i Danmark og med ambassaden og Alliance Française, en fransk forening, fik jeg arrangeret det. På Fredericia Banegård kunne jeg så møde den mand, som jeg faktisk skylder livet.
Man kunne ikke overleve arbejdet ude i sådan en kulde. Første dag på fabrikken var vi også heldige. Den tyske sekretær var syg den dag, og så var det en fra Luxembourg, som tog imod os, og som hviskede os i øret, at vi skulle sige, at vi var 14 år. Vi var lidt ældre, men vi havde intet hår, og vi var tynde, så det gik. Fordelen var, at der var et bord for børn, hvor man kunne sidde og arbejde om dagen, ikke skiftevis nat og dag. Arbejdet for børn var ikke særlig svært. Det var spoler med huller, og vi skulle komme nåle i. Hende, som overvågede os, var en kvindelig tysk soldat. Men hun skulle passe på, for hvis det blev opdaget, at hun var for sød ved os, blev hun sendt til Rusland, den russiske front. Vi var selvfølgelig ikke så begejstrede, for vi vidste godt, at vi arbejdede for den tyske hær, men når det drejede sig om liv eller død, så accepterede vi at arbejde for dem. Der var ingen anden måde, vi kunne ikke sige nej.
Somme tider var der luftalarmer, og vi tænkte, at det ville være virkelig dumt at blive dræbt af vores venner, men der skete ikke noget. Nogle siger, at det var godt, det var amerikanere, for de fløj meget højt og kunne ikke ramme. Hvis det havde været Royal Airforce, så var vi måske bombet nu. I hvert fald skete der ikke noget, og det var godt, for der var ikke noget beskyttelsesrum.
I efteråret 1944 blev vi flyttet fra Birkenau til selve Auschwitz. Det var nærmere fabrikken, og det var bedre bolig- og badeforhold, men vi skulle aldrig glemme, at det var en udryddelseslejr. For ikke at glemme det, skulle vi en gang imellem overvære en henrettelse. Det var for det meste nogle, som havde prøvet at flygte, men hvis forsøg var mislykkedes. De blev altid hængt. Det værste, vi oplevede, var Malas historie. Mala var en belgisk pige af polsk oprindelse, og fordi hun talte polsk og tysk, ud over fransk, blev hun ansat på kontoret hos tyskerne og prøvede at hjælpe, så meget hun kunne, enten med en bedre stilling eller med medicin, hvis hun kunne få fat i det. En dag fik vi at vide, at Mala var flygtet. Vi tænkte, at hvis nogle kan lykkes med at flygte, så må det være Mala. Hun havde været i kontakt med mændenes lejr og med nogen fra den polske modstandsbevægelse. De havde fået fat i tyske uniformer, og sammen med en anden var hun spadseret ud af lejren med tysk uniform på. Men de blev genkendt lidt senere og bragt tilbage til lejren, for som lejrchefen sagde, man flygter ikke fra Auschwitz. Men det lykkedes Mala at gøre sig fri, at give lejrchefen en lussing, og at tage noget skarpt fra sit hår, fordi hun ville åbne sin pulsåre, men hun blev standset. Mala skulle ikke have en fredelig død. Vi fik senere at vide, at hun blev sendt levende til krematoriet. Det gjorde stort indtryk på os, fordi hun repræsenterede det menneskelige i lejren.
Som tiden gik, kunne vi begynde at høre de russiske kanoner. Vi vidste godt, at tyskerne havde tabt krigen. Det kunne ikke undgå at komme frem, enten gennem nyankomne eller gennem nogle, som havde været på kontoret, havde hørt radio, de kunne ikke skjule det hele. Men spørgsmålet var altid: Hvad med os, hvad har de tænkt sig at gøre med os? Det, de havde tænkt, var, at den 18. januar 1945 skulle vi ud af lejren. Her begynder det, man senere kaldte dødsmarchen. Enkelte blev i lejren, dem på sygehuset selvfølgelig, og dem som skjulte sig. Jeg mødte en, som var blevet i lejren, og som blev befriet af russerne den 27. januar 1945. De russiske soldater var så forskrækkede over at se, hvordan der så ud, at de gav dem masser af mad og vodka. Og når man er så svag, var det ikke rigtig sagen. Nogle blev syge, men bagefter kom russiske læger, som gav dem diæter.
Så begyndte vores dødsmarch, og vi skulle gå på landeveje mod vest, og med vores tøj, som slet ikke var noget vintertøj, og vores elendige sko eller somme tider uden sko. Hvis vi ikke gik, blev vi skudt, der var ikke noget alternativ. Når jeg fortæller og ser det for mig, kan jeg ikke forstå, man kunne overleve, at man kunne præstere sådan noget. Vi gik et par dage, indtil vi kom til nogle åbne jernbanevogne, som var fulde af sne. Sne var det eneste mad, vi fik.
