endnu en gang alle udenlandske “lavsfordomme, vedtægter eller skikke”, og udvidede retten til frimesterskab, dvs. mesterpraksis uden for et lav. I 1832 forsøgte man at overføre reformen til provinsen, men da i en stærkt afsvækket form.
Enevældens ihærdighed skyldtes i høj grad dens mangel på succes. Alt tyder på, at håndværkerne holdt fast i deres standsbevidsthed og fastholdt deres traditioner længe efter, at enevældens politik forsøgte at komme dem til livs. I byrummet sås denne rest af selvbevidst stadskultur i lavenes processioner, når de flyttede lavsskiltet, når de begravede deres egne, og når de afholdt deres fester og lege. Købstædernes mest talstærke erhvervsgruppe var et effektivt bolværk mod en fremspirende individualistisk økonomisk opfattelse. Ikke enevælden, men den økonomiske virkelighed sugede kræfterne ud af lavene. Den almindelige fremgang i købstæderne efter landbrugskrisen i 1820’erne og de mange nye landhåndværkere satte en ny dagsorden.
Borgere i kongens klæder
Købstæderne havde fra middelalderen arvet et magistratsstyre, som godt nok var højst elitært og de fleste steder i lommen på et bypatriciat, men det var dog udtryk for, at byen blev styret af dens egne borgere med byfogeden som en jævnbyrdig modpart. Der var med Pernille Ulla Knudsens ord tale om en “samarbejdende øvrighed med kongens byfoged som en blandt mange embedsmænd i byen”.59 I regeringskontorerne havde de lokale øvrigheder en lav stjerne, i de første årtier af 1600-tallet på grund af magtmisbrug og klikedannelser, under den ældre enevælde som følge af uduelighed og lavstatus.60 Under enevælden overgik udnævnelsen af alle embedsmænd i byerne til kongen, og der blev skåret kraftigt ned på antallet af magistrater, samtidig med at byfogeden og efterhånden også amtmændene fik overdraget flere opgaver.
Den politiske offentlighed i købstæderne var trængt som aldrig før. Men der fandtes stadig politiske kanaler. Borgerskabet havde forskellige grader af uformel og formel indflydelse i kraft af de tilkendegivelser, der kunne nå frem til de lokale og de højere myndigheder fra lavene, rådstuemøderne og de forskellige borgerforsamlinger, først og fremmest de ‘eligerede borgere’. Men det er sigende, at uden for de største provinsbyer vendte de mest velhavende købmænd oftest bystyret ryggen og overlod det til dem, der havde lyst.61 Enevælden kunne dermed uhindret betrygge byfogedernes faglige og økonomiske position ved sammenlægninger af embeder og større krav om eksamineret juridisk ekspertise. Man nærmede sig idealet om den moderne embedsmand, uden dog at komme det helt nær.62
Fra omkring 1770 begyndte den statslige forvaltning at føre nøjere tilsyn med de lokale myndigheder, og selv om det tog sig ud som en yderligere reduktion af byernes selvstyre, var det i virkeligheden med til at bane vejen for en købstadskommunal genfødsel. Enevældens skarpere blik på byernes forvaltning hang nemlig også sammen med en øget opmærksomhed mod byerne som fiskalt grundlag. De første statsskatter på bygninger og byjorder blev indført i 1802, og der var almindelig enighed om, at en stærkt tiltrængt forbedring af byernes økonomiske grundlag burde ske i samarbejde med lokale kræfter. Flere og flere af købstædernes vitale forvaltningsområder blev derfor fra omkring 1800 overdraget til kommissioner, vigtigst måske havnekommissionerne fra 1798. I 1819 var borgerskabets vilje til retlinet forvaltning så stærk, at en strøm af klager fra byerne var med til at genindføre de embedsrejser, der var indført 1803 for at bringe embedsmænd fra centraladministrationen rundt i landet for at føre tilsyn med byfogedernes embedsførelse, men som krigen siden havde standset.
FIG. 10. Tegning af Martinus Rørbye, der har fastholdt synet af borgervæbningen og det frivillige brandkorps forberede sig på Frederik 6.s besøg i juni 1830. For Rørbye var det et kosteligt syn, men for borgerskabet i Thisted var det alvor – for hvor tit fik det patriotiske borgerskab i den fjerne købstad lejlighed til at demonstrere deres kongetroskab over for majestæten selv og så i autoriserede uniformer, der forlenede dem med enevældens ceremoniel?
