viden, som er relevant i forhold til anklagen.
Når vi udtrykker eller bevidner vores viden til andre mennesker, indgår vores viden i et kompliceret forhold med mange andre typer af vidensudsagn. Ligesom ét vidneudsagn skal vejes i relation til de andre vidneudsagn i retssagen. Viden er ikke bare noget, vi har.
Vi er på en måde alle stillet som dommeren i en retssag. Stort set alt, vi ved, har vi fået fortalt af andre. Og det er op til os at bedømme den viden, at afprøve den kritisk i forhold til de mange andre ting, vi ved. I modsætning til dommeren, som har til opgave at forholde sig kritisk til vidneudsagnene, tager vi dog langt det meste af det, vi får at vide, for givet. Det strider måske imod vores selvopfattelse som selvstændige fornuftsvæsener, men alligevel er det på mange måder en ganske fornuftig strategi.
Det er ganske enkelt ikke praktisk muligt for os at bedømme al den viden, vi modtager, og som vi derefter mener, at vi har. Det vil medføre handlingslammelse. Vi har en ufattelig kapacitet for viden, men trods alt – eller måske heldigvis – kun en begrænset evne til at begrunde og udgrunde det, vi ved.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.
