(89.2) Den oprindelige Søn og hans Sønner er engageret i tilblivelsen af en universel åbenbaring af Faderens åndelige og personlige natur til hele skabelsen. I centraluniverset, superuniverserne, lokaluniverserne, eller på de beboede planeter, er det en Paradissøn som åbenbarer den Universelle Fader til mennesker og engle. Den Evige Søn og hans Sønner åbenbarer vejen for de skabte til at nærme sig den Universelle Fader. Og selv os af høj oprindelse forstår Faderen meget mere udførligt når vi studerer åbenbaringen af hans karakter og personlighed i den Evige Søn og i den Evige Søns Sønner.
7:7.4 (89.3) Faderen kommer kun ned til jer som en personlighed gennem den Evige Søns guddommelige Sønner. Og I når Faderen af selvsamme levende vej; I opstiger til Faderen ved hjælp af vejledning fra denne gruppe af guddommelige Sønner. Og dette forbliver sandt til trods for at jeres selvsamme personlighed, er en direkte overdragelse fra den Universelle Fader.
7:7.5 (89.4) I alle disse udbredte aktiviteter af den Evige Søns vidtstrakte åndelige administration, glem da ikke, at Sønnen er en person lige så sikkert og virkelig som at Faderen er en person. Faktisk, for væsener som engang har hørt til menneskeklassen er det lettere at tilnærme sig den Evige Søn end den Universelle Fader. Når man, som pilgrimme fra tiden skrider frem gennem kredsløbene i Havona, vil I være kvalificeret til at nå Sønnen lang tid før I er i stand til at skelne Faderen.
7:7.6 (89.5) I vil forstå mere af karakteren og den barmhjertige natur af den Evige Søns barmhjertighed, når I meditere på åbenbaringen af disse guddommelige egenskaber, som blev skabt i kærlig tjeneste af jeres egen Skabersøn, engang Menneskesønnen på jorden, nu den ophøjet suveræne af jeres lokalunivers - Menneskesønnen og Guds Søn.
7:7.7 (89.6) [ Forfattet af en Guddommelig Rådgiver udpeget til at formulere denne redegørelse skildrende Paradisets Evige Søn. ]
Urantia Bogen
<< Kapitel 7 | Titler | Indholdet | Kapitel 9 >>
Kapitel 8
Den Uendelige Ånd
8:0.1 (90.1) Langt tilbage i evigheden, da den Universelle Faders ”første” infinite og absolutte tanke finder et så perfekt og tilfredsstillende ord for dens guddommelige udtryk i den Evige Søn, opstår det højeste ønske hos både Tanke-Guden og hos Ord-Guden for en universel og uendelig repræsentant af gensidig udtryk og kombineret handling.
8:0.2 (90.2) I evighedens daggry bliver både Faderen og Sønnen infinit bekendt med deres gensidige indbyrdes afhængighed, deres evige og absolutte enhed; og derfor indgår de i en uendelig og evig pagt af guddommelig fællesskab. Denne aldrig ophørende overenskomst er skabt til udførelsen af deres forenede begreber over hele evighedens cirkel; og lige siden denne evigheds begivenhed fortsætter Faderen og Sønnen i denne guddommelige sammenslutning.
8:0.3 (90.3) Vi er nu ansigt til ansigt med den evige oprindelse af den Uendelige Ånd, den Tredje Guddomsperson. I selvsamme øjeblik Gud Faderen og Gud Sønnen i forening udtænker en identisk og uendelig handling - gennemførelse af en absolut tankeplan - i selvsamme øjeblik, opstår en fuld flyvefærdig Uendelig Ånd i eksistens.
8:0.4 (90.4) Når jeg på denne måde fortæller om rækkefølgen af Guddommenes oprindelse gør jeg det kun for at I skal tænke på deres forhold. I virkeligheden er de alle tre eksisterende fra evigheden; de er eksistentielle. De er uden dagenes begyndelse eller afslutning; de er koordineret, højeste, ultimativ, absolut og uendelig. De er og har altid været og for altid vil være. Og de er tre klart individualiserede men evigt forbundne personer, Gud Faderen, Gud Sønnen, og Gud Ånden.