Borgerskabets genopblomstring faldt sammen med de øvrige liberale strømninger i samfundet. De eligerede borgere fik øgede bemyndigelser fra 1797 og via stænderforsamlingerne førte udviklingen frem til det fornyede købstadsstyre fra 1838 med en kontrollerende og rådgivende borgerrepræsentation.63
På ét felt ser man tydeligere end andre steder, hvordan borgerskabet bogstaveligt talt trækker i kongens klæder og dermed lægger yderligere afstand til svundne tiders autonomi. Jeg tænker her på borgervæbningerne, der blev indført i 1801 som led i forsvarsordningen under Englandskrigen. Militær værdi fik de aldrig, men derfor skal man ikke – som det næsten altid sker – afvise dem som overflødig staffage af det provinsielle borgerskab.64 Denne opfattelse går langt tilbage. Da Martinus Rørbye i 1830 besøgte Thisted for at portrættere sin onkel, amtmand Gerhard Faye, noterede han i sin dagbog, hvilket kosteligt syn det var at overvære borgervæbningen, det ridende korps og sprøjtefolkene eksercere og musicere i gaderne som forberedelse til Frederik 6.s besøg.65 Det betydningsfulde er imidlertid ikke, at det så sjovt ud, men at de faktisk gjorde det. Min hypotese er, at de gjorde det, fordi det forlenede dem med enevældens ydre ceremoni, dens embedsmænd og dens mere magtfulde grupper. Rangordning og uniformering var med mindre afvigelser fælles for alle købstæders borgervæbning. Det er nok værd at bemærke, at det skete på samme tid, som byfogederne blev pålagt at bære uniform, når de i deres egenskab af politimestre optrådte på gaden, og på samme tid som amtmændene fik uniformstvang, og hæren og flåden fik nye uniformer, og det i øvrigt blev strengt forbudt for alle andre at bære uniformer. Det militære præg over borgerskabets organer blev yderligere styrket i 1804, da Frederik 6. gav underofficerer “næsten udelukkende rettighed” til poster som rådstuetjener, graver, bedemand, arrestforvarer og politibetjent.66 Pointen er her, at kendemærkerne for borgerskabets forskellige grupper blev de af enevælden udstukne, og at resultatet blev en offentlighed, der udstillede den kongetro patriotisme, der er så karakteristisk for borgerskabet i den sene enevælde.
Borgerskabets egne sammenslutninger – societeterne af forskellig slags – var også præget af det militære; garnisonsbyernes officerer var skattede, ofte obligatoriske medlemmer. Vel var societeterne eksklusive mødesteder med oplysning og adspredelse som de egentlige formål, men patriotismen stod i højsædet, og kongehusets mærkedage var også borgerskabets.
Elsebeth Aasted beskriver i denne antologi anlæggelsen af de første provinsteatre fra slutningen af 1700-tallet. Fokus er på Helsingør Theater, der i dag er genopført i Den Gamle By, og dette teater falder smukt ind i mønstret. For vel var teatret på den ene side ramme for borgerskabets teater og byens fester og kunne derfor klare sig uden kongeloge, men indvielsen fandt ikke desto mindre sted på kongens fødselsdag i 1817.
For Danmarks vedkommende er det vurderet, at der i alt væsentligt ikke fandtes et borgerskab med emancipatoriske og rebelske behov, og det er ganske givet korrekt.67 Stænderforsamlingen i Viborg blev ikke platform for separatistiske ønsker, men for regionale økonomiske interesser. I 1848 fandtes der da heller intet konkurrerende politisk centrum til hovedstaden i kongeriget. Da de nationalliberale indskrev København i det nationale program som det uomgængelige symbol på den nationale enhed og som landets politiske centrum, kunne de ikke mindst sikre sig provinsborgerskabets opbakning ved at pege på, at de havde vundet kongen for deres sag. Enevælden ophørte, men dens hovedstad bestod. 68
Købstadsbegrebet mod en ny epoke
I 1857 blev næringsfriheden indført med virkning fra 1862, og på trods af forskellige overgangsbestemmelser blev de økonomiske fordele ved at være købstad stærkt beskåret. Lavene blev opløst, og borgerskabs- og standsbegrebet blev også lidt efter lidt tømt for indhold. Under det nye kommunalstyre efter 1837 tyder intet således på, at der blev stemt efter stand. Håndværkerforeningerne
