og langmodig, som de af hans Paradissønner i lokaluniverserne som så ofte overdrager sig selv på de evolutionære verdener i tiden.
6:4.10 (77.3) Det er unødvendigt yderligere at udbrede sig om den Evige Søns egenskaber. Med de angivne undtagelser, er det kun nødvendigt at studere de åndelige egenskaber af Gud Faderen for at forstå og korrekt evaluere Gud Sønnens egenskaber.
5. Den evige søns begrænsninger
6:5.1 (77.4) Den Evige Søn fungerer ikke personlig i de fysiske domæner. og ej heller fungerer han, undtagen igennem Samforeneren, i niveauer af sinds tjeneste i de skabte væsener. Men disse bestemmelser begrænser ikke på nogen måde eller på anden vis den Evige Søn i den fulde og frie udøvelse af alle de guddommelige egenskaber af åndelig alvidenhed, allestedsnærværelse og almægtighed.
6:5.2 (77.5) Den Evige Søn gennemtrænger ikke personlig åndens potentialer som er en medfødt del af uendeligheden hos Guddomsabsoluttet, men efterhånden som disse potentialer bliver aktuelle, kommer de indenfor det almægtige greb af Sønnens kredsløb af åndetyngdekraft.
6:5.3 (77.6) Personlighed er den Universelle Faders eksklusive gave. Den Evige Søns personlighed stammer fra Faderen, men uden Faderen overdrager han ikke personlighed. Sønnen giver oprindelse til en umådelig skare af ånder, men sådanne afledninger er ikke personligheder. Når Sønnen skaber personlighed, gør han det i samarbejde med Faderen eller med Samskaberen, som kan handle på vegne af Faderen i sådanne forhold. Den Evige Søn er således en medskaber af personligheder, men han overdrager ikke personlighed til nogen væsener og aldrig alene af sig selv skaber han personlige væsener. Denne handlings begrænsning berøver imidlertid ikke Sønnens evne til at skabe alle mulige andre slags eller typer end personlige virkelighed.
6:5.4 (77.7) Den Evige Søn er begrænset i afgivelse af skaber privilegier. Da Faderen forevigede den Oprindelige Søn overdrog han til ham styrke og privilegium til efterfølgende forening med Faderen i det guddommelige virke med at producere yderligere Sønner udstyret med skabende egenskaber, og dette har de gjort og stadig gør. Men når disse koordinerede Sønner er produceret, så er overførelse af skaberprivilegierne tilsyneladende ikke længere mulig. Den Evige Søn transmitterer kun skaberkræfter til den første eller direkte personalisering. Derfor, når Faderen og Sønnen forener for at personliggøre en Skabersøn, så opnår de deres formål; men den Skabersøn som netop er blevet frembragte, er aldrig i stand til at videregive eller overdrage skaberprivilegierne til de mange forskellige klasser af Sønner som han efterfølgende kan skabe, ikke desto mindre, så forekommer der i de højeste lokalunivers Sønner, en meget begrænset refleksion af de skabende egenskaber hos en Skabersøn.
6:5.5 (78.1) Den Evige Søn, som en uendelig og udelukkende personlig væsen, kan ikke fragmentere sin natur, kan ikke uddele og overdrage individualiseret dele af sin natur til andre væsener eller personer, således som den Universelle Fader og den Uendelige Ånd gør. Men Sønnen kan og gør det, overdrager sig selv som en ubegrænset ånd til at oversvømme hele skabelsen og uophørlig trække alle åndelige personligheder og åndelige realiteter til sig selv.
6:5.6 (78.2) Husk altid, at den Evige Søn er en personlig portrættering af Åndefaderen til hele skabelsen. Sønnen er personlig og intet andet, men personlig i den guddommelige betydning; sådan en guddommelig og absolut personlighed kan ikke være opløst eller fragmenteret. Gud Faderen og Gud Ånden er i sandhed personlige, men de er også alt andet i tillæg til at være sådanne Guddoms personligheder.
6:5.7 (78.3) Skønt den Evige Søn ikke personlig kan deltage i overdragelsen af Tankerettere, så sad han i rådsforsamling med den Universelle Fader i den evige fortid, godkendte planen og forpligtigede sig det endeløse samarbejde, da Faderen, i planlæggelsen af overdragelsen af Tankeretterne, foreslog Sønnen, ”Lad os skabe mennesket i vores eget billede.” Og således som Faderens åndefragment bor indeni jer, således omslutter Sønnens ånde tilstedeværelse jer, mens disse to for altid arbejder som en for jeres åndelige fremgang.
