centrale elementer i folkeskolens arbejde - undervisningsdifferentiering og 20.1 specialundervisningen.
På denne,‘aggrund udformede rådet på de sidst nævnte møde følgende indstilling til undervisningsministeren:
Indstilling
Baggrund
Som noget helt centralt i skolens arbejde står bestræbelserne for individuel hensyntagen til elever med vidt forskellig baggrund og med vidt forskellige forudsætninger og behov. Dette kan ses i sammenhæng med bestræbelserne for at skabe en skole, der giver rum for elevernes forskellighed. Der tages på skolerne løbende stilling til, om denne forskellighed kan rummes inden for skolens almindelige rammer, eller om den nødvendiggør specielle støtteforanstaltninger i form af specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand. Kriteriet for denne afvejning må altid være, hvad der bedst tjener elevens tarv.
I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at “skolens almindelige rammer” ikke er noget entydigt begreb. Der er i forskellig sammenhæng, blandt andet i forbindelse med evalueringen af “Folkeskolen år 2000”, påvist meget store forskelle mellem skoler og klasser. Forskellige lærerkompetencer, en ekstra lærer i nogle timer, supplerende undervisningsmidler eller andet kan udmærket være en del af skolens almindelige rammer, også selv om det medfører ekstra udgifter.
Det er ligeledes nødvendigt at være opmærksom på, at der er en tærskel for, hvad den enkelte klasse kan rumme. Overskrides denne tærskel, kan bestræbelserne for rummelighed i den almindelige undervisning blive til skade for alle elever i en klasse.
Ved udformningen af bestemmelserne om specialundervisning i folkeskolen er det forudsat, at “iværksættelse af specialundervisning kun finder sted i situationer, hvor det ikke er muligt at afhjælpe skolevanskeligheder inden for rammerne af den almindelige undervisning, og at skolerne i videst muligt omfang søger at forebygge, at elever får skoleproblemer. Folkeskolens almindelige undervisning må derfor tilrettelægges således inden for de givne ressourcer, at også svagere og anderledes fungerende elever får optimale udviklingsmuligheder” (Vejledning om folkeskolens indsats over for elever, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte. Vejledning nr. 82 af 10/6 1999).
I overensstemmelse hermed gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, som ikke kan ydes inden for rammerne af den almindelige undervisning (jf. Bekendtgørelse nr. 896 af 22/9 2000 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand).
Grænsefladen mellem specialundervisning og almen undervisning
Med disse indledende bemærkninger er der peget på grænsefladen mellem den almindelige undervisning og specialundervisning. Dermed berøres også kravet om undervisningsdifferentiering, idet der i folkeskolelovens § 18 peges på, at undervisningens tilrettelæggelse, herunder valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og stofudvælgelse, i alle fag skal leve op til folkeskolens formål og varieres, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger. Dette understreges med kravet i § 18.2 om, at skolelederen skal sikre, at klasselæreren og klassens øvrige lærere planlægger og tilrettelægger undervisningen, så den rummer udfordringer for alle elever.
Undervisningsdifferentiering
Undervisningsdifferentiering er i de senere år defineret som et princip for undervisning, der bygger på samarbejde. Her indgår elevernes forskellige forudsætninger, potentialer og motiver med henblik på at nå såvel almene som specifikke mål.
Med denne definition markeres, at undervisningsdifferentiering er et princip for gennemførelse af undervisning og altså ikke en bestemt undervisningsmetode. Den anførte skelnen mellem forudsætninger og potentialer er ligeledes central, idet den præciserer, at det ikke er tilstrækkeligt at tage hensyn til elevernes aktuelle forudsætninger, det vil sige, hvad eleven kan her og nu, men at elevens udviklingsmuligheder må indtænkes. Endelig er det værd at bemærke, at man i realiseringen af princippet om undervisningsdifferentiering tager udgangspunkt i og bruger den sociale situation, hvor elever og lærer er fælles om undervisningen.
Der er uden tvivl stor principiel opbakning om kravet om undervisningsdifferentiering, men det fremføres jævnligt, at det ikke er praktisk muligt at realisere princippet om undervisningsdifferentiering i dagens skole.
Dette er interessant i relation til specialundervisning, der jo som nævnt skal iværksættes, når det ikke er muligt at afhjælpe skolevanskeligheder inden for rammerne af den almindelige undervisning. Hvis de praktiske muligheder for at gennemføre undervisningsdifferentiering er for dårlige, vil der jævnligt kunne opstå situationer, hvor den almindelige undervisning ikke er tilstrækkelig, hvilket kan nedsætte tærsklen for, hvornår der er behov for specialundervisning.
Undersøgelser og udviklingsarbejder
Undervisningsdifferentiering
Med udgangspunkt i det foranstående og med henblik på fortsat udvikling vil det være interessant at gennemføre undersøgelser og analyser af, hvilke muligheder og begrænsninger der er for at realisere princippet om undervisningsdifferentiering under nærmere angivne vilkår. Sådanne undersøgelser skulle bygge på et solidt empirisk grundlag af erfaringer fra klassetrin dækkende hele skoleforløbet og omfatte både elever, forældre og lærere.
I den forbindelse må også selve begrebet undervisningsdifferentiering analyseres, idet der kan være forskellige opfattelser af, hvad en realisering af princippet om undervisningsdifferentiering indebærer. Fx er den sociale dimension i undervisningsdifferentiering som nævnt væsentlig, hvad der giver en forskel i forhold til individualiseret undervisning.
Hele spørgsmålet om den nødvendige støtte til elever med dansk som 2. sprog må ligeledes analyseres, herunder kriterier for deltagelse i den almindelige undervisning set i forhold til undervisning i modtagelsesklasser.
Det vil desuden være nærliggende at se på, hvordan de nye beskrivelser af “Klare mål” kan støtte en differentieret undervisning, ligesom samarbejdet med skolefritidsordninger må inddrages.
Specialundervisning
Behovet for undersøgelser om specialundervisning, herunder specialundervisning til elever i børnehaveklasse, må ses i relation til, at vi ved alt for lidt om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand - og især om virkningerne af den - for børn og unge med særlige undervisningsmæssige behov.
I den forbindelse er det rimeligt at inddrage forskellige synsvinkler på, hvad der kan udløse et behov for specialundervisning. En almindelig tilgang til specialundervisning er, at det er eleven isoleret set, som har problemer, og som er problemet. Det er derfor eleven, der skal have støtte til at ændre sig. En anden tilgang er, at det er forhold i skolemiljøet, som gør, at man ikke er i stand til at tage vare på alle elever, og at det derfor er disse forhold, man skal arbejde for at forbedre.
Selv om der i praksis vel næppe er tale om et enten eller, hvad dette angår, kan det godt have betydning for den pædagogiske praksis, hvilken tilgang der er dominerende.
Ved undersøgelser om specialundervisning og dens virkninger er det nødvendigt at være opmærksom på disse forskellige tilgange, både når det drejer sig om undersøgelser af behov for og årsager til specialundervisning, og når det drejer sig om den pædagogiske indsats.
Selv om specialundervisning i denne indstilling
