fem-seks år siden fik jeg lejlighed til at gå over den bro og kunne føle mig rigtigt fri. Jeg kunne se det sted og spadsere på broen, men dengang var det udelukket, så vi skulle ned i vandet for at komme over på den anden side. De mennesker, som hjalp os og tog vores bagage, det var kun en kuffert, de skulle ligne turister, og fra Paris bar jeg en skotøjsæske med vores sølvtøj, og det skulle de tage over på den anden side. Vi, min mor og jeg, skulle i badedragt gå ned i vandet for at komme over grænsen. Det var ikke særlig dybt og kun lidt koldt. Det var i juli måned, så jeg syntes ikke, det var slemt, men meget spændende. Jeg tror ikke, at min mor syntes, det var så spændende, men da vi kom op på den anden side, var der nogle unge mennesker, som tog imod os, og jeg skulle med det samme i vandet og se ud til at lege, hvis nogle tyske vagter skulle have set os. De vidste godt, hvornår vagterne kom frem og tilbage. Det gik uden problemer, og vi mødte min far, som havde fået arbejde som repræsentant for nogle brandslukkere. Spørgsmålet var, hvor vi skulle bo. Vi havde ingen bagage, vi havde ingen møbler, og det skulle være i en universitetsby, for jeg skulle læse videre. Det blev Clermont-Ferrand, på et lille pensionat lidt uden for byen. Det var dengang en landsby, nu er den indlemmet i Clermont-Ferrand. På det pensionat var der kun mennesker, som tyskerne ville have glæde af at møde. Der var kommunister, der var jøder, og der var krigsfanger, som var flygtet. Men der skete aldrig noget, og det var først efter krigen, at vi fik at vide hvorfor. Værten, som boede der, sagde altid: ”I skal ikke komme på mit værelse, fordi der er rodet”, og i virkeligheden havde han en radiosender til London. Han var medlem af modstandsbevægelsen. Det var meget hyggeligt med sådan et fællesskab. Vi hørte radio fra Genève for at følge lidt med i, hvad der skete. En gang imellem fik værten at vide, at der måske blev razzia i landsbyen. Så flygtede vi alle sammen til nogle gårde rundt omkring, og der skete ikke noget. Jeg syntes, at det var meget spændende at bo sådan uden for en storby, og jeg læste engelsk, men af gode grunde kunne vi ikke tage på studierejser til England. De ældre studerende arrangerede nogle ture i bjergene, hvor vi kun talte engelsk, mens vi gik rundt. Min far havde sit arbejde, og det gik rigtig godt.
Den 11. november 1942 blev Frankrig besat, helt besat af tyskerne, men der skete ikke noget. Vi skulle heller ikke bære jødestjerne. Sådan gik det indtil den 25. november 1943. Det var en torsdag på universitetet, en dag hvor der var særligt mange studerende. Vi sad i klasseværelser i stueetagen. Her så vi nogle tyske soldater rundt omkring og var straks klar over, at nu skete der noget. De kom brasende ind og råbte ”Raus!”, og en professor, som ikke kom hurtigt nok ud, blev skudt med det samme. Der var mange studerende, fordi Strasbourg Universitet var flyttet til Clermont-Ferrand. Alsace var ikke bare besat som resten af Frankrig, det var indlemmet i Det Tyske Rige, så for ikke at blive et tysk universitet, var de flyttet til Clermont-Ferrand. Det var en professor fra Clermont-Ferrand-Strasbourg, som blev skudt. Der er en mindeplade, som jeg fik én til at fotografere for mig for nogle måneder siden, som siger, at det var den 25. november ’43, hvor han og en anden blev myrdet af Gestapo. Men vi skulle ud af klasseværelserne og ud i gården, og der kom flere og flere i løbet af formiddagen, indtil de begyndte at sortere os. Vi skulle forbi to mennesker, den ene var en dame fra Gestapo, som vi kaldte Panter, fordi hun havde en pelsfrakke, som lignede en panter. Den anden var en ung mand, en fransk studerende fra en gammel fransk officersfamilie, som havde været i modstandsbevægelsen og var blevet arresteret. Man havde givet ham det valg, at han enten skulle hjælpe tyskerne eller skydes. Det var selvfølgelig svært at vælge. Han valgte at arbejde for tyskerne og gjorde det grundigt, for vi fik at vide, at der var andre razziaer, som var hans skyld. Han blev alligevel skudt efter krigen. Jeg har hørt fra nogen, som arbejdede på arkivet i Paris, og som havde beviser, at han fik penge for det, hvilket er endnu værre. Men vi blev sorteret, højre eller venstre. Jeg blev klar over, hvordan der blev sorteret. Jeg skulle til højre. Vi skulle op på nogle lastbiler, der kørte, ikke til fængslet, fordi de var propfyldte, men til en kaserne i nærheden. Der blev ved med at komme flere i løbet af dagen. Vi skulle stå der i november, midt i Frankrig med fastlandsklima, det var ikke særlig varmt, og vi fik ikke noget at spise. Der var ingen toiletforhold. Vi frygtede det værste. Efterhånden, i løbet af aftenen, blev vi registreret med tysk grundighed. Vi blev delt i to grupper, drenge på den ene side, piger på den anden, og så begyndte vores første dag og første nat som fanger. Vi var i en stor sal og fik stråmadras og et tæppe, og vi var der uden at vide, hvad der skulle ske bagefter. Men vi organiserede vores tilværelse. Vi var alle sammen studerende, og mange fag var repræsenterede, så vi begyndte at give hinanden undervisning eller holde foredrag. Vi blev hjulpet af to med tysk uniform på, som i virkeligheden var fra Alsace og tvunget ind i den tyske hær. Man kaldte dem malgré eux. De var nødt til det, for ellers blev hele deres familie deporteret. De hjalp os på den måde, at der var en lille café over for kasernen, hvor vores forældre kunne komme med pakker og breve, og vi kunne med det samme skrive og svare, og vi fik en masse pakker. Jeg fandt de breve, jeg skrev dengang, da jeg ryddede op i min mors ting. Jeg skrev, send ikke mere mad, ikke marmelade eller den slags, vi har fået nok, send sæbe og skiftetøj, det var det, vi havde mest brug for. Enkelte blev befriet, blandt andet kan jeg huske en pige fra det bedste bourgeoisi i Clermont-Ferrand, som læste spansk. De havde syntes, at det var mystisk, at hun var indskrevet i Strasbourg, da hun var fra Clermont. Men jeg ved, at det var, fordi Clermont-Ferrand ikke havde spanske studier. Hun blev befriet.
