med denne stillingtagen er man altid i gang med at svare. Det er derfor, jeg om spørgsmålet – må jeg spørge om noget? – kunne konstatere, at det lukker sagen, inden det har nået at åbne den.
Det er spørgsmålets paradoks, at det, samtidig med at det åbner for nye måder at se og forstå verden på, sætter en ramme og dermed en grænse for forståelsen. Hvis forskellige mennesker og kulturer har forskellige måder at omgås og bruge spørgsmål på, så vil grænsen mellem det forståelige og det uforståelige også være trukket forskellige steder og kimen til misforståelse være lagt.
Spørgsmål er lige så afslørende som drømme, hvis ikke mere, har den tysk-amerikanske fænomenolog Erwin W. Straus engang sagt. Men hvis vi altid svarer, i og med vi spørger, så er det, vi afslører, altid os selv. Betyder det, at vi ikke kan, bør eller skal sætte spørgsmålstegn ved spørgsmål?
Nej, det betyder, at
Der er mange måder at spørge og dermed tænke og være på, og spørgsmålet er, hvad det fortæller om vestlig tænkning og civilisation, at vi omgås og bruger spørgsmål, som vi gør. Hvad betyder det for vores forhold til os selv og vores omgivelser, at vi historisk har forstået spørgsmålet om spørgsmålet i lyset af spørgsmålet om mennesket? Og hvilke muligheder har vi for at undersøge, om der er andre muligheder?
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.