1. Handlingens gud
8:1.1 (90.5) Efter personaliseringen af den Uendelige Ånd i evighedens fortid, bliver den guddommelige personligheds cyklus perfekt og fuldendt. Handlingens Gud er eksisterende, og den umådelige rummets skueplads er klar til skabelsens formidabel drama—det universelle eventyr—de evige tidsalders guddommelige panorama.
8:1.2 (90.6) Den Uendelige Ånds første handling er at undersøge og anerkendelse af sine guddommelige forældre, Fader-Far og Moder-Søn. Han, Ånden, identificerer dem begge ubetinget. Han er fuldstændig bekendt med deres adskilte personligheder og uendelige egenskaber, samt deres kombinerede natur og forenet funktion. Derefter, aflægger den Tredje Guddoms Person et løfte, frivillig, med transcendent vilje og inspirerende spontanitet, trods sin lighed med den Første og Anden Person, om evig loyalitet til Gud Faderen og anerkender i al evighed afhængighed til Gud Sønnen.
8:1.3 (90.7) Som en iboende del af karakteren af denne transaktion og i gensidig anerkendelse af hver personligheds uafhængighed og den udøvende forening af dem alle tre, så er evighedens cyklus etableret. Paradistreenigheden er eksisterende. Det universelle rummets scene er klar til de mangeartet og uendelige panoramaer af kreativ udfoldelse af den Universelle Faders formål gennem personligheden af den Evige Søns og ved udførelsen af Handlingens Gud, den udøvende repræsentant for virkeligheds forestillinger som udspringer fra Faderens-Sønnens skaberforbund.
8:1.4 (91.1) Handlingens Gud fungerer og rummets døde hvælvinger er i bevægelse. En milliard perfekte sfærer får eksistens i et lynglimt. Forud for dette hypotetiske evighedens øjeblik eksisterer rumenergier, som er en naturlig del af Paradiset og potentielt operative, men de har ingen virkelighed af eksistens; ej heller kan fysisk tyngdekraft måles undtagen ved reaktion af de materielle realiteter til dets uophørlige træk. Der er ikke noget materielt univers på dette (antaget) evigt fjerne øjeblik, men i det selv samme øjeblik, at en milliard verdner materialiseres, er der tilstrækkelig og hensigtsmæssig tyngdekraft til at holde dem i Paradisets greb for altid.
8:1.5 (91.2) Gennem Gudernes skabelse lyser der nu den anden form for energi, og denne udstrømmende ånd er øjeblikkelig grebet af den Evige Søns åndelige tyngdekraft. Således er universet omfattet af den dobbelte tyngdekraft, berørt med uendelighedens energi og nedsænket i en ånd af guddommelighed. På denne måde er livets grobund forberedt på de sinds bevidstheder som manifesterer sig i den Uendelige Ånds tilhørende intelligente kredsløb.
8:1.6 (91.3) På disse frø af potentiel eksistens, spredt udover Guds centrale skabelse, handler Faderen, og væsen personlighed fremkommer. Derefter fylder Paradisguddommenes tilstedeværelse hele det organiserede rum og begynder effektivt at trække alle ting og væsener mod Paradis.
8:1.7 (91.4) Den Uendelige Ånd eviggøres samtidig med fødslen af Havona verdnerne, dette centralunivers bliver skabt af ham og med ham og i ham i lydighed til Faderen og Sønnens kombinerede begreber og forenede viljer. Den Tredje Person guddommeliggøres med selve denne handling af fælles skabelse, og han forbliver for evigt Samskaberen.
8:1.8 (91.5) Disse er de store og imponerende tider af Faderen og Sønnens skabende ekspansion, af og i handlingen af deres fælles partner og eksklusive udøver, den Tredje Kilde og Center. Der eksisterer ingen optegnelser fra disse gribende tider. Vi har kun den Uendelige Ånds magre oplysninger til at underbygge disse mægtige transaktioner, og han bekræfter kun den kendsgerning at centraluniverset og alt som er knytter dertil blev foreviget samtidig med hans opnåelse af personlighed og bevidste eksistens.
8:1.9 (91.6) Kortfattet,
