er blevet bestemt for kontakt og kommunikation med hans mangfoldige skabninger, første gennem Guds Paradissønners personligheder som skønt fuldkommen i guddommelighed, også ofte bliver en del af naturen hos de planetariske racer af kød og blod og dermed bliver en af jer og en med jer; således bliver Gud på sin vis til menneske, sådan som det skete under Mikaels overdragelse, hvor han vekselvis blev kaldt Guds Søn og Menneskesønnen. Og for det andet kommer den Uendelige Ånds personligheder, skarerne af forskellige slags serafer og andre himmelske tænkende væsner, nær de materielle væsener af lavere oprindelse og på så mange måder tjener og tager hånd om dem. Og for det tredje har vi de upersonlige Mysterieledsagere, Tankeretterne, den faktiske gave som den store Gud selv har sendt for at tage bolig i sådanne væsener som menneskene på Urantia, og de er sendt uden bekendtgørelse og uden forklaring. I en endeløs, overdådig strøm stiger de ned fra herlighedens højder for at begunstige og tage bolig i de ydmyge sind hos de dødelige som har kapacitet til gudsbevidsthed eller potentiale dertil.
2:1.8 (35.1) På disse og mange andre måder, ad veje som er ukendte for jer og som ligger langt hinsides den finite fatteevne, nedgraderer Paradisfaderen sig kærlig og velvillig eller på anden vis modificere, udspreder eller fortynder sin uendelighed så han bliver i stand til at nærme sig det finite sind hos sine skabte børn. Og således er det muligt for den infinite Fader, gennem en serie personligheds udgivelser som i aftagende grad er absolutte, at nyde en nær kontakt med de forskellige intelligente væsener i de mange riger i hans vidtstrakte univers.
2:1.9 (35.2) Alt dette har han gjort, gør og vil i al evighed fortsætte med at gøre, uden at det på mindste måde vil forringe hans sande og virkelige infinitet, evighed og oprindelighed. Og alt dette er absolut sandt, trods det, at det er svært at forstå, trods det mysterium det er indhyllet eller det umulige i at det nogensinde vil kunne forstås fuldt ud af sådanne væsener som er hjemmehørende på Urantia.
2:1.10 (35.3) Fordi den Første Fader er infinit i sine planer og evig i sine formål, er det i sagens natur umulig for noget finit væsen at kunne fatte eller have indsigt i helheden af disse guddommelige planer og formål. Det dødelige menneske kan kun få et glimt af Faderens formål nu og da og her og der efterhånden som de åbenbares i forbindelse med udfoldelsen af planen for skabningens opstigning, på de skiftende niveauer af universets progression. Selvom mennesket ikke kan omfatte betydningen af uendeligheden, så har den uendelige Fader fuld forståelse af og kærlige greb om finiteten hos alle sine børn i alle universerne.
2:1.11 (35.4) Faderen deler sin guddommelighed og evighed med et stort antal højerestående Paradisvæsener, men vi stiller spørgsmålstegn ved om infiniteten og den deraf følgende universelle oprindelse deles helt og fuldt med nogen andre end hans samordnede partnere i Paradistreenigheden. Personlighedens infinitet må nødvendigvis indbefatte al eksisterende endelighed af personlighed, deraf den sandhed - i helt bogstavelig forstand - i læren som forkynder at "vi lever og rører os og har vores væren i Ham." Det fragment af den Universelle Faders rene Guddom som er iboende i det dødelige menneske er en del af infiniteten hos den Første Store Kilde og Center, Fædrenes Fader.
2. Faderens evige fuldkommenhed
2:2.1 (35.5) Selv jeres fordums profeter forstod at den Universelle Faders væsen er evig, som i en sluttet cirkel, uden begyndelse eller ende. Gud er i bogstavelig forstand evigt til stede i hans univers af universer. Han fylder nuet med hele sin absolutte majestætiske og evige storhed. "Faderen har liv i sig selv, og dette liv er evigt liv." Op gennem de evige tidsaldre har det været Faderen som "giver liv til alt." Der er uendelig perfektion i den guddommelige integritet. ”Jeg er Herren, Jeg forandres ikke.” Vores kundskab om universernes univers afdækker at han ikke kun er lysenes Fader, men også at han i sin adfærd når det gælder interplanetariske anliggender så er der ”ingen omskiftelighed og heller ikke skygge af forandring.” Han ”erklærer enden fra begyndelsen.” Han siger: ”Min rådgivning vil bestå; Jeg vil gennemfører alle mine ønsker” ifølge det evige formål som Jeg åbenbarede i min Søn.” Således er planerne og formålene hos den Første Kilde og Center ligesom ham selv: evige, perfekte og for evigt uforanderlige.
2:2.2 (35.6) Der er endelig fuldstændighed og en opfyldt perfektion i Faderens bud. ”Hvad end Gud gør, så vil det være for altid; intet kan tillægges eller tages fra det.” Den Universelle Fader fortryder ikke sine oprindelige mål med visdom og perfektion. Hans planer er urokkelig, hans råd uforanderlig mens hans handlinger er guddommelige og ufejlbarlige.” Tusinde år i hans syn er som i går når den er fortid og som en nattevagt.” Guddommelighedens perfektion og evighedens størrelse ligger for altid hinsides den fuldstændige fatteevne af det dødelige menneskets afgrænsede bevidsthed.
2:2.3 (36.1) Reaktionerne hos en uforanderlig Gud i udførelsen af hans evige formål, kan synes at variere i overensstemmelse med de skiftende holdninger og sindsstemninger i hans skabte intelligente væsener; det betyder,