Det gik sådan indtil sidst i december, for da skulle jødiske piger og drenge samles om aftenen og med det almindelige tog til Paris. Vi ankom til Paris en tidlig morgen. Jeg kan se byen for mig, som den vågner op. Vi var i tyske lastbiler, og det var ikke sådan, at jeg havde regnet med at skulle se min by igen. Vi så folk, som var på vej til arbejde. Jeg ser altid en vicevært for mig, som tog skraldebøtten ud, jeg ser det, som tegner det normale daglige liv, som jeg ikke kunne genoptage. Vi blev kørt til en lejr uden for Paris, Drancy, som var en samlingslejr for jøderne. Der var ikke tyske uniformer at se, de holdt sig diskret ude. Det var fanger selv, som holdt disciplin og administration. Det eneste arbejde, man skulle foretage sig, var at gøre rent i lejren og skrælle grøntsager til vores eget forbrug. Men dér, som mange steder, er det godt at kende nogen, som kender nogen. Jeg mødte nogle af mine forældres bekendte, som var i administrationen. Det var en del af tyskernes sadisme, at de børn, som senere skulle sendes i gaskammer, fik en bedre behandling, så længe de var i Frankrig, og blev passet bedre end de andre. Det var rart, for i stedet for at skrælle kartofler hele dagen, passede jeg børn. Det havde også den fordel, at vi spiste bedre end de andre. Det fortsatte på den måde indtil midt i januar 1944. Da var det slut med det nogenlunde behagelige liv. Vi blev kørt til jernbanen, og der ventede godsvogne på os. Vi blev proppet ind så mange, vi kunne være, jeg ved ikke om det var 70 eller 80, både unge, gamle og syge. Når vognen var propfyldt, blev døren lukket. Der var en tønde med vand og en tønde til toilet, men ellers ikke noget. Jeg havde mad med fra lejren, men der blev hurtigt så frygtelig en lugt, at vi ikke rigtig havde lyst til at spise noget. Sådan kørte vi tre dage og tre nætter, uden at de åbnede dørene. Nogle blev syge og enkelte døde, så det var næsten en befrielse, da toget standsede og dørene blev åbnet, hvor vi fik frisk luft. Vi fik at vide, at det var Polen, og at det var i nærheden af Auschwitz. Det var mørkt, vi kunne ikke se. Der var en blanding af sne og mudder på jorden, og vi skulle ud. ”Schnell, schnell”, det var de ord, vi hørte hele tiden. Vores bagage skulle vi bare lægge i en bunke. Det var ikke tæt på lejren, så vi syntes, det var en mærkelig idé, for det blev svært at få tøjet igen. Men det var ikke noget problem, for den bagage skulle vi aldrig se igen. Vi så nogle med den kendte, stribede fangedragt styrte ind i de lastvogne, vi havde forladt, og blev senere klar over, at de ville se, om der var lidt de kunne få, fx mad. Derefter skulle vi stå i rækker, fem og fem. Det var nat, det var mørkt, men vi blev sorteret af tyske officerer med en lommelygte. De skulle se, om vi var unge, raske og stærke, om det var en familie, om det var børn. Familier og børn behøvede ikke at gå til lejren, de skulle op i lastbiler. Senere fik vi at vide, at det ikke var en godhed fra tysk side, de skulle direkte til gaskammeret. Jeg havde en kammerat fra Clermont-Ferrand, som var en rigtig rask og frisk pige. Hun var så uheldig at møde sine forældre i Drancy, som var blevet arresteret et andet sted, og fordi de var en familie, skulle de op i lastbilen og kom ikke tilbage. For nogle år siden mødte jeg i Paris en dame, som var leder af et jødisk børnehjem. Hun kom med en masse børn. Da hun kom til lejren, holdt hun et
