med til lede vores opmærksomhed og dermed det, som vi er i stand til at skaffe os viden om. Forskere kalder det ”rammesætning”. Ordet henviser til den kendsgerning, at vi som mennesker altid står over for et utal af valgmuligheder, når vi skal fremskaffe eller frembringe ny viden. Det valg, som vi i en given situation træffer, involverer næsten altid vores følelser. Vi har en mavefornemmelse for, hvad der i en given situation er rigtigt, og hvad der er forkert, altså en slags rammesætning af situationen, og det er med til at lede vores handlinger og forstand i en bestemt retning.
På grund af vores uudsagte, følelsesbaserede rammesætning udelukker vi i enhver situation på forhånd en hel masse muligheder som urealistiske eller værdiløse. Det er ikke altid, at den rammesætning, som følelserne dikterer, er den bedste, men den er svær, nogle gange umulig, at tilsidesætte. Det er følelserne, ikke nødvendigvis fornuften, der fortæller os, at det er godt at have en partner, mens vores valg af partner – sådan som det var tilfældet for Elinor og Marianne i Fornuft og følelse – vil være drevet af både fornuft og følelse.
Følelserne spiller også en vigtig rolle, når vi forholder os til mere dagligdags problemstillinger. Mange af de valg, vi træffer – lige fra hvad vi skal købe i SuperBrugsen, til hvordan vi skal formulere den næste sms – er præget af en intuitiv fornemmelse, som er med til at rammesætte situationens valgmuligheder for os.
Det er sådan noget, som er utroligt svært at lære computere, blandt andet fordi det er en viden, der er indlejret i kroppen. Bemærk, at det ikke er det samme som at sige, at vi skal lade os styre af vores mavefornemmelser eller ”bare følge hjertet”. Følelserne eller den viden, der ligger gemt i følelserne, er fyldt med fejl, ligesom den mere fornuftsbaserede viden kan være det.
SÅ TA’R VI CYKLERNE FREM
Jeg skal snart lære min fireårige dreng at cykle, og jeg glæder mig. Jeg har prøvet det før med hans storesøstre, og jeg ved, at det er en helt speciel følelse at kunne give slip på børnecyklens bagagebærer og se den lille pode cykle glad af sted – helt uvidende om, at jeg ikke længere holder fast i cyklen, og helt uden at vide, hvordan man cykler.
Jeg har i virkeligheden kun fortalt ham meget lidt om, hvordan man cykler – ”træd i pedalerne” og ”drej på styret”, kun den slags ting. Jeg ved intuitivt, at min egen sparsomme viden om cyklingens dynamik ikke er meget bevendt, når jeg skal lære mine børn at cykle. Her virker kun øvelse og støtte efter behov.
Når jeg cykler, bruger jeg en tavs form for viden. Jeg er selv ude af stand til at forklare, hvordan jeg cykler, men jeg ved alligevel godt hvordan. Det må betyde, at
Tavs viden er en underlig ting. Hvis vi taler om den, har vi på en måde allerede forbrudt os mod dens natur. Helt tavs er den kun, når den befinder sig i sit naturlige element, som er kroppen. ”Vi ved langt mere, end vi kan sige,” skrev den ungarsk-britiske forsker Michael Polanyi i sin bog om tavs viden fra 1966. Han argumenterede for, at der er en særlig form for kropslig viden, som ikke lader sig begrebsliggøre og ikke kan kommunikeres. Og mere end det: Der indgår et element af tavs viden i langt det meste viden, for begrundelserne for vores viden er sjældent helt eksplicitte.
Vi erfarer den tavse viden ved at lære af vores egne fejltrin. Når jeg hjælper mine børn op på cyklen, motiverer jeg dem først og fremmest til at prøve sig frem og ikke give op, når det går galt. Det er en kropslig knowhow, som de i høj grad selv skal erfare. Vejen til denne form for viden vil typisk være belagt med fald på cyklen og frustrationer over ikke at kunne.
