sigøjnere blev dog klassificeret som asociale).
Fra slutningen af 1941 begyndte desuden opførelsen af de såkaldte udryddelses- eller dødslejre, hvis formål alene var at myrde de deporterede. Udryddelseslejrenes funktion og begrundelserne for deres nødvendighed blev præsenteret for centrale dele af det nazistiske bureaukrati på Wannsee-konferencen i januar 1942. Disse lejre var en afgørende komponent i Die Endlösung der Judenfrage, den endelige afslutning på jødespørgsmålet, som var et andet udtryk for nazisternes plan om systematisk at deportere alle jøder mod øst, for dér at udsætte dem for betingelser, de ikke kunne leve under. I praksis var udryddelseslejrene industrialiseret massemord: Togskinner førte hen til indgangen til gaskamre, hvor tusindvis af mennesker blev myrdet dagligt. Oftest brændtes ligene herefter i krematorieovne af særligt udpegede fangegrupper, de såkaldte Sonderkommandos.
Gudrun Schwarz redegør i Die national-sozialistischen Lager (1990) for alle nationalsocialistiske lejre, herunder også ghettoer, medicinske forsøgsanstalter og opdragelsescentre (i alt 10.005 lejre, fordelt på 16 typer). Hun anslår på baggrund af en stor mængde eksisterende forskning, at der – i tillæg til dødsfald blandt de registrerede indsatte – døde mere end 3 millioner uregistrerede civile, hvoraf mindst 80 % var jøder, i udryddelseslejrene.
En særstatus blandt de mange lejre indtages af Auschwitz-komplekset, der er kommet til at stå som symbol på de tyske koncentrationslejre og på Holocaust som sådan. Auschwitz bestod af tre lejre, hvoraf den ene, udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau, blev stedet for det største antal mord på civile under nazisternes regime. Hovedlejren for mænd åbnede i 1940, og en kvindeafdeling fulgte efter i 1942. Udryddelsesanlæggets oprettelse blev besluttet sommeren 1941, og nye gaskamre blev åbnet i løbet af 1942. I sin mest udbyggede stand kunne lejren dræbe 12.000 mennesker samtidig. Det frembragte en overgang så mange lig, at krematorierne ikke kunne følge med, hvorfor ligene måtte brændes på åben mark.
Ved ankomsten til Auschwitz-komplekset blev de deporterede, straks de trådte ud af toget, underkastet en selektionsproces: De arbejdsduelige blev sendt til arbejdslejrene, mens alle ældre, børn, kvinder med børn samt svageligt udseende blev sendt direkte til gaskamrene.
Omkring 400.000 forskellige numre blev uddelt til fanger i Auschwitz, og af dem døde omkring de 300.000. Dertil skal lægges mere end 700.000 mennesker, hvoraf hovedparten var jøder, som døde i Auschwitz uden først at have fået tildelt et fangenummer.
De danske forhold under krigen
Danske statsborgere blev i kraft af Danmarks særlige forhold til besættelsesmagten først sent inddraget i nazisternes deportationsprocesser. Da Danmark den 9. april 1940 blev besat, fortsatte en stor del af statsadministrationen med at være på danske hænder. Danmark kapitulerede stort set uden kamp, mens tyskerne omvendt accepterede Danmark som en suveræn stat. Konsekvenser heraf var, at Danmark bevarede retsplejen på egne hænder, og at der intet tysk sikkerhedspoliti var i Danmark under krigens første år, samt at der ikke fandt systematiske deportationer sted i Danmark før efteråret 1943.
I efteråret 1942 indsatte tyskerne Werner Best som rigsbefuldmægtiget. Det skete som en konsekvens af den såkaldte telegramkrise, hvis ydre årsag var Hitlers utilfredshed med en lidt vel kortfattet tak for en fødselsdagslykønskning fra den danske konge, men hvis dybereliggende grunde var tysk vrede over danskernes voksende modstand mod besættelsesmagten. I løbet af sidste halvdel af 1943 brød samarbejdspolitikken endegyldigt sammen. Tyskerne svarede den 29. august igen på en bølge af strejker ved at afvæbne flåden og hæren og erklære Danmark i undtagelsestilstand. I denne periode steg antallet af modstandsbevægelsens aktioner markant. Værnemagten overtog fra august 1943 den nu tidligere regerings rolle, og Gestapos razziaer og deportationer, som andre besatte lande var underlagt, blev mulige i Danmark.
Det gjaldt ret forskellige forhold for de deportationer, der herefter fandt sted fra Danmark, ikke mindst fordi de førte til forskellige lejre. Vi følger her Rasmus Jørgensen, som i Deporteret. Beretningen om de danske KZ-fanger (2005) skelner mellem fem grupper af danske deporterede: kommunister, jøder, modstandsfolk, politifolk og en mere løst kontureret gruppe af såkaldt asociale. De fleste af tallene i det følgende stammer fra Jørgensens bog.
