(36.2) Ude i universerne må begrebet fuldkommenhed nødvendigvis være noget relativt, men i centraluniverset og i særdeleshed på Paradiset er fuldkommenheden ufortyndet; i enkelte af sine faser er den til og med absolut. Treenigheden lader den guddommelige fuldkommenhed komme til udtryk i varierende grad, men uden at den bliver svækket.
2:2.5 (36.3) Guds oprindelige fuldkommenhed består ikke i en antaget retfærdighed, men snarere i den iboende perfekte godhed af hans guddommelige væsen. Han er endelig, komplet og perfekt. Der er ikke noget som savnes når det gælder skønheden og fuldkommenheden i hans retfærdige karakter. Og det guddommelige formål med hele planen af levende eksistenser i verdnerne i rummet, er at opløfte alle vilje skabninger til den høje skæbne, at få oplevelsen af at dele Paradisets fuldkommenhed med Faderen. Gud er hverken selvcentreret eller sig selv god nok; han ophører aldrig med at uddele af sig selv til alle selvbevidste skabninger i det vidtstrakte univers af universer.
2:2.6 (36.4) Gud er evig og uendelig perfekt; han kan ikke personligt kende ufuldkommenhed som sin egen erfaring, men han deler bevidstheden af alle oplevelser af ufuldkommenhed som alle de kæmpende skabninger i alle Paradis Skabersønners evolutionære universer. Den fuldkomne Guds personlige og befriende berøring overskygger de dødeliges hjerter og gennemstrømmer deres væsener hos alle dem som har opnået den moralske dømmekraft på universets niveau. Både på denne måde og ved hjælp af kontakten gennem den guddommelige tilstedeværelse deltager den Universelle Fader faktisk i erfaringerne med umodenhed og ufuldkommenhed i hvert eneste moralsk væsens personlige udvikling overalt i universet.
2:2.7 (36.5) Menneskelige begrænsninger, potentiel ondskab, er ikke en del af det guddommelige væsen, men de dødeliges erfaring med ondskab og alle menneskers forbindelser med den er så afgjort en del af Guds stadig voksende selvrealisering i tidens børn - skabninger med moralsk ansvar som er blevet skabt eller udviklet af hver Skabersøn som er udgået fra Paradiset.
3. Ret og retfærdighed
2:3.1 (36.6) Gud er retfærdig; derfor er han retskaffen. "Herren er retfærdig i alle sine gerninger.” ”Jeg har ikke skabt uden grund al det jeg har skabt," siger Herren. ”Herrens domme er sande og helt retfærdige.” Den Universelle Faders retfærdighed kan ikke påvirkes af hans skabningers handlinger eller aktiviteter, "for der er ingen uretfærdighed i Herren vores Gud, ingen personlige særhensyn, ingen bestikkelse.”
2:3.2 (36.7) Hvor nytteløst er det ikke at rette barnagtige appeller til en sådan Gud for at få ham til at lempe på sine uforanderlige dekreter så vi kan undgå de retfærdige følger af hans kloge naturlove og retfærdige åndelige påbud! ”Lad dig ikke narre; Gud lader sig ikke spotte, for hvad end et menneske sår, det skal han også høste.” Sandt nok, selv når man må høste det man har sået og stå til regnskab for sine ugerninger, er denne guddommelige retfærdighed altid afpasset med barmhjertighed. Uendelig visdom er den evige dommer, som bestemmer proportionerne mellem retfærdighed og barmhjertighed som skal gælde i en hvilken som helst given situation. Den største straf (egentlig en uundgåelig konsekvens) for forseelser og bevidst oprør mod Guds styre er at miste eksistensen som individuel medborger af dette styre. Slutresultatet af helhjertet synd er tilintetgørelse. Ifølge den endelige analyse har sådanne synds identificeret enkeltindivider udslettet sig selv ved at blive helt uvirkelige gennem deres omfavnelse af ugudelighed. En sådan skabnings faktiske forsvinden er imidlertid altid udsat indtil det gældende univers foreskrevne retspraksis er blevet efterkommet.
2:3.3 (37.1) Eksistensudslettelse bliver sædvanligvis dekreteret ved en dispensations eller tidsalders dom af en eller flere verdener. På en verden som Urantia sker det ved slutningen af en planetarisk dispensation. Eksistensudslettelse kan ved sådanne anledninger dekreteres i henhold til den samordnede handling fra samtlige retskredses domstole, fra det planetariske råd og videre op til Skabersønnens domstole og til Dagenes Ældstes domstols instanser. Afgørelsen om opløsning tager udspring i superuniversets højere retsinstanser efter at tiltalen er bekræftet gennem alle led helt fra ugerningsudøverens residenssfære, og så, når tilintetgørelses dommen er blevet bekræftet i det høje, effektueres dommen direkte af de dommere som er bosiddende og virker ved superuniversets hovedkvarter.
