kredsløbs centreret i Samforeneren og al ånd i den Evige Søn, således er al personlighed kredsløbs centreret i den personlige tilstedeværelse af den Universelle Fader, og dette kredsløb overfører ufejlbarlig tilbedelse fra alle personligheder til den Oprindelige og Evige Personlighed.
5:6.12 (71.7) Angående de personligheder som ikke er beboet af Rettere: Valgfrihedens kendetegn er også overdraget af den Universelle Fader, og sådanne personer er ligeledes omfavnet i den guddommelig kærligheds store kredsløb, den Universelle Faders personligheds kredsløb. Gud tilvejebringer det højeste valg for alle sande personligheder. Ingen personlige væsener kan tvinges ind i det evige eventyr; evighedens porte åbner kun i reaktion på det frie vilje valg af de frie vilje sønner af en Gud af fri vilje.
5:6.13 (72.1) Og dette repræsenterer mine anstrengelser for at præsentere den levende Gud forhold til tidens børn. Og når alt er sagt og gjort, kan jeg ikke hjælpe mere end at gentage at Gud er jeres univers Fader, og at I alle er hans planetariske børn.
5:6.14 (72.2) [Dette er den femte og sidste af en serie præsenterende beskrivelser af den Universelle Fader af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]
Urantia Bogen
<< Kapitel 5 | Titler | Indholdet | Kapitel 7 >>
Kapitel 6
Den Evige Søn
6:0.1 (73.1) Den Evige Søn er det perfekte og sidste udtryk af det ”første” personlige og absolutte begreb af den Universelle Fader. I overensstemmelse hermed, når som helst og hvor end Faderen personlig og absolut udtrykker sig selv, så gør han det gennem sin Evige Søn, som altid har været, er nu, og for altid vil være, det levende og guddommelige Ord. Og denne Evige Søn er hjemmehørende ved centret af alle ting, i forbindelse med, og umiddelbart indhyller den Evige og Universelle Faders personlige tilstedeværelse.
6:0.2 (73.2) Vi taler om Guds ”første” tanke og hentyder til den Evige Søns umulige oprindelse i tiden med det formål at få adgang til den menneskelige intellekts tankekanaler. Sådanne fordrejninger af sproget repræsenterer vores bedste anstrengelser på kontakt-kompromis med de dødelige væseners tidsbegrænsede sind. I den sekventielle betydning så kan den Universelle Fader aldrig have haft en første tanke, ej heller kunne den Evige Søn nogensinde have haft en begyndelse. Men jeg var instrueret til at skildre evighedens realiteter til de dødeliges tidsbegrænsende sind ved hjælp af sådanne tankesymboler og beskrive forbindelserne med evigheden ved hjælp af på hinanden efterfølgende tidsbegreber.
6:0.3 (73.3) Den Evige Søn er den åndelige personalisering af Paradis Faderens universelle og uendelige begreb om guddommelig virkelighed, ubegrænset ånd, og absolut personlighed. Og derved udgør Sønnen den guddommelige åbenbaring af den Universelle Faders skaber identitet. Sønnens perfekte personlighed afslører, at Faderen faktisk er den evige og universelle kilde til alle betydninger og værdier i det åndelige, det viljebestemte, det målbevidste og det personlige.
6:0.4 (73.4) I et forsøg på at gøre det muligt for det begrænsede sind i tiden til at danne sig nogle sekventielle begreber af relationerne mellem de evige og uendelige væsener i Paradistreenigheden, anvender vi os af den konceptuelle frihed at tale om ”Faderens første personlige, universelle, og uendelige koncept.” Det er umuligt for mig at overføre til den menneskelige sind nogen fyldestgørende idé om Guddommenes evige relationer; derfor anvender jeg sådanne udtryk som vil give det begrænsede sind noget af en idé om forholdet af disse evige væsener i de efterfølgende tidsperioder. Vi tror, at Sønnen udgik fra Faderen; vi har lært at begge er ubegrænset evige. Det er derfor åbenlyst, at ingen tidsvæsener fuldstændig kan forstå dette mysterium af en Søn som er afledt af Faderen, og som alligevel er koordineret evigt med selve Faderen.