Der er derfor heller ingen håndbog for cyklister, der forklarer, hvordan man cykler. Håndbøger for cyklister handler netop ikke om at cykle, men udelukkende om cyklens vedligeholdelse og reparation. Det er nu også noget, der kræver et element af tavs viden. Selv om jeg har læst op til flere håndbøger for cyklister, er det gennem øvelse og en smule støtte efter behov, at jeg er blevet klogere på, hvordan jeg bedst reparerer og vedligeholder min cykel.
JEG ER SÅ GLAD FOR MIN CYKEL
Jeg passer godt på min cykel. Jeg kan faktisk godt lide det. Jeg har brugt mange, mange timer på det, siden jeg som dreng fik min første rigtige cykel, en sølvgrå Peugeot-racer med 12 gear. En af de allerførste gange, jeg selv skulle lappe cyklen, løb jeg ind i problemer. Hver gang jeg havde lappet slangen og sat dækket på igen, var der kommet et nyt hul. Efter flere forsøg med samme resultat indså jeg, at hullerne opstod, når jeg satte dækket på igen. Den skruetrækker, jeg brugte til at vippe det sidste stykke af dækket over fælgkanten, klemte slangen, så der kom et lille hul.
Selvfølgelig skal man ikke bruge en skruetrækker som dækjern; det lærte jeg på den hårde måde – og efter at have konsulteret en håndbog for cyklister. Med rigtige dækjern, som har en afrundet kant i den ende, der skal lempes ind under dækket, hvor slangen sidder, opstår problemet ikke. Dækjern er et næsten uundværligt værktøj til at lappe cykler med, og det krævede en blanding af tavs og nedskrevet viden at finde ud af, hvordan jeg skulle bruge det.
Dækjern kender de fleste, men det er nok de færreste, der tænker på dækjern som et værktøj for viden. Forestil dig hullet i cykelslangen som et praktisk problem, der kræver ny viden: Du ved ikke, hvor hullet er, og det er her, dækjern er uundværlige for at fremskaffe den viden, du skal bruge for at lappe cyklen. Med dækjern i hånden får du let adgang til slangen, som ellers ligger skjult under dækket, og kan nu undersøge slangen nærmere og finde frem til hullet. Dækjern afdækker den del af virkeligheden, som du ønsker ny viden om for at løse dit problem, nemlig at lappe hullet.
Viden opstår ikke bare af sig selv. Al ny viden forudsætter en afgrænset problemstilling og de rette instrumenter, som så efterfølgende udgør en del af den pågældende videns begrundelse. Det er en generel konklusion, som rækker langt ud over dækjern og cykellapning.
Og nu til noget meget mere seriøst end cykellapning.
VIDENSUDSAGN
Med døden til følge fra 2011 er den første dokumentarfilm fra en dansk retssal. Filmen følger sagen mod 46-årige Ronny Andersen, der er tiltalt for at have slået sin ven ihjel med et samuraisværd under et beruset skænderi. Den anklagede har tilstået drabet. Spørgsmålet er, om det var forsætligt eller ikke. De mange vidneudsagn giver ikke noget klart svar, og dommerne skal vægte meget viden og mange følelser i en svær afgørelse. Ronny Andersen bliver idømt to år og tre måneder for uagtsomt manddrab og ulovlig våbenbesiddelse.
Ordet ’viden’ er nært beslægtet med ’vidne’. Hvis vi skal aflægge vidneudsagn, må vi gøre vores viden og begrundelserne for den eksplicitte. Ronny Andersen ved, at han har dræbt sin ven. Han mener, at det skete ved et uheld, og det er det, han bevidner i vidneskranken. Begrundelsen ligger i hans egen selvransagelse.
Gennem forhør og inddragelse af andre vidner og bevismateriale afprøver retten hans vidneudsagn: Er det rigtigt eller forkert? Der var ingen andre til stede på trappen, hvor hændelsen fandt sted, så det er ikke let at vide.
Vidneudsagn