Da vi kom til Ravensbrück i åbne vogne og i tusindvis, var de slet ikke parate til at tage imod os. Der var ingen boliger og ikke noget mad. Vi fortsatte med at spise sne i et stykke tid. Vi blev godt modtaget af franske fanger, nogle kommunistpiger, som havde været der et stykke tid, men de havde heller ikke noget mad at give os. De begyndte at lave mad til os om natten, men hvis ikke man var stor og kunne kæmpe sig igennem, fik man ikke ret meget. Jeg kan ikke rigtig huske, hvor længe det varede, men det varede et stykke tid, inden vi blev fordelt i forskellige lejre. Sammen med mine to veninder kom vi heldigvis i et tog og blev kørt til en lille lejr, som hed Malchow. Den lå mellem Stettin og Berlin, ikke så langt fra Ravensbrück. Det hedder ikke Malchow mere, det har fået et andet navn. Jeg har aldrig set det. Det var en lille lejr. Vi skulle ikke arbejde, men når man ikke arbejdede, fik man endnu mindre at spise.
Når man er fange, også krigsfange, så taler man om mad. Vi gav hinanden opskrifter, og vi lavede menuer over det, vi skulle lave, hvis vi kom hjem. Vi var også lidt mere intellektuelle, fx forsøgte vi at huske digte udenad og reciterede dem for hinanden for at få tiden til at gå, og så man ikke blev idiot. Vi vidste jo stadigvæk godt, at de allierede nærmede sig, men hvad skulle der ske med os? Vi så de hvide busser fra svensk Røde Kors. De kom og hentede nogle. Men det var ikke os, som skulle med først. Det var engang sidst i april, og de ville komme igen, men på de tyske landeveje var det umuligt at komme igen. Så det var allerede min skæbne, at jeg skulle igennem Danmark til Sverige, men det kom jeg altså ikke. Jeg kender en, som på den måde kom fra Ravensbrück til Sverige. Det var en franskmand. Jeg tror, at der var danskere, som skulle med, men jeg mødte ikke danskere nogen steder. En af mine veninder, Denise, blev desværre sendt til en anden lejr, men det gik, i hvert fald er hun kommet tilbage. Så vi fik vores første pakker fra fransk Røde Kors, og det passede ikke til en svag mave. Det var mere mad til krigsfanger. Det var kød i konserves og sardin i olie, så vi spiste løs og fik diarré ustandseligt, men vi kunne ikke standse.
Omkring den 3. maj fik vi nye pakker, og så skulle vi ud af lejren. Tyskerne var bange for russerne. De havde været grusomme i Rusland, og nu var de så bange for repressalier, at de helst ville blive fanget af amerikanere eller englændere. Vi skulle ud af lejren og marchere. Den første nat skulle vi sove i en skov, men det var i maj måned, og det var ikke så slemt. På grund af vores diarré var vi skiftevis helt alene i naturen og kunne egentlig flygte, men vi tænkte, at hvis russerne kom, kunne vi ikke sige, hvem vi var, så vi måtte hellere blive i gruppen. Den anden nat sov vi på en gård i en lade. Vi hørte skud. Russerne var kommet, og tyskerne flygtet. Men det var 3.-4. maj, så det var ikke slut. Vi var syv franske og belgiske piger, som boede i et værelse på en gård, fordi de civile også var flygtet fra russerne. Der var kun nogle køer, som gerne ville malkes, og vi drømte om at få frisk mælk, men vi var piger fra storbyen, så vi turde simpelthen ikke at nærme os køerne. Vi fik ikke noget mælk. Jeg kan ikke rigtig se for mig, hvordan vi fik mad. Vi var meget sultne, og jeg tror vi hentede mad hos russerne, som ellers ikke tog sig særligt af os. Der var ingen tyske soldater at se mere.
En af os var syg, så vi fik besøg af en kvindelig russisk læge, en soldat, men ellers havde vi ingen kontakt med russerne. Efter en uges tid tænkte vi, at det var godt nok, men vi kunne ikke blive ved med at være der. Vi besluttede os for at begynde at gå, og vi ankom i løbet af formiddagen til en landsby, hvor der var et fransk flag uden for et hus. Vi blev selvfølgelig meget rørte over at se vores eget flag. Det var et samlingssted for franske officerer, som havde været fanger og var på vej tilbage til Frankrig. De vidste ikke, hvad de skulle gøre for at hjælpe os, men selvfølgelig skulle de tage sig af os og tage os med. Der var en koncert den aften, og vi var æresmedlemmer. Det var virkelig dejligt. Næste morgen, jeg kan ikke huske, hvordan eller hvor vi skulle over, men næste morgen skulle vi over demarkationslinjen mellem den russiske zone, og hvad vi troede var den amerikanske zone. Først ville russerne ikke lade civile passere, kun militær, men de franske officerer talte godt for os, og vi fik lov. Efter krigen har man fortalt, at der var nogle fanger, som var blevet glemt et sted i Sovjetunionen, og som aldrig