1. Den evige søns identitet
6:1.1 (73.5) Den evige Søn er den oprindelige og eneste skabte Gudesøn. Han er Gud Sønnen, den anden Person i Guddommen og altings medskaber. Som Faderen er den Første Store Kilde og Center, således er den Evige Søn den Anden Store Kilde og Center.
6:1.2 (74.1) Den Evige Søn er det åndelige centrum og den guddommelige administrator for den åndelige regering af universernes univers. Den Universelle Fader er først en skaber og derefter en overvåger; den Evige Søn er først en medskaber og derefter en åndelig administrator. ”Gud er ånd,” og Sønnen er en personlig åbenbaring af denne ånd. Den Første Kilde og Center er den Viljebestemte Absolutte; den Anden Kilde og Center er Personlighedsabsoluttet.
6:1.3 (74.2) Den Universelle Fader virker aldrig personlig som en skaber undtagen i forbindelse med Sønnen eller med Sønnens koordinerede handling. Hvis forfatteren af det Nye Testamente havde refereret til den Evige Søn, ville han have udtrykt sandheden, da han skrev: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Alle ting er skabt af ham, og uden ham ville intet være skabt som er skabt.”
6:1.4 (74.3) Når en Søn af den Evige Søn optrådte på Urantia, hentydede de som omgik ham til dette guddommelige væsen i menneskelig form som ”Ham som var sendt fra begyndelsen, om ham vi har hørt, om ham vi havde set med egne øjne, om ham vi har kigget på, og vores hænder har rørt, han er endog livets Ord.” Og denne overdragelse Søn udgik fra Faderen lige så sandt som den Oprindelige Søn, som det fremgår i en af hans jordiske bønner: ” Og nu, min Fader, herliggør mig med dit eget selv, med den ære som jeg havde hos dig før denne verden var.”
6:1.5 (74.4) Den Evige Søn er kendt under forskellige navne i mange forskellige universer. I centraluniverset er han kendt som den Koordinerende Kilde, Medskaberen, og den Associerede Absolutte. På Uversa, superuniversets hovedkvarterer, betegner vi Sønnen som det Koordinerende Ånde Center og som den Evige Ånde Administrator. På Salvington, jeres lokalunivers hovedkvarterer, er denne Søn registreret som den Anden Evige Kilde og Center. Melkisedekerne omtaler ham som Sønnernes Søn. På jeres verden, men ikke i jeres system af beboede sfærer, er denne Oprindelige Søn blevet forvekslet med en koordineret Skabersøn, Michael af Nebadon, som gav sig selv til de dødelige racer på Urantia.
6:1.6 (74.5) Skønt enhver af Paradissønnerne passende kan blive kaldt gudesønner, så har vi for vane at reservere denne betegnelse ”den Evige Søn” til denne Oprindelige Søn, den Anden Kilde og Center, medskaber med den Universelle Fader af centraluniverset af kraft og perfektion og medskaber af alle andre guddommelige Sønner som udspringer fra de uendelige Guddomme.
2. Den evige søns natur
6:2.1 (74.6) Den Evige Søn er lige så uforanderlig og uendelig pålidelig som den Universelle Fader. Han er også ligeså åndelig som Faderen, ligeså sandt en ubegrænset ånd. Til jer af ydmyg oprindelse synes Sønnen at fremstå mere personlig siden han er et skridt nærmere jer i tilnærmelses evne end den Universelle Fader.
6:2.2 (74.7) Den Evige Søn er Guds evige Ord. Han er fuldstændig som Faderen; i virkeligheden, er den Evige Søn Gud Faderen personligt manifesteret i universernes univers. Og derfor var det og er og for altid vil være sandt om den Evige Søn og alle de koordinerende Skabersønner: ”Den, som har set Sønnen har set Faderen.”
6:2.3 (74.8)