6. Åndesindet
6:6.1 (78.4) Den Evige Søn er ånd og har sind, men ikke et sind eller ånd som dødelige sind kan forstå. Det dødelige menneske opfatter sindet på de finite, kosmiske, materielle og personlige niveauer. Mennesket observerer også sinds fænomener i levende organismer som fungerer på det underpersonlig (dyr) niveau, men det er svært for mennesket at forstå sindets natur, når dette er forbundet med overmaterielle væsener og som en del af eksklusive åndepersonligheder. Sindet er imidlertid nødt til at blive anderledes defineret når det henviser til eksistensen af åndeniveau, og når det er brugt til at betegne intelligente åndelige funktioner. Den slags sind, som direkte er beslægtet med ånd er hverken sammenlignelig til det sind som koordinerer ånd og materie eller til det sind som kun er beslægtet til materie.
6:6.2 (78.5) Ånden er altid bevidst, tænkende, og er i besiddelse af forskellige faser af identitet. Uden bevidsthed i nogle faser ville der ikke være åndelig bevidsthed i broderskabet af åndelige væsener. Det tilsvarende i sindet, evnen til at kende og blive kendt, er en naturlig del af Guddommen. Guddommen kan være personlig, førpersonlig, overpersonlig, eller upersonlig, men Guddommen er aldrig uden bevidsthed, det vil sige, aldrig uden evnen til i det mindste at kommunikere med lignende eksistenser, væsener, eller personligheder.
6:6.3 (78.6) Den Evige Søns sind er ligesom Faderens men ulige ethvert andet sind i universet, og sammen med Faderens sind er det stamfader til Samskaberens forskelligartede og vidtstrakte sind. Faderens og Sønnens sind, det intellekt som er nedarvet i den Tredje Kildes og Centers absolutte sind, er måske bedst illustreret af en Tankeretters førsind, for selv om disse Fader fragmenter helt er udenfor Samforenerens sindskredsløb, så har de en form for førsind; de ved, de er kendt; de nyder hvad der svarende til menneskelig tænkning.
6:6.4 (78.7) Den Evige Søn er helt åndelig; mennesket er næsten helt materiel; derfor vil meget som hører til den Evige Søns åndepersonlighed, til hans syv åndelige sfærer som kredser om Paradis og til arten af Paradissønnens upersonlige skabelser, skulle afvente jeres opnåelse af åndestatus efter jeres afslutning af morontia opstigningen i lokaluniverset Nebadon. Og så, når du passere gennem superuniverset og videre til Havona, vil mange af disse ånde skjulte mysterier blive afklaret, når du begynder at blive begavet med ”åndens sind” - åndelig indsigt.
7. Den evige søns personlighed
6:7.1 (79.1) Den Evige Søn er den uendelige personlighed fra hvis ubegrænset personligheds lænker den Universelle Fader befriede sig gennem teknikken med treenighedsgørelse, og hvorigennem han lige siden har fortsat med at overdrage sig selv i endeløs overflod på hans evigt ekspanderende univers af Skabere og væsener. Sønnen er absolut personlighed; Gud er fader personlighed - kilden til personlighed, overdrageren af personlighed, årsagen til personlighed. Hvert personlig væsen har sin personlighed fra den Universelle Fader ligesom den Oprindelige Søn evigt har sin personlighed fra Paradisfaderen.
6:7.2 (79.2) Paradissønnens personlighed er absolut og rent åndelig og denne absolutte personlighed er også det guddommelige og evige mønster, først for Faderens overdragelse af personlighed til Samforeneren og derefter for hans overdragelse af personlighed til de myriader af hans skabte væsener overalt i det vidt udbredte univers.
6:7.3 (79.3) Den Evige Søn er i sandhed en barmhjertig minister, en guddommelig ånd, en åndelig styrke og en virkelig personlighed. Sønnen er Guds åndelige og personlige natur åbenbaret til universerne——summen og substansen af den Første Kilde og Center, afklædt af alt det, som er upersonlig, ekstraguddommelig, ikke-åndelig og ren potentiale. Men det er umuligt at formidle til det menneskelige sind et billede i ord af skønheden og storheden af den Evige Søns himmelske personlighed. Alt, hvad