2:3.4 (37.2) Når dommen endelig er bekræftet, bliver det synds identificeret væsen øjeblikkelig som om det ikke havde eksisteret. Det findes ingen opstandelsesmulighed fra en sådan skæbne; den er evig og uigenkaldelig. Identitetens levende energifaktorer går i opløsning gennem tidens og rummets forvandlinger til de kosmiske potentialer de engang opstod fra. Og hvad angår den fordærvedes personlighed, fratages den sin videregående livsmekanisme i kraft af at væsenet har undladt at foretage de valg og endelige beslutninger som ville have sikret det evig liv. Når sindet i tilknytning til personligheden fortsætter med at gentage sin omfavnelse af synd indtil det kulminerer i selvets fuldstændige identifikation med ugudelighed, så bliver en sådan isoleret personlighed efter sin udslettelse, sit kosmiske ophør, absorberet ind i skabelsens oversjæl og bliver en del af det Højeste Væsens udviklingserfaring. Aldrig mere skal den igen komme til syne som en personlighed; dens identitet bliver som om den aldrig havde været der. Hvis det er en personlighed hvor Retteren har været til stede, vil de oplevede åndelige værdier leve videre i Retterens virkelighed.
2:3.5 (37.3) I enhver kamp mellem reelle virkelighedsniveauer i universet, sejrer personligheden på det højere niveau i sidste ende over personligheden fra det lavere niveau. Dette uundgåelige udfald af modsætninger i universet er en logisk følge af det faktum at enhver viljesskabning er virkelig eller reel i den grad denne har guddommelige kvaliteter. Ufortyndet ondskab, komplet fejlbedømmelse, overlagt synd og rendyrket uretfærdighed er i sig selv og automatisk selvmorderisk. Sådanne holdninger af kosmisk uvirkelighed kan kun overleve i universet på grund af en forbigående ubarmhjertigheds tolerance, afventende kendelsen af de mekanismer som er fastslået for universets domstole om hvad der er fair og rimelig, angående retfærdige domsafgørelser.
2:3.6 (37.4) Skabersønnernes styre i lokaluniverserne består i skabelse og åndeliggørelse. Disse Sønner hellige sig til en effektiv gennemførelse af Paradisets plan for de dødeliges fremadskridende opstigning, til at rehabilitere oprørere og intellektuelt vildfarne, men når alle sådanne kærlige bestræbelser bliver endelig og uigenkaldelig afvist, bliver det endelige udslettelsesdekret fuldbyrdet af kræfter underlagt Dagenes Ældstes domsmyndighed.
4. Den guddommelige nåde
2:4.1 (38.1) Nåde er simpelthen retfærdighed som er mildnet af den visdom som vokser ud af en perfekt viden og af den fulde erkendelse for de naturlige svagheder og uheldige miljøbetingede handicaps hos finite væsener. Vores Gud er fyldt med medfølelse, venlighed, langmodig og rig på nåde.” Derfor ”enhver der kalder på Herren skal blive frelst.” ”for han vil med glæde tilgive.” Herrens nåde er fra evighed til evighed.”: ja, ” hans nåde lever for altid.” ”Jeg er Herren som udfører kærlig-venlighed, ret og retfærdighed på jorden, for heri finder jeg glæde.” ”Jeg hverken bedrøver eller er villig til at volde sorg til menneskebørnene,” for Jeg er ” barmhjertighedens Fader og Gud af al trøst.”
2:4.2 (38.2) Gud er af væsen venlig, naturlig medfølende og til evig tid fuld af barmhjertighed. Og det er aldrig nødvendig at udøve noget påvirkning overfor Faderen for at påkalde hans kærlig-venlighed. Væsenets behov er helt tilstrækkeligt for at sikre at det bliver overøst af al den inderlige barmhjertighed og frelsende nåde som Faderen altid giver. Siden Gud ved alt om sine børn, er det let for ham at tilgive. Jo bedre mennesket forstår sin næste, jo lettere vil det være at tilgive ham og til og med elske ham.
2:4.3 (38.3) Kun den uendelige visdoms indblik gør en retfærdig Gud i stand til at administrere retfærdighed og nåde samtidig i en hvilken som helst givet situation i universet. Den himmelske Fader bliver aldrig splittet i forskellige retninger af modstridige holdninger overfor