I denne bog er de første fire og kvantitativt mest betydende af disse grupper repræsenterede. Derudover har vi valgt at inddrage to vidnesbyrd, der er aflagt på dansk, men af vidner, der først kom til Danmark efter krigen. Det ene stammer fra Iboja Wandall-Holm, der blev fanget som illegal tjekkisk flygtning i Ungarn og som sad i forskellige lejre i Ungarn, inden hun i 1944 blev en del af de systematiske deportationer fra Ungarn til Auschwitz. Wandall-Holm sad først i Auschwitz-Birkenau, siden i en af Auschwitz-kompleksets udekommandoer, kaldet Rajsko-lejren. Det andet vidnesbyrd, som aflægges af et vidne, der er deporteret fra et andet land end Danmark, er Arlette Andersens. I begyndelsen af 1944 blev hun som fransk jøde deporteret fra Frankrig til Auschwitz-Birkenau. Både Wandall-Holm og Andersen deltog i den såkaldte dødsmarch, som de endnu levende i Auschwitz-komplekset blev sendt ud på, da russerne stod for at erobre den del af Polen, hvor lejr-komplekset lå.
De danske kommunister var de første danskere, der blev udsat for systematisk internering. Det skete, mens den danske regering endnu var ved magten og altså med den siddende regerings accept. Allerede den 22. juni 1941 – samme dag som Tyskland gik i krig med Sovjetunionen – krævede tyskerne de ledende danske kommunister fængslet. Omkring 540 medlemmer af DKP blev interneret i Horserødlejren. Da værnemagten overtog regeringsmagten i august 1943, sad der 248 kommunister i lejren, men det lykkedes 98 af dem at flygte. De resterende 150 blev den 2. oktober 1943 deporteret til Tyskland på skibet Wartheland. Karl Dester, hvis vidnesbyrd er en del af denne bog, var en af disse kommunister. Med dette skib var også en del af de danske jøder, som ikke lykkedes med at undslippe til Sverige.
For kommunisterne var rejsens mål Stutthof i Polen, oprindeligt en civil fangelejr, men i 1942 omdannet til koncentrationslejr. Lejren rummede primært politiske og kriminelle fanger, men i takt med russernes fremrykninger mod vest kom jøder fra andre evakuerede lejre til Stutthof, hvorefter tyskerne begyndte at bruge den voldsomt overfyldte lejr til massehenrettelser og ligafbrændinger. Mindre end halvdelen af de 100.000 fanger, lejren modtog, levede i januar 1945. Da valgte tyskerne at rømme størstedelen af lejren, og mange fanger døde under evakueringen. De fleste af de danske kommunister (Rasmussen fastslår tallet til 112), blandt dem Karl Dester, var med på denne første evakuerings dødsmarch, der varede over en måned, og hvis umådelige strabadser førte fangerne gennem adskillige krigszoner. Resten af de danske kommunister deltog i senere evakueringer fra Stutthof. 22 af de 150 deporterede døde, enten i Tyskland eller kort efter hjemkomsten til Danmark.
Kort efter den danske regerings tilbagetræden i 1943 gjorde Gestapo klar til at udføre en razzia mod de danske jøder med henblik på at deportere dem. Motiverne bag beslutningen om at deportere de danske jøder er omdiskuterede, ikke mindst fordi Werner Best, som var den, der gav ordren til deportationen, samtidig var den, der kort efter lækkede datoen for aktionen, hvilket gjorde det muligt for ca. 7.000 af de 8.000 jøder i Danmark at undslippe til Sverige. 481 danske jøder blev i løbet af efteråret 1943 sendt til Theresienstadt. Blandt disse var et af denne bogs vidner, Birgit Fischermann. Hun var 5 år gammel, da hun sammen med sine forældre, sin morfar og mormor samt mostre og onkler blev deporteret til Theresienstadt. De var med det samme troppeskib, som fragtede Karl Dester og de øvrige deporterede danske kommunister til Tyskland.
Theresienstadt var en jøde-ghetto, oprindeligt tænkt som en lejr for ældre, privilegerede jøder, som tyskerne kunne bruge som fremvisningsgenstand i propagandaøjemed. Reelt var der tale om arbejdslejrlignende forhold for de indsatte, med underernæring og voldsomme sygdomsepidemier til følge. Lejren fungerede i praksis som gennemgangsled til udryddelse i dødslejrene østpå. Af de i alt 144.000 jøder, der blev sendt til lejren, blev omkring 88.000 sendt videre til Auschwitz
